28. maj 2008

Forbud mod motorcykler

Libanons indenrigsministerium indførte i går et forbud på ubestemt tid mod brugen af kolonnekørsel, kørsel på motorcykler samt provokerende brug af slogans og flag i landets hovedstad, Beirut. Det sker for at sætte en stopper for opildnende, politiske demonstrationer i byen. Af erklæringen fra ministeriet fremgår det, at politiske demonstrationer såsom "marcher uanset deres beskaffenhed" og kolonnekørsel vil være forbudt i hovedstaden. I Beirut er det almindelig praksis, at rivaliserende, politiske grupperinger kører rundt i byen og vifter med partiflag, råber slagord gennem højttalere og skyder op i luften. ritzau/AFP


Source URL: http://www.information.dk/159890