Det camouflagefarvede armbånd om ministerens højre håndled fortæller, hvor hans hjerte er. "Helmand Afghanistan" står der med sorte blokbogstaver.

"Jeg synes, de er lidt seje, så jeg købte for 100 dollar af dem, da jeg var derovre. Af min egen lomme vel at mærke!" smiler Søren Gade og forsikrer, at der i hvert fald ikke er rod i det bilag.

Og Afghanistan er netop emnet for det interview, som Information har sat ham stævne. Det er her, Danmarks aktivistiske udenrigspolitik skal stå sin afgørende prøve, men består den? Hvad er målet? Og hvad må det koste?

Syv et halvt år efter invasionen er Taleban langt fra slået. Demokrati, menneskerettigheder og militære sejre fortoner sig. Og det samme gør danskernes opbakning til indsatsen.

"Man skal ikke tro, at Afghanistan bliver et demokrati som det danske. Det gør det ikke," lyder Søren Gades indgangsbøn.

"Men det er måske heller ikke nødvendigt. Alt andet er jo bedre end Taleban," siger han og minder om, at Danmark ikke er i Afghanistan for afghanernes skyld.

"Vi skal huske, hvorfor vi er der. Vi er ikke i Afghanistan for at klappe afghanerne på hovedet. Vi er der for vores egen skyld. Vi er der for at forbedre vores egen sikkerhed. Og så er det en positiv sideeffekt for afghanerne, at vi bruger så mange penge og kræfter på at give dem en bedre hverdag", siger han. "Det er vi nødt til, for det er den eneste måde, vi i længden kan holde Taleban væk på."

Den danske regering blev i forrige uge voldsomt kritiseret af den afghanske parlamentariker Malalai Joya, der beskylder Danmark for at svigte afghanerne og forråde løfterne om demokrati og menneskerettigheder ved f.eks. at lade tidligere krigsforbrydere sidde med i regeringen.

"Hun trykker på et ømt punkt. Jeg er jo hverken dum, døv eller blind. Og jeg ved godt, at alt ikke er ideel lykke. Og det er ikke hensigtsmæssigt, at de folk sidder i regering. Men det er en proces, vi har indledt, og der er nogle problemer, som afghanerne selv må tage stilling til hen ad vejen. Et af dem er, hvordan de vil tackle opgøret med fortiden," siger han.

"Det er hele tiden et spørgsmål om, hvorvidt glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Og Afghanistan er under alle omstændigheder et bedre sted i dag end under Taleban," siger forsvarsministeren.

En slags demokrati

Regeringen er ligeledes blevet kritiseret for ikke at have et klart mål med indsatsen i Afghanistan. Det er Søren Gade til dels enig i, men han har også et bud på det.

" Det er gået op for FN, EU og NATO, at vi er nødt til at have nogle klare mål. Fra politisk hold har der været i tvivl om, hvad målet er. Men det er at etablere en form for demokrati, der er så stærkt, at det kan modstå Taleban," siger han.

"Når den internationale styrke en dag trækkes hjem, skal afghanerne være selvkørende. Der skal være et sikkerhedsapparat, der er stærkt nok og institutioner, der er stærke nok til at modstå de der mørkemænd."

Hvad det betyder i detaljer, er det imidlertid ikke så nemt at få et svar på.

"Afghanistan skal selvfølgelig have en eller anden form for parlamentarisme. Det handler om at få gennemført nogle af de rettigheder - f.eks. menneskerettigheder og kvinderettigheder - som er skrevet ind i forfatningen. Og det er i sig selv et fremskridt, fordi der nu er et udgangspunkt for at føre tingene ud i praksis," siger han,

"Men man kan jo ikke forlange, at Afghanistan skal forvandle sig til et fuldt vestligt demokrati på syv år. Det er jo en illusion. Danskerne har selv brugt 150 år. Vi fik vores grundlov i 1849, men vi fik først parlamentarisme 50 år senere, og kvinderne stemte første gang i 1918. Det tog altså omkring 70 år. I Afghanistan har vi været i gang i syv år, og man skal se på, hvor meget der er flyttet på de syv år for at forstå, om der sker fremskridt eller ej," siger han.

Det går fremad

Og fremskridt synes Søren Gade der er.

"Det er et succeskriterium for os, at landet fortsat bevæger sig i den rigtige retning, og det gør Afghanistan; Taleban fortsat mister indflydelse på grund af vores militære tilstedeværelse, og at fremskridtene for den civile afghaner er så store, at det giver stadig mindre mening at støtte Taleban."

"Og så kan I jo med rette spørge: Hvordan synes du selv det går, minister? For Taleban er der jo stadigvæk aktiv i det sydlige Afghanistan, narkoproduktionen er stiger i syd, og korruptionen florerer på grund af de ufattelig mange opiumpenge, der er i omløb. Der er lang vej endnu," erkender han.

"Hvis ikke vi på sigt får kontrol med opiumsproduktionen, er det noget nær en katastrofe", slår han fast.

"Det er et møllesten om halsen på det afghanske samfund."

Et andet succeskriterium er traditionelle udviklingsmål som skolegang og forbedret sundhed.

"Det er også afgørende for Danmark, at flere børn kommer i skole. Det er derfor Danmark satser så meget på skoleområdet. Vi skal hele tiden gøre os klart, hvad udgangspunktet er. Afghanistan er et af verdens fem fattigste lande, og vi skal ikke gøre os nogen illusioner om, at det er en let opgave, vi er ude i. Der er lang vej i mål, blandt andet fordi udgangspunktet er så dårligt."

Måske 20 år endnu

Og hvor længe skal Danmark så blive i Afghanistan. De Radikale har krævet en tilbagetrækningdato, men det vil regeringen ikke være med til.

"Det vil jeg være meget ked af. Det må til enhver tid være situationen i Afghanistan, der afgør, om vi skal blive eller tage hjem", siger Søren Gade.

"Mit eget bud er, at vi bliver så længe, der er folkelig accept af vores militære tilstedeværelse, og så længe vi kan se et fremskridt i forhold til skolegang, sundhed, menneskerettigheder, kvinderettigheder osv."

"Til sammenligning er vi stadig i Kosovo efter 10 år, og det er immervæk et lille land i Europa med et meget bedre udgangspunkt end Afghanistan. Derfor gør jeg mig ingen illusioner om, at det ikke er internationale soldater og rådgivere i Afghanistan om både fem, 10 og 20 år."

Men om de også skal være danske er et andet spørgsmål.

"Det bestemmer Folketinget. Men jeg tror ikke på, at Afghanistan kan løses hurtigere end Kosovo," siger forsvarsministeren.

Hvor længe han og regeringen Fogh kan holde til at være uenige med vælgerne, vil Gade ikke sætte hverken måneder eller år på. Men meningsmålingerne viser, at et flertal af danskerne ønsker soldaterne hjem, og kun meget få er parate til at udvide missionen.

"Jeg har ikke nogen illusion om, at vi kan få 70 procent opbakning til noget, der koster danske menneskeliv. Jeg har det selv meget skidt, når nogen bliver slået ihjel, men der må jeg jo tage de store briller på. Det er jo det, jeg er valgt til. Og jeg tror på, at vi gør en forskel, både militært og civilt."

På længere sigt er regeringen dog nødt til at rette sig efter befolkningen, erkender Gade.

"Folketinget kan beslutte, at vi skal være i Afghanistan, fordi det er godt for Danmarks sikkerhed og den internationale sikkerhed, men på den lange bane er både regeringen og Folketinget nødt til at have vælgerne bag sig i en sådan alvorlig beslutning. Det er jo i sidste ende vælgerne, der beslutter, om det er dig eller mig, der sidder i Folketinget, og derfor skal der jo være overensstemmelse mellem det, folket vil, og det vi gør. Det er svært at være i opposition til vælgerne i seks, syv eller otte år. Så vil det politiske system jo rette ind."

"Det er den både positive og negative side af demokratiet. Det kan godt være det rigtige, vi gør, men hvis vælgerflertallet ikke er til stede, så kan vi på et tidspunkt blive nødt til at trække vores soldater hjem. Men min påstand er, at vores tilstedeværelse i Afghanistan er med til at mindske risikoen for et nyt 11. septemberangreb et eller andet sted i verden. Det vil jeg argumentere for, men det er jo i sagens natur ikke noget, jeg kan bevise."

I sidste ende er det vælgerne, der bestemmer, fastslår Søren Gade.

"Og hvis ikke jeg er i stand til at argumentere overbevisende for, hvorfor vi skal være i Afghanistan, så er det enten mig, der serverer budskabet for dårligt - eller også er varen forkert."