Den første erindring, 40-årige Mads Brenøe har, er, at han roder rundt mellem nogle kasser og ledninger et eller andet sted. Der er musik, og selvom han kun er to år, kan han synge med, for han har altid hørt den musik.
Pludselig ser han, at der også er en masse mennesker, der smiler og er glade, og nogle af dem taler lidt med ham.
Senere er det gået op for Mads Brenøe, at han befandt sig på en scene til syrekoncert med Danmarks på det tidspunkt mest kendte syreorkester Ache, som blev opløst i 1971.
En anden erindring er Peder Lykke Skolen på Amager Skolen var moderne, ikke som de gammelsdags røde mustensskoler, der var bygget i højden. Den var flad og med kilometerlange gange, hvor en lille fyr blev væk, fordi han ikke kunne læse gadeskiltene, som skolens vejsystem var udstyret med. Belægningen på gulvene var også noget nyt. Det var som et kunstigt græstæppe og frigav så meget statisk elektricitet, at man var nødt til at trække sit ærme ned over hånden, når man skulle røre ved et dørhåndtag. Og så var der læreren i børnehaveklassen. En ung fyr, og som Mads Brenøe husker det, var det første, han sprugte om, da han kom i klassen, om nogen vidste, hvor Tirana var hovedstad.
“Det var hans pensum, det spørgsmål. Men det var ikke noget med, at der var dejligt i Albanien, fordi der var kommunisme eller sådan noget, det var bare noget, han altid spurgte om,” siger Mads Brenøe.
Med barndommens øjne var det ikke så usædvanligt. Det var det heller ikke, at den bedste ven, Michael, hjemme i kvarteret Eberts Villaby boede i kollektiv. Det gjorde han bare, og han var der altid og kunne lege. De to drenge ledte efter hulrum i de rådnende træer, de klatrede i, som de kunne gemme noget i. Men de havde ikke så meget at gemme, husker Brenøe. Det mest eksotiske var det ældre ægtepar, der boede oven på Brenøes familie. De havde en lille, hvid hund. Det var anderledes, for det måtte man ikke have i lejelejlighederne. Der var måske lidt mere larm hos Michael, men det var i virkeligheden stilheden i kvarteret, Mads Brenøe hæftede sig ved, for der boede kun pensionister.
“Michael var ikke forsømt eller noget, han kunne bare altid lege. Og som barn er man ikke fordomsfuld. Min far og mor var heller ikke hippier eller flippere, jeg kan næste ikke sige det ord i forbindelse med mine forældre. Min far var venner med det band Ache; var lidt hang around og ville gerne spille musik, men havde ikke talent til det. Og min mor røg lidt pibe. Lugten af hash var mig heller ikke fremmed: Når bandvennerne var på besøg, blev der røget, men det var et meget pænt hjem. Jeg kan ikke huske, at der blev snakket politik overhovedet. Eller religion. Det kan godt være, at mine forældre har været lidt som hippier, men så har det været på den pænest, pænest tænkelige måde,” siger Mads Brenøe.
Mads Brenøes forældre blev gift på Københavns Rådhus i 1969, i bare tæer og Ache spillede, da de kom ud på Rådhuspladsen. Men det var snarere hans forældres unge alder, der satte præg på Mads Brenøes barndom, og ikke de nye værdier og samlivsformer, der opstod med 68-generationens indtog på universiteterne og antiautoritære paroler.
“Min mor var 18, da hun fik mig, efter tre gange at have forsøgt at få en abort. Og mine forældre skulle selv finde ud af, hvilket liv, de ville leve. De kunne ikke bare overtage deres forældres værdier.”
Og så var de fleste mennesker lidt fattige. Når man fik besked på ikke at tage syv teskefulde sukker i teen, som Mads Brenøe yndede, var det ikke fordi, det var usundt, men fordi det var dyrt.
Mads Brenøes forældre blev skilt, og han flyttede til Midtjylland med sin mor og hendes nye mand og fik nye søskende. Eller han blev tvangsflyttet, som han siger. Til en nedlagt landbrugsejendom i udkanten af en skov. Væk fra storbyen og alt tætheden. Hans nye bedste ven boede 12 kilometer væk. Der var også småkollektiver i Jylland, blandt andet et i nærheden, hvor beboerne var rykket ud, og Brenøes familie hjalp med at muge ud efter efter kollektivisternes mange katte, der havde skidt på gulvet, så man måtte tage en spade, vende den omvendt og skrabe for at få års lort af gulvet.
“Hvis man fandt et stykke tøj, kunne man ikke gå med det, eller en sko, så kunne den ikke hænge sammen. Der var absolut intet af værdi tilbage. Og jeg tænkte, hvordan kan man bo sådan.”
Mads Brenøe blev punker. Det var hans to ældre halvbrødre, og det lå lige for. Ikke som en reaktion på 68’erne og epokens værdier, mener Mads Brenøe, men som en kontrast.
“Jeg havde det i mig, havde altid være meget selvstændig. Punkens do it yourself and do it now var mig. Jeg flyttede tidligt hjemmefra som 14-15 årig, spillede meget musik og lavede mit eget band. Jeg har prøvet at aflyse en koncert i Viborg, tror jeg det var, fordi trommeslageren skulle til børnefødselsdag.”
Hvis der var noget, der var forkert, lavede Mads Brenøe og hans venner ikke studiegrupper og lange politiske analyser. De snød sig til adgang til Københavns Rådhus, satte uret i stå i Rådhustårnet og hængte protestbanner ud.
Men lige meget om han vil erkende sin forbundethed til 68-generationen eller ej, er forfatteren Mads Brenøe blevet bedømt med generationens alen og forargelsen over hans bøger er måske blevet større, fordi han kom efter en generation, der opfattede sig selv som revolutionær. Hans bøger, der ofte kredser om det psykopatiske - f.eks. novellesamlingen Så megen vrede - er blevet set som perverse og dæmonisk og sammenlignet med American Psyko-forfatteren Bret Easton-Ellis - ikke til Brenøes egen udelte begejstring. For han mener ikke selv, at han er hverken splatterforfatter eller provokatør, har han udtalt.
“Sådan en som Erik Skyum (Informations anmelder, red.) blev provokeret af, at jeg ikke var moralsk. Men altså, punk er ikke moralsk. Og jeg ser kunst, som noget der skal være rigtig meget sig selv. Det kan være rigtig fint, grimt, elegant, afslappet, men det skal være noget særligt.”
- Mange siger, at punken var en reaktion mod ‘68?
Mads Brenøe skærer en grimasse: “Der er mange, der har sagt det meget bedre, end jeg kommer til at sige det nu. Punken er gennemromantisk og opbygger sin egen æstetik ved at tage affaldet fra tidligere og bygge noget nyt. Punken trak en streg i sandet, og vi så os ikke tilbage. Men vi var meget bevidste om ikke at være politiske, de fleste af os kaldte os anarkister, og vi havde en diffus opfattelse af, at man ikke skulle diskutere tingene ihjel,” siger Brenøe og henter en plade fra 1981 fra sin omfattende pladesamling, der har plads under stueetagen. Pladen er med John Lydon fra punkbandet Sex Pistols, og var revolutionerende for Brenøe, da hans bror fik den i 15-års fødselsdagsgave.
“Musikalsk set var 68’erne og hippierne noget sjask. Vi knækkede tingene. Jeg er en musiknørd, og musikhistorisk blev marken ryddet mellem 76 og 81, så hvad som helst kunne vokse frem i 1981,” siger Mads Brenøe.