28. maj 2008

Amnestys årsrapport giver Danmark 'ridser i lakken'

Skrevet af: Hans Henrik Rasmussen

I Amnesty Internationals årsrapport for 2008 kritiseres det, at regeringen ikke har indledt uafhængige undersøgelser i sagen om overdragelsen af de 31 afghanske fanger til amerikanerne eller i sagen om CIA's fangeprogram og de dertilhørende overflyvninger af dansk luftrum.

Kommunikationschef for Amnesty International Danmark Dan Hindsgaul mener, at sagerne viser en generel holdning fra regeringens side:

"De to sager vidner om en dansk regering, der ikke er særlig villig til at lade sig undersøge. Hver gang der kommer kritik af Danmark, indtager man en meget defensiv holdning, og det ligger slet ikke i tråd med regeringens retorik," siger han og forklarer, at det er et stort problem, fordi "Danmarks mister sin moralske autoritet", og det skader vores muligheder for at promovere menneskerettigheder ude i verden.

Nils Giversen lavede sammen med Christoffer Guldbrandsen dokumentarfilmen Den hemmelige krig om de 31 afghanske fanger, der blev overdraget til amerikansk varetægt tilbage i 2002. Han mener, at der stadig er mange ubesvarede spørgsmål i sagen, som burde besvares.

"Hvilken viden havde eller burde regeringen have haft om amerikanernes behandling af fanger på det tidspunkt, hvor overdragelsen skete? Problemerne om amerikanernes behandling af fangerne havde allerede været fremme i de danske aviser, og det står i Geneve-konventionen, at man skal sikre sig, at dem, man overgiver fanger til, har vilje og evne til at behandle dem ordentligt, så skulle den danske regering fortsat have givet tilladelse til at overdrage fanger til amerikanerne?" siger han.

Socialdemokratiets udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, pointerer også, at de uafhængige undersøgelser er meget vigtige.

"De undersøgelser er jo ikke for at få nogen straffet i det politiske system eller i embedsmandsværket, det er et spørgsmål om, at der er oplysninger, man simpelthen ikke kan indhente under vidneansvar, hvis ikke man har en undersøgelseskommission. Det er derfor Folketinget opfandt den kommission efter lange diskussioner og efter, at der havde været mange forskellige former fra Tamil-sagen og frem," siger han og kalder regeringens adfærd for "ikke høre, ikke se":

"Det har jo ikke været muligt at få noget som helst overblik over, hvad regeringen har vidst."

Vi skal gå foran

Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre mener, at det er tydeligt, at regeringen ikke er særlig bekymret om at komme til bunds i sagerne.

"Jeg synes, regeringen optræder fodslæbene i de her sager. Når den ikke er villig til at lave uafhængige undersøgelser, giver det et indtryk af, at man ikke er voldsomt optagede af, at hver sten bliver vendt, og det er beklageligt, fordi det giver Danmark ridser i lakken. Det er jo det, sådan en rapport illustrerer med al ønskelig tydelighed, og i de her sager har vi netop brug for at gå foran for at få udryddet disse ting. Det har vi ikke gjort i tilstrækkelig grad."

Dan Hindsgaul påpeger dog også, at rapporten fra Amnesty International nævner det positive, at forsvarsministeren efter Amnestys første rapporter om problerme ved fangeoverdragelserne gik ud og sagde, at man fra nu af ville monitorere behandlingen af alle fanger, der blev overgivet til afghansk varetægt.

"Så vi er relativt trygge ved, at det, man gør i dag, er fint og godt - man fik en lærestreg dengang - men vi er ikke trygge ved, at vi ikke ved, hvad der præcis foregik tilbage i 2002," siger han.

Nils Giversen fortæller også, at det er vigtigt at få undersøgt, hvad der faktisk skete med de 31 fanger, der blev overgivet til amerikanerne.

"Nu siger de jo selv, at de blev slået og sparket og ydmyget, og en af de journalister, Charles Hanley fra Associated Press, som mødte de her fanger umiddelbart efter, at de blev løsladt, siger, at de havde tydelige tegn efter mishandling: sår og mærker. Og man kan jo godt betragte ham som et vidne med stor troværdighed; han har vundet Pulitzer-prisen og har været krigsreporter i 30 år," siger han og tilføjer, at de 31 afghanske fanger blev løsladt efter 2-3 døgn, da man opdagede, at der var tale om allierede soldater.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Søren Gade eller udenrigsminister Per Stig Møller.


Source URL: http://www.information.dk/159891