Med en af de mest morsomme forsider i avisens historie, hvilket jo ikke siger alverden, kvitterede Berlingeren tirsdag for beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens gentagede stunt om at borgerne skal tage ansvar. "Hvordan tager du ansvar," spørger Berlingeren på den sjove forside.

Bredvilligt svarer en række politikere sammen med Hjort Frederiksen, der fornøjet på egne vegne, uden at nogen har spurgt børnene, hvor meget de tog skade, fortæller at han har siddet 12 år i en skolebestyrelse.

Ministeren er nænsom nok over for sig selv til ikke at nævne sin anvarstyngende hærgen på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsløse er henvist til at skrive en jobansøgning hvert kvarter for ikke at blive deporteret til blyminerne.

Udenrigsministeren, kunne man forestille sig, ville henvise til sine forkølede forsøg på at redde landets anseelse efter Jyllands-Postens og statsministerens uansvarlige forvaltning af ytringsfriheden, men Per Stig Møller er klog nok til at tale i koder: "Jeg køber jo godt ind," siger dr. phil.'en, og man forestiller sig at han mener noget med politisk køb og salg i en vanskelig verden. Aber nein:"Jeg køber økologiske æg", fortsætter Møller.

Kaj Munks store apolog afslører hermed sine følelser i skabet for folkesocialismen, idet SF's Sten Gade, som Berlingeren også har udfrittet om ansvar, understreger vigtigheden af at stemme rigtigt ved valgene, da det var ham der i sin tid fik indført Ø-mærket, og ansvarlige siden køber Ø-varer.

At være ansvarlig...

Karen Jespersens ansvar viser sig ved at den tidligere VS'er, tidligere feminist, tidligere Socialdemokrat, tidligere minister hos Nyrup, nu hos Fogh - engang har været besøgsven på et plejehjem. Hør, det er ikke noget at brøle af grin over! Stop. Nu!

Kulturminister Brian Mikkelsen mener ordret at..."det at man tager et ansvar, betyder at man er ansvarlig for de handlinger, man gør". Det er godt set og udtænkt af et konservativt filosofisk gemyt. Dybere kan man ikke komme i samfundsvidenskabelig funderen.

Det vil ifølge Mikkelsen sige at hvis man ikke tager et ansvar, er man ikke ansvarlig for de handlinger man gør.

Dette synspunkt bør kulturministeren udveksle med sin kollega i Justitsministeriet, eftersom tankegangen betyder at det danske samfund fremover vil kunne spare en ikke ringe del af kriminalforsorgens udgifter på fængsler og den slags.

Besparelserne fordrer blot at dommerne - fra efteråret uden tørklæde - stiller hver enkelt tiltalt spørgsmålet: "Tager De ansvar for deres handlinger, eller er De blot ikke ansvarlig?" Nå ikke? You are free to go!

Pia Kjærsgaard besvarer spørgsmålet om ansvar ved følgende betragtninger: "Jeg står ved mine udtalelser og mine egne handlinger. Det er et personligt ansvar, jeg tager hver dag. Jeg kan ikke klare dem, der påtager sig offerrollen og ikke vil stå ved deres holdninger. Jeg står ved det, jeg siger, og det jeg mener."

Nu fremgår det ikke helt tydeligt, hvem partidiktatoren egentlig mener, altså dem der påtager sig offerrollen og ikke står ved deres holdninger og handlinger. Det er vel ikke finansministeren, der af en eller anden besynderlig årsag ikke er inviteret med i spørgepanelet?

Eller mon det er statsministeren der aldrig har stået ved den kreative bogføring og at han groft vildledte Folketinget, og at han også gjorde det med hensyn til Danmarks deltagelse i den katastrofale krig i Irak?

Det kan Kjærsgaard nok ikke mene, så ville hun have sagt det rent ud i en udtalelse der var værd at stå ved. Rent bortset fra dét kan man sagtens forestille sig at Ivan den Grusomme, Erik Blodøkse, hunnerkongen Attila, Adolf Hitler, Joseph Stalin, hertug Blåskæg og Store Stygge Ulv hver og en har stået ved det de sagde, det de mente, og det de gjorde. Stygge Ulv havde sikkert hellere end gerne ædt de tre små grise og med hud og hår stået ved handlingen bagefter.

Frikend dig selv

At tage ansvar, lader det til, er i regeringsoptik det samme som at frikende sig selv fra at behøve at tænke dybere over sine egne tåbelige og uansvarlige holdninger og handlinger. En variant er ikke at ville udtale sig. Men ellers når det hele stadig er lidt broget, og det kan gå hver vej, hedder det: "Jeg tager det fulde ansvar".

Hver gang et eller andet går ad helvede til, og der i øvrigt ikke er andet at gøre, tager de ansvaret. Hvem skulle ellers tage det, end dem der har det! Hvis en butikstyv bliver grebet in flagranti i at stjæle en mørbrad, ville butiksdetektiven sikkert få sig et billigt grin, såfremt den pågrebne højtideligt proklamerer: "Jeg tager ansvaret!"

Tager ansvaret gør også den konservative sundhedsminister, tager ansvaret for sine børns opvækst. Jamen, det er da mageløst ansvarligt at sætte børn i verden og så at påtage sig ansvaret for dem, lige til de selv kan tørre sig i røven og stifte gæld og få noget friværdi.

Mest henrivende er undervisningsminister Bertel Haarders forklaring om sin ansvarlighed: "Jeg slukker lyset i ministeriet," siger Haarder. Her vil ikke så få nikke bekræftende: Ja, dét gør du, Bertel Haarder, slukker lyset!

Som antydet har statsministeren ikke deltaget i ansvarspåtagelseskonkurrencen, ej heller hans bilagsbelastede finansminister. Hos dem er der ikke noget at komme efter.

Tilbage står Hjort Frederiksen. Tidligere - som partisekretær og Foghs håndlanger hvad han vist stadig er - havde Hjort ansvaret, om end han ikke gerne offentligt påtog sig det, for flere af Venstres mest smagløse valgkampe. Spørgsmålet er nu om beskæftigelsesministeren får held med sin nye ansvarskampagne. Et tilfælde er det næppe at den kommer nu.

Løkke er ingen krise

Sidst Frederiksen raslede med ansvaret var i fjor, men så kom valget, og så gjaldt det om at holde kæft om ansvaret, da det som regel også handler om noget der koster borgerne penge eller afsavn eller bege dele. Noget for noget og på en eller anden måde skal skattestoppet jo finansieres, samtidig med at illusionen om velfærdssamfundet holdes i hævd.

Denne gang er ansvarskortet spillet ud, fordi det går skidt for regeringen.

Løkke Rasmussen-sagen, eller den skandale der er ved at udvikle sig, tærer på Venstres fremtidsforhåbninger og kan i værste/bedste fald betyde at Fogh Rasmussens internationale ambitioner, hvis han da har dem, må skrottes. Venstre har ikke en anden oplagt efterfølger, og Løkke Rasmussen er efterhånden alt andet end oplagt. Ikke oplagt til andet end fnis og fjas på værelset og op og ned langs kysten i taxa på tvivlsomme bilag. Nogen i radioen gjorde sig kloge på situationen.

Sådan nogen er der temmelig mange af, uden at de altid er opsigtsvækkende begavede i deres domme.

Nogen mente at det ikke er en krise for regeringen, og det er rigtigt i en forstand. Såfremt korpset af sådanne politiske Klogeåger a la Holbergs kandestøber mener at det ikke betyder noget, kan det sagtens komme til at betyde ikke så lidt og omvendt.

En historie om dagen i Ekstra Bladet om flere og flere tvivlsomme bilag i finansministerens fortid kan ryste selv en borgerlig regering med en overvægt af borgerlige nogen'er på sin side, tendentiøst kommenterende folk parate til at slikke spyt.

Dertil kommer et voksende ubehag ved Dansk Folkepartis uhæmmede tørklædehetz, der nu også rammer almindelige mennesker i almindelig stillinger på hospitaler og plejehjem. Men de er danske, hvilket Dansk Folkeparti glemmer i forbifarten, hvor formanden står ved sit ansvar.

Sikkert så længe det giver stemmer.