Når undervisningsminister Bertel Haarder (V) i denne uge har været i strid modvind på grund af en vejledning til HF, der betegner Danmark som flerkulturel, så er det ikke uden grund.
En undervisningsvejledning er nemlig ikke bare en masse fakta om verdenskrige og engelsk grammatik, men også en måde at forme kommende samfundsborgere på. Iben Aamann, nyuddannet cand.mag. i dansk, har skre-vet speciale om netop den måde danskhed og demokrati forvaltes på i tre tekster relateret til uddannelsessystemet.
En af teksterne er fra Undervisningsministeriet.
“Jeg var ret overrasket over det, men Haarders tekst om undervisning i demokrati i grundskolen og på ungdomsuddannelserne er den eneste, der visse steder taler fra en position, hvor Danmark betragtes som et politisk frem for et nationalkulturelt fællesskab. Men ud over de kapitler sætter alle teksterne, jeg har analyseret, lighedstegn mellem danskhed og demokrati, og det er problematisk, for dermed bliver den danske identitet en forudsætning for at deltage i samfundslivet - tilsigtet eller ej,” siger Iben Aamann.
Og deraf titlen på specialet Skal jeg have klaphat på og sidde med en øl og en rød pølse? Sådan lød Asmaa Abdol-Hamids retoriske spørgsmål, da Dansk Folkeparti op til valget i 2007 foreslog at forbyde tørklæde på Folketingets talerstol.
Iben Aamann mener, at officielle tekster er et godt pejlemærke for vores måde at håndtere spørgsmålet om samfundets stigende etniske kompleksitet på. For når vi sprogligt ekskluderer etniske minoriteter, hvad gør vi så ikke i praksis?
Historisk har det nationalkulturelle spillet en central rolle i udviklingen af de europæiske demokratier. Men øget europæisk integration og stigende etnisk kompleksitet har ændret på nationalkulturen.
“Engang var det nationale en central samlende faktor, men i dag virker den faktisk splittende. Hvis vi virkelig ønsker et solidt forankret demokrati, så gælder det jo om, at folket deltager. Derfor er det presserende med en bredere definition af ‘folket’, der kan favne alle borgere i Danmark, ikke kun de, der orienterer sig mod den danske, nationalkulturelle identitet,” siger Iben Aamann
Medborgerskabsbegrebet som nyt dannelsesideal rummer et vist potentiale, mener Iben Aamann. Her er der nemlig mulighed for at betragte Danmark som et politisk fællesskab og anerkende alle som ligeværdige medborgere - uanset kulturelle og religiøse forskelle.
“Hvis du for at kunne være en del af samfundet, skal orientere dig mod dansk identitet, så står vi med et regulært demokratisk problem. Kravet strider i sig selv mod den demokratiske fordring om personlig frihed, men der bliver også færre ‘rigtige’ danskere. Derfor er det nødvendigt at definere det at være borger i Danmark ud fra nogle andre kriterier end Dannebrog, fadøl og frikadeller,” siger Iben Aamann.
Hændelsen af dansk kultur som indbegrebet af samfundets sammenhængskraft medvirker desuden til at legitimere øget ulighed: Når nationalkulturen køres i spil, negligeres samtidig de klasseforskelle, som udgør en samfundssplittende faktor, konkluderer hun.
At politikerne har svært ved at gebærde sig sprogligt i forhold til samfundets etniske kompleksitet er måske ikke så underligt set i lyset af en anden tekst, Iben Aamann har arbejdet med. Teksten kommer fra danskfagets højborg, hvor hun selv er uddannet. Og handler om et af Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskabs vigtigste forskningsområder: det danskes transformationer.
“I betragtning af at den internationale forskning de sidste 20-30 år har forholdt sig dekonstruerende til nationalkulturen, er det tankevækkende, at forskningen på landets største danskinstitut stadig forventes at føre til indsigter i ‘det særligt danske’,” siger Iben Aamann og peger på, at de danskfaglige debatter i stor udstrækning er præget af fagets identitetskrise.
“Set i det lys er det besynderligt, at et af de vigtigste forskningsområder på dansk kun sporadisk rummer anslag til at se på begrebet om den danske kultur i et nyt lys. Efter min vurdering kunne det ellers sikre danskfaget en samfundsmæssig aktualitet langt ud i fremtiden ved at udvikle en ‘historiserende’ tilgang til fagets hidtidige rolle som kulturbærende og almendannende nationalfag,” siger Iben Aamann.
Den sidste tekst, Iben Aamann har kigget på, er bogen Sådan undgår man frafald A-Z. Den henvender sig til lærere og ledere på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser, der har den største andel af etniske minoriteter blandt eleverne og er skrevet af den radikale politiker og integrationskonsulent Manu Sareen.
“Overraskende nok er Sareens tekst den, der mest konsekvent agiterer for, at succes - eller blot gennemførelsen af en ungdomsuddannelse - kræver kulturel assimilation,” siger Iben Aamann.
Manu Sareen karakteriserer religionens betydning for de unge som både ekskluderende og afvæbnende. Men den adfærd der ifølge Sareen er udtryk for en skærpet muslimsk tilværelsesforståelse, ligner faktisk mere de unges forsøg på at give de demokratiske fordringer om frihed og lighed et reelt indhold, mener Iben Aamann.
For eksempel henviser de unge til begivenheder i medierne, som underbygger deres påstande om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet eller boligmarkedet.
“Paradoksalt nok lever de unges adfærd i høj grad op til de erhvervsfaglige ungdomsuddannelsers formålsbeskrivelse om at bidrage til den unges interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund. Det bekymrende er bare, at Sareen fremhæver den adfærd som et udtryk for det modsatte, nemlig et radikaliseringssymptom, men hvis de unges forsøg på at deltage i samfundets demokratiske processer bliver tolket som radikaliseringstendenser, så er jeg meget bekymret for samfundets politiske legitimitet på sigt,” slutter Iben Aamann.