DER ER NOGET DRAGENDE ved personer som Peter Linck, manden bag det kortlivede design- og avisprojekt Dagen. Selvfed og hensynsløs tonser han mod skyerne for at falde fladt på maven, rejse sig, slå flik flak og løbe videre.
Den fascination deler de to instruktører bag dramadokumentaren Forførerens Fald. Missionen med filmen var at fortælle Peter Lincks version af avisens konkurs tilbage i 2002. Og så faldt hammeren. De to tidligere journalister på Dagen, Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, mente, at instruktøren Frank Piasecki Poulsen havde ladet sig forføre af Linck. Og desuden, påpegede de, var en af scenerne i filmen direkte løgnagtig: Linck er aldrig blevet korporligt angrebet af en af Dagens fotografer, der ikke var blevet betalt for sit arbejde.
Her i avisen erkendte instruktør Frank Poulsen, at de var gået over stregen - men alligevel ikke så langt, at scenen skulle klippes ud. Det havde jo været tæt på.
TOG FOTOGRAFEN FAT i kraven på Peter Linck eller ej? Måske er det i virkeligheden en bagatel, men det efterlader et væsentligt spørgsmål om manipulation i hele dokumentargenren, hvor hvert et lysglimt, og hver en kameravinkel er gennemtænkt. Og sat sammen med en særlig hensigt:
Forførerens Fald er lavet til prime time tv i samarbejde med TV 2 under projektet ‘Follow the money’, der skal fremme erhvervshistorier fortalt i dokumentarform.
Målet for Forførerens Fald er at nå ud til et bredt publikum, og det gør den ved at udfordre dokumentargenren og dramatisere begivenhederne. Det øger underholdningsværdien og fascinationen på bekostning af troværdigheden.
Kritikken af filmen er skudt over målet, for det har aldrig været filmens hensigt at tilvejebringe nye afsløringer. Med filmiske greb viser instruktørerne subtilt og underspillet, at Peter Linck har både sympatiske og kugleskøre træk. Og det kan den genre.
EKSEMPLET MED FOTOGRAFEN er lige over stregen, og så er det til at tage og føle på. Derfor hæfter journalister sig ved den med det samme i den klassiske diskussionen af, hvem der gør det bedst: journalisten eller dramatikeren. Og sandheden skal man som bekendt høre fra journalister.
Alvoren af ‘slagsmålet’ kan diskuteres. En bedre research havde været på sin plads, og det er unfair at fotografen bliver fremstillet mere voldelig, end han i virkeligheden var. Men dokumentaren er en dramatisering, og scenen er en fortolkning af virkeligheden, som den blev opfattet af nogen.
FORFØRERENS FALD ville først være rigtig problematisk, hvis den blev fremstillet som ‘sandheden om Dagen’. Den er ét indblik i projektet ud af flere. Blandt andet en bog af de førnævnte journalister Brügger og Thomassen, der indeholder langt mere fakta end filmen, omend den naturligvis også bygger på forfatternes subjektive oplevelser.