Det kristne Europas to store fjendebilleder, jødedommen og islam, har jævnt hen i historien konkurreret om førstepladsen i de politiske demagogers arsenal af ukvemsord mod det såkaldt fremmede. I århundreder for ikke at sige årtusinder var jøderne de nemt identificerbare fremmedelementer, ydermere i testamentarisk forstand af kirkefolkene udstyret med den kollektive skyld for at have myrdet de kristnes gudssymbol i menneskeskikkelse og under periodisk mistanke for at drikke til dystre formål så som den jødiske gudstjeneste (eller afgudstjeneste) indfangne kristne drengebørns blod.
Nogen reel trussel for stambefolkningerne var jøderne aldrig, og de oftest vilde forestillinger om deres dominerende stilling i samfundene dementeredes af den armod, hvorunder de fleste jøder henslæbte tilværelsen i de europæiske storbyghettoer.
Uanset jødernes lange europæiske diaspora, og uanset deres integration og ofte assimilering i samfundene, forblev de for flere landes vedkommende uvelkomne fremmedelementer - ofte i den folkelige opfattelse indskærpet af opinionsdannere med skumle motiver - styret af ondsindede underliggende kræfters ambition om verdensherredømmet.
Historien gentager sig ikke. Ikke desto mindre anes fælles træk i den europæiske reaktion over for indvandrere af den muslimske tro i det 20. århundredes anden halvdel.
En af nationens mest indsigtsfulde kendere af islam, professor Jørgen Bæk Simonsen, som blot ved sin ekspertise på et mistænkeliggjort stofområde ofte søges stigmatiseret af Dansk Folkepartis ihærdige ideologer, har bedrevet et storværk om denne den tredje af de store monoteistiske verdensreligioner, hvis udspring for resten har al verden til fælles med både jødedom og kristendom.
Uden at lefle for en lavere fællesnævner eller prætendere lettilgængelighed fører Jørgen Bæk Simonsen sine læsere ind i islams forunderlige og bevægende historie og ekstremt rige tankeverden. Mere end syv gange understreger forfatteren komplicertheden og mangfoldigheden i denne religiøse verden, der ikke på nogen måde - hvis man da er til det gudelige, og også når man ikke er - står tilbage for kristendom og jødedom i dybsindighed og raffinement. Dertil kommer de muslimske lærdes respekt for andres opfattelser, samt middelaldermuslimernes ansvarsfølelse over for den lærdom og de skrifter, de tog i arv fra grækerne, og som de overleverede så smukt til europæiske kristne kolleger.
De muslimske højkulturer beviste samtidig deres evne og vilje til at leve i fred med andre ideer, convivencia som man kaldte det i Spanien, og som var en uskik, de katolske inkvisitorer ikke ulig de moderne hjemlige korsriddere fik sat en brutal stopper for. Ikke at islamiske herskere ikke kunne være brutale, det kunne de; understregningen af at kristendommen ikke har patent på næstekærlighed og tolerance er her pointen.
Den moderne afsky
Den moderne islamskepsis - eller afskyen kan man vist godt kalde det - bunder selvsagt også i den relativt store indvandring af i øvrigt indbudt arbejdskraft fra muslimske lande fra omkring 1960 og frem. En række forhold i forbindelse med indvandringen udløste sociale problemer i flere lande. Sigende for de klassiske diskriminationsmekanismer blev den islamiske tro og kultur først rigtig skydeskive for forvrængninger af motiver og andre fordomme, da indvandrerne var blevet nationaliserede. Det er jo ikke længere fremmede, der ifølge de nidkære ikke må bære tørklæde i retten og på plejehjemmene, men danskere der ikke må!
Jørgen Bæk Simonsen analyserer uhyre grundigt de utallige udviklingslinjer, man kan følge i islams historie - også som her antydet de nyere og nyeste træk.
En stærk mand kan blive svag i koderne ved gennemgangen af islams indre kriser og modsætninger og de retninger, der herved udvikledes fra tidligste tid i øvrigt. Anmelderen fik under læsningen mareridt om at være til eksamen i bogens grundige afsnit om disse modsætninger. Det er i den forbindelse værd at bemærke at en redegørelse for kristendommens mange forskellige tolkninger og heraf udsprungne sekter og grupperinger ikke er mindre udfordrende. Hvad virkelig kan pisse folk af, er som bekendt diskussioner om profeternes skæg.
Jørgen Bæk Simonsens bog er en bedrift af præsenteret og struktureret indsigt og viden. Hvem ved for eksempel hvad om noget for danskere så fjernt som islam i Afrika? Det gør Bæk Simonsen.
Påhører man de mange hidsige debatter om islam som regel ført i ignoranters navn her til lands, er den mere eller mindre villede uvidenhed slående. Over for det afskyede, stiller den hidsige sig ofte nedladende an og fornægter kompleksiteten. En undskyldning for at gøre noget sådant, gives ingen længere med Bæk Simonsens bog i hånd.
Det kunne i denne meget intense bog have været kønt med en slags skematisk kronologisk oversigt og struktur af islams historie og udvikling. Bæk Simonsens værk er, som det sikkert fremgår her, ikke just en håndbog for begyndere. Forlaget kunne have gjort kampen mod uoplystheden på området en tjeneste ved at have insisteret på et sådant forsøg med et skematisk overblik.
Under alle omstændigheder beskæmmes man over den vulgariet hvormed dette store emne i al almindelighed behandles her i landet. Læs denne bog og få argumenter imod demagoger som Krarup og Kjærsgaard.