27. maj 2008

Hatten af for Heidi

Skrevet af: Henriette Harris
Tysklands mest forbenede forretningskvinde jorder hver uge en ny generation af forventningsfulde fotomodeller for åben skærm

BERLIN - Jeg kom først med, da anden runde af showet Germanys Next Topmodel kørte. Det var sidste år. Sammen med 2,75 millioner andre begejstrede tilskuere havde jeg et par torsdage i træk placeret mig foran fjernsynet for at se, om det var den ærgerrige Fiona, den rødhårede Barbara eller den kantede Mandy, der i denne uge skulle slagtes for åben skærm.

Efter to gange med storslået underholdning var min danske veninde med i sofaen. Hun var først for nylig kommet til Berlin og endnu ikke så velbevandret i tyske megastars.

"Og hvem er så det? Hun ligner en afdanket pornomodel?," spurgte min veninde troskyldigt, da showets værtinde dukkede op iført sin vanlige blonderede hårpragt, lidt for stramme og lidt for lavtaljede jeans.

"Det er såmænd ingen ringere end Heidi Klum, Tysklands supermodel nummer ét," sagde jeg, ikke uden ærefrygt.

Jeg undskyldte dydigt Heidi Klums lidt fyldige bag med det faktum, at hun dog har født tre børn i løbet af tre år. Men i mit stille sind frydede jeg mig. Ingen kvinde i dette land kan undgå at være bare lidt irriteret over det storsmilende ikon fra Bergisch Gladbach.

For hvis ikke Heidi Klum skulle smile, hvem så? Hun er endnu bare 34. For nylig blev hun kåret til den mest sexede model i USA. Hun er en af Tysklands benhårde forretningskvinder, og ifølge det amerikanske magasin Forbes den næstbedst betalte fotomodel i verden.

Hans og Franz

Hver uge giver hun de glittede blade eksklusive interviews. De kvitterer ved at placere hende på forsiden, ofte poserende sammen med sin mand, den britiske sanger Seal, som hun har fået to helt usædvanlig nuttede drengebørn med. Hun kan i modsætning til de fleste andre karrierekvinder med en pæn børneflok rigtig godt lide sig selv og sin krop. Hendes yndlingsudsagn lyder således:

"Da jeg begyndte som model, sagde jeg altid: Det er tyske bryster - det ene hedder Hans, det andet hedder Franz."

Men ikke alt er misundelsesværdigt. Heidi Klums manager hedder Günther og er hendes far. Heidi Klum var i seks år gift med sin frisør, der hedder Ric Pipino. Heidi Klums datter på fire år opstod af en affære med den italienske playboy og Formel 1-teamchef Flavio Briatore, der forlod hende, mens hun var gravid. Han påstår stadig, at han ikke er faderen.

Så lidt er der da at kradse skadefrydfuldt i lakken over. Men ellers er vi bare sådan cirka en tre millioner, der glæder os til Heidi på torsdag.

Germanys Next Topmodel, torsdag aften kl. 20.15, ProSieben


Source URL: http://www.information.dk/159823