DÅRLIG RÅD TIL god mad? Vent lige nogle år, så ser vi på det. Tipper fjorden igen og lugter ilde, fordi vandmiljøet er ved at blive kvalt? Tja, et par år fra eller til; det gør vel ikke det store? Det er den slags budskaber, der gemmer sig i EU-Kommissionens nyeste udspil om den europæiske landbrugspolitik.

400 milliarder kroner om året koster landbrugsstøtten, der er opfundet i 1957. Landbrugspolitikkens såkaldte sundhedschek, som EU-Kommissionen spillede ud med i denne uge, er lige så utilfredsstillende, som når man siger baahh, for at lægen kan kigge ned i svælget, mens feberen stadig stiger.

I helt korte træk handler landbrugsstøtten i dag om at give penge til landmænd, så de producerer, og at give penge til fødevarevirksomheder, så de kan eksportere. Desuden er der støtte til erhvervsliv og projekter i landområder.

Kritikken går på, at støtten især går til de store godsejere og koncerner, at toldbarrierer og eksportstøtte gør det umuligt for landmænd fra ulandene at konkurrere med EU’s støttede landmænd, og at miljøet lider under det industrielle landbrug med sprøjtemidler og gødning.

LIGE NU ER DER efter mange år pludselig mærkbare problemer. Fødevarepriserne stiger. I Europa rammer det de fattigste, der straks kan mærke det på budgettet. Og det rammer især ulandenes by-befolkning, der er afhængige af importerede varer, fordi deres landes landmænd ikke kan bespise dem.

Prisstigningerne er debatteret i en uendelighed i de forgangne uger og måneder. De udgør et faresignal. Nu gælder det om at finde nye løsninger på madforsyningen; løsninger, der peger fremad for de kommende år. Sult er sult, men verden er ikke den samme, som den var i 1950’erne, da store dele af den nuværende landbrugsstøtte blev skrevet ned.

Den slags spørgsmål svarer EU’s udspil ikke umiddelbart på. Og det kan det heller ikke, hvis altså man ikke skal forstyrre den EU’ske husfred. Der ligger nemlig en aftale med opbakning fra de to store - Tyskland og Frankrig - om, at der ikke må røres ved landbrugskagen før 2013. Den debat bliver ikke taget, inden der er en ny Kommission på plads, og det sker ikke før efteråret 2009.

KONKRET foreslår landbrugskommissær Mariann Fischer Boel nu en stribe mindre ændringer. Blandt de mest omtalte (og mindst tekniske) er, at braklægningsstøtten skal afskaffes - den har været økonomisk omstridt, men en lise for naturen. Nu er der brug for jord til at dyrke energiafgrøder. Desuden skal penge flyttes fra direkte støtte til landmænd til projekter i landdistrikter, og her skal de største modtagere procentuelt afgive mest af deres støtte.

Reaktionerne - fra alle sider - er kritiske. Den danske fødevareminister, Eva Kjer Hansen, synes, at udspillet er ‘uambitiøst’. Hun havde gerne set mere liberalisering. Miljøfolkene i en af nøgleorganisationerne på europæisk niveau, Birdlife International, mener ikke, at der er taget hensyn til hverken klimaproblemer eller naturens mangfoldighed. Der er i stedet for meget snak om meget lidt og en ‘status-quo-tilgang’. Landmænd er bange for at miste støtte, især i Tyskland har landbrugsministeren allerede bebudet, at han vil kæmpe for de tyske interesser - med andre ord arbejde imod nogensomhelst ændringer.

Der har været meget fokus på de særlig store modtagere. Det er oplagt, for de store godser og fødevarergiganter virker ikke umiddelbart som trængende. Men problemet er langt mere omfattende: Der er konkrete opgaver, og på grund af den tunge model EU stadig bruger, er det svært at få dem løst.

400 MIILLIARDER KRONER blev der brugt på EU’s landbrugsstøtte sidste år. Det svarer til omtrent 25 styks nye københavnske Cityring Metroer - bare for at måle det lidt håndgribeligt. Selvfølgelig skal landmændene kunne planlægge for fremtiden. I et så gammelt og tungt system, som EU’s landbrugspolitik, er der store beløb, store lån og store forpligtelser på spil.

Men netop derfor er det nu på tide at tage fat og debattere de reelle problemer og deres mulige løsninger. Ikke først om halvandet år, når den nye EU-Kommission er på plads. Det ville være en konstruktiv afskedssalut fra den nuværende EU-Kommission at komme med realistiske svar på nutidens udfordringer: Hvordan brødføder vi europæerne og om muligt andre lande med god mad? Skal vi satse på mængde eller på kvalitet, der er produceret under ordentlige betingelser? Hvordan undgår vi, at disse ‘gode betingelser’ bliver brugt til at holde ulandenes landmænd ude af markedet? Hvad skal europæiske landmænd satse på, så de supplerer, i stedet for at udkonkurrere ulandenes landbrug? Kan vi dyrke landbrug, så vi ikke bliver ved med at ødelægge naturen? Skal vi måske ligefrem satse på mindre intensive brug frem for at producere så hurtigt, at gyllen skvulper?

Der er mange og store spørgsmål. Hvor ville det være godt at bruge al den europæiske kompetence til at løse dem. Det ville da være et smukt stykke politik. Fremfor at lade magtspillene diktere fortsat status quo.