Jeg har siddet på bagsædet i to minutter, da den burmesiske taxachauffør vender sig om og ser mig direkte i øjnene.
“Er du journalist?,” spørger han med en mund, der er farvet blodrød af betelnødder.
Jeg er ulovligt i Myanmar, landets junta ønsker ikke, at udenlandske journalister roder rundt i landets ‘interne anliggender’, inklusiv følgerne af en cyklon, der har dræbt mindst 78.000 mennesker og udstillet generalerne som kynikere, der hellere vil se befolkningen dø, end åbne gitteret til omverden.
‘Vi klarer os selv,’ er argumentet fra generalerne, der har afvist at lukke udenlandsk nødhjælp ind i noget særligt omfang.
Kritikere mener, at generalerne nærmere frygter, at vestlig indflydelse kan true den ø af magt og rigdom, de flyder rundt på i regeringsbyen Naypyidaw.
Men det taler jeg ikke med chaufføren om. Ikke endnu.
I stedet lyver jeg og siger, at jeg er i landet for at yde nødhjælp til ofrene for cyklonen Nargis. Men efter et par hurtige spørgsmål-svar om regeringen ved jeg, at vi sådan set er på samme side.
Faktisk skal man være uheldig at møde et menneske i Myanmar, der ikke er det. 99 pct. af befolkningen synes at mene, at general Than Shwe og hans følge er nogle forbrydere. Og taler man i lukkede rum som i en taxa, vil de også gerne sige det. Anderledes er det på gaden i Yangon - her hvisker folk flygtigt:
“We don’t have democracy!” Og så skynder de sig væk.
Næste dag kører jeg med en ny chauffør mod Irrawaddy-deltaet sammen med en amerikansk reporter. Det var her, Nargis opførte sig mest brutalt.
Få dage efter lukker militæret vejen, skal det vise sig, men endnu synes generalerne ikke at have styr på, hvordan de skal holde os ude.
Fra byen Pyapon lejer vi en aflang træbåd og sejler mod Irrawaddys mund. Jo nærmere vi kommer havet, desto større er ødelæggelserne. Hele landsbyer er tvunget i knæ, bambushytter ligger tilbage som små bunker kviste på jorden, kun templerne og Buddha-figurerne har overlevet cyklonen.
Langs flodbredden er kæmpe banyan-træer revet op med rødder, og fiskekuttere er skubbet op på rismarkerne eller trukket ned mod flodens bund. Fra træbåden ser jeg også det værste: Oppustede menneskelig i forrådnelse. I Irrawaddy-deltaet ligger de døde og gnider mod sivene. Strømmen har taget kroppene med sig, og i de små landsbyer ved forældrene ikke længere, hvor de skal lede efter deres sønner og døtre.
I Yangon så jeg soldaterne rydde gaderne for væltede træer, save brænde og feje kviste sammen. Men her hvor døden findes alle vegne - også som en uhyggelig stank i luften - er der ingen, der hjælper.
I landsbyen Kan Sake har beboerne fundet 70 af deres 200 døde.
“Jeg sejlede op og ned af floden i to dage, men jeg kunne ikke finde mine børn. Der var for mange lig,” siger 55-årige Kyaw.
Han er så tynd, at hans ribben presser på for at komme ud af kroppen. Et andet sted bugserer en mand de døde kroppe væk, der er kommet for tæt på landsbyen. Nogle lig har fået fødderne bundet sammen med et reb. Er det for nemmere at kunne skubbe dem videre? Et par hundrede meter derfra bader børn i vandet og kvinder vasker tøj.
I landsbyen Nau Pyan Do lever folk af våde ris og kokosnødder. Bøfler og grise er druknet, men alligevel byder indbyggerne gæsterne på kokosnøddemælk.
Da vi sejler væk igen, står landsbyboerne på bredden og ser efter os.
“Hvis ikke I skaffer hjælp, så dør vi,” siger en mand.
Det giver ikke mening at forklare dem, at jeg er journalist og ikke nødhjælpsarbejder, for folk her har hverken set en avis eller en ‘hvid mand’.
Min tolk forsøger at forklare beboerne:
“I er nødt til at begrave ligene, der ligger ude i sivene. Jeres børn bliver syge, hvis I ikke gør det.”
Om natten fortæller bådsmanden, hvordan hæren tvinger ham til at fragte udstyr for dem uden betaling. Tvangsarbejde er almindeligt i Myanmar - særligt i de bjergegne, hvor det etniske stammefolk karenerne bor. I mørket kan jeg høre fiskerne trække deres net gennem vandet. Livet skal gå videre, også selv om der er lig i floden.
Et par dage efter kører vi mod byen Myaungmya. Solen hænger lavt og deler rismarkerne ind i striber - her, få timers kørsel fra Nargis øje, er det næsten ikke til at se, at en dødelig cyklon har hærget.
Her er ingen lastbiler med nødhjælpskasser, ingen helikopter med røde kors på.
Mest af alt er her alt for stille.
Titusinder af ofre for cyklonen er søgt mod byerne, fordi de ikke har nok at spise og drikke. Saltvandet har ødelagt rismarkerne og landsbyernes reservoir med drikkevand. Folk overlever nu på det regnvand, de kan samle ind i krukker. Heldigvis er monsunen på vej - den vil fylde krukkerne og vaske saltet af markerne. Men den vil også føre myg med dengue og malaria med sig.
En journalist fra et britisk dagblad er på vej i den anden retning - han har lige været i Myaungmya.
“Jeg var nødt til at fortælle politiet, at jeg var der for at lave en liste over, hvad flygtningene manglede,” siger han.
Journalisten har deadline hver dag og er bekymret over, at historien ikke udvikler sig nok.
Hvis munkene rejste sig mod juntaen, ville det være en udvikling, der ville noget.
I september gik titusinder af mennesker på gaden og krævede demokrati og bedre livsvilkår. Munkene gik forrest. Generalernes reaktion var brutal, da den først kom: Soldaterne skød ind i menneskemængden og tæskede munkene gule og blå. Ifølge FN døde mindst 31 mennesker, men det reelle tal er sandsynligvis langt højere.
Naturkatastrofer har tidligere ført til store samfundsomvæltninger i andre lande. Det måske bedste eksempel er Mexico, hvor regeringens afvisning af international hjælp efter jordskælvet i 1985 overbeviste folket om, at der var brug for radikale omvæltninger i det politiske system - en udvikling, der år senere væltede det regerende Partido Revolucionario Institucional (PRI).
Men foreløbig er der ingen tegn på oprør i Myanmar.
Senere besøger jeg nogle af munkene fra September-opstanden. De er fyldt med vrede, siger de, men at grebet om dem er lige nu er for stramt til, at de tør gøre noget som helst. Midt i interviewet, stirrer en af munkene direkte på min tolk.
“Er du spion for regeringen?,” spørger han.
I Myanmar vogter alle på alle.
Tilbage på grusvejen mod Myaungmya har vi besluttet at overnatte i et skur uden for byen for ikke at skabe for meget opmærksomhed. Om natten kører en af militærets lastbiler pludselig op på siden af skuret, flere følger efter og snart holder syv-otte lastbiler ved vejen.
Min rejseledsager og jeg kravler ud af skuret og langs jorden som to insekter.
“Kør! Vi skal væk herfra,” hvisker jeg til chaufføren.
Han hæver hovedet fra bagsædet.
“Det er bare chauffører, de har ingen våben, og der er ingen officerer,” svarer han.
“Desuden er vores bremser gået i stykker.”
Dagen efter når vi en af de skoler, hvor regeringen har indkvarteret flygtningene.
Her ligger kvinder med spædbørn på orange plastikpresenninger ved siden af ældre mænd med næsten 46 års militærdiktatur ridset ind i huden. Her er drenge og piger, der har mistet forældre, og her er mødre og fædre, der har mistet børn. Hele familier er krøllet sammen i hjørner af klasselokalerne, andre sidder med de tomme blikke, som kun findes i ansigtet på mennesker, der har mistet alt.
Flygtningene får kun ris, forklarer en mand. De lokale læger flygtede ud af byen, da Nargis ramte deltaet, og de udenlandske læger kan ikke få lov at komme ind. Hygiejnen er dårlig, og angsten for kolera vokser om kap med frygten for aldrig at kunne vende tilbage til flodbredden. En mor, der på ottende dag leder efter sine tre sønner, er så rystet, at hun har svært ved at holde sammen på sin krop. Hun minder os om, at nok kan man genopbygge bambushytter og tømme vandreservoirer for salt, men døde børn kommer aldrig tilbage.
Det er, som om Myanmars junta hver dag lægger nye alen til den kynisme, den har udvist over for sin egen befolkning de seneste 46 år.
På de 20 år, der er gået siden studenteropstanden mod regimet i august 1988 - hvor over 3.000 mennesker døde - har militæret fordoblet sine styrker fra 200.000 til 400.000 mand.
Det antages, at generalerne bruger over halvdelen af landets penge på sig selv og på hæren, mens skoler og hospitaler forfalder.
Ifølge FN er hvert tredje barn i Myanmar fejlernæret, samme niveau som i Angola, mens godt hvert 10. barn dør, før det fylder fem år, svarende til forholdene i DR Congo. Verdenssundhedsorganisationen WHO har tidligere udråbt Myanmar til at have verdens næstdårligste sundhedssystem kun overgået af krigshærgede Sierra Leone.
Udnyttelse, vold og etnisk udrensning i Karen-staten har gennem årene tvunget flere hundredetusinde flygtninge over grænsen til Thailand. Over 800 munke og aktivister fra September-opstanden er stadig fængslet, og Myanmar har i forvejen flere end 1.100 politiske fanger. Fra eksilet i den thailandske grænseby Mae Sot fortæller overlevere om tortur og seksuelle ydmygelser.
På den måde er cyklonen Nargis endnu en katastrofe, der har lagt sig ovenpå andre katastrofer i Myanmar. Det som engang var et af Sydøstasiens rigeste lande, er forvandlet til en ligkiste.
Den dag, der skal vise sig at blive min sidste i Myanmar, er jeg ude og lave en historie om cyklon-ofre, der bor på gaden.
Først indkvarterede juntaen flygtningene i ferietomme skoler, men nu skal undervisningen til at begynde, og derfor er flygtningene smidt ud på betonvejen, hvor de bor under sammenlappet plastik. Under interviewet med en familie dukker agenter fra regeringen op.
“Hvad er dit navn? Hvor bor du? Vi skal se dit pas! Nummeret på dit hotelværelse!,” siger de.
“Stikkersvin,” råber jeg ud i luften, da jeg senere affotograferer mine noter og smider beskidte skjorter ned i kufferten på hotelværelset.
Jeg har besluttet mig for at rejse ud af landet - hellere det end at blive smidt ud og blive sortlistet for altid. Men det er så nemt at smutte, når det strammer til. For myanmarerne er det værre.
Jeg har tit tænkt over den risiko, de myanmarere, der hjælper os journalister, løber.
“Jeg vil hjælpe så mange journalister som muligt med at fortælle verden, hvad der sker i mit land,” sagde en kvinde til mig.
De fleste har en tro på, at grusomhederne er så store, at FN på et tidspunkt vil gribe ind, men indtil videre er det kun blevet til kritik af general Than Shwe, der dårlig nok gider løfte telefonrøret, når verdenssamfundet ringer.
En reporter fra mit hotel var også i Myanmar under September-opstanden.
“Vi må finde et ord, der dækker den dårlige samvittighed og frustration, vi føler, hver gang vi forlader dette land,” siger han, før jeg triller af sted med mine affotograferede notesbøger.
Imens er folkene i Irrawaddy-deltaet selv begyndt at genopbygge deres bambushytter og tømme deres vandreservoirer for salt.
Som redaktøren for det Thailand-baserede magasin Irrawaddy, Aung Zaw, skrev i en kommentar for nylig:
“Heldigvis er de stolte mennesker i Irrawaddy-deltaet ikke sendrægtige. De er overlevere. Deres stolthed vil ikke tillade dem at læne sig tilbage og vente, mens deres ledere og resten af verden svigter dem.”
Tekst og foto: En dansk journalist, der netop er vendt hjem fra Myanmar. Journalisten ønsker at være anonym for at kunne rejse til Myanmar igen.