YANGON - “Anti-terror beredskab” står der på uniformerne.
Med skarpladte automat-rifler skubber soldaterne flokken af forhutlede mænd, kvinder, børn, unge og gamle op på ladene af de ventende lastbiler. Fra deres midler-tidige ly i skoler, lagerbygninger og teltlejre skal de deporteres tilbage til, hvor de kommer fra. Tilbage til oversvømmede marker, lig i opløsning og bunker af pindebrænde.
Det er myndighedernes idé, at situationen nu er normaliseret. Eller mere end en idé - det er snarere en ordre. Og skulle de tusinder af flygtninge være i tvivl, kan de blot læse regimets dagblad, Kyemon: “Alt er under kontrol, og folk kan sagtens klare sig. (…) De kan spise planter og få næring fra de mange fisk i området,” foreslår avisens lederskribent.
Juntaen forklarer deporteringen med, at “det er bedre, at de tager hjem, hvor de er mere stabile.”
For orden og stabilitet er, hvad det i virkeligheden handler om. Myndighederne er begyndt at frygte folkets vrede.
“Militæret er bange for de store grupper af desperate flygtninge. De er bange for et oprør,” fortæller Myint Wan, der netop er ankommet med de første 10 af i alt 120 ton ris fra Folkekirkens Nødhjælp og World Food Programme til byerne Bogalay og Pyapon nord for de værst ramte områder i Arrawady-deltaet. Her opholder cirka 10.000 flygtninge sig.
Myint Wan er som alle andre øjenvidner til myndighedernes håndtering af situationen vred, frustreret og deprimeret. Og han er bange for, hvad der sker, hvis desperationen tager overhånd, og soldaterne tvinges til at bruge deres våben.
For de deporterede vender tilbage.
Med samme udtryksløse blik, som da de blev sendt væk, kommer de en eller to dage senere gående retur ad landevejen.
De fandt intet, der hvor deres hytter og fiskerjoller engang lå - der er ikke sket noget mirakel eller blot en form for normalisering, siden cyklonen Nargis’ hærgen tvang dem nordpå i deres søgen efter læ og mad.
Tilbage deler regimets egne nødhjælpsarbejdere penge ud til de nødstedte. Hver flygtning får 5.000 kyatt svarende til fire dollar. For de penge forsøger de at leje sig ind hos de lokale. Men ingen tør huse de flygtninge, der allerede er blevet bedt om at rejse.
“Myndighederne har besluttet, at de skal tilbage, så det er ulovligt at give dem ly,” siger Myint Wan, der forsikrer om, at kun meget få i Myanmar trodser myndighedernes befalinger.
For Myanmar er et vaskeægte diktatur, hvor en paranoid og skræmt befolkning altid taler med lav, næsten uhørlig stemme, og hvor blot det mindste tegn på ulydighed betegnes som “politisk opposition”, som prompte straffes med fængsel. Et diktatur så stramt og umenneskeligt, at det kræver en hær på 488.000 soldater at holde sammen på landets 48 millioner borgere, der til trods for landets naturrigdomme lever et liv som nogle af klodens fattigste.
Der er gået præcis en måned, siden cyklonen Nargis kostede mindst 78.000 livet og smadrede hverdagen for op mod 2,4 millioner fortrinsvis bønder og fiskere i Myanmar.
Efter pres fra FN’s generalsekretær åbnede Myanmars militærjunta delvist landet for internationale nødhjælpsarbejdere tre uger efter katastrofen - tre uger for sent.
Men ankommet til Myanmar støder de tilrejsende nødhjælpsarbejdere hurtigt på nye forhindringer i Myanmars umådeligt langsomt arbejdende socialministerium. Det er herfra, at tilladelser til at rejse inden for landets grænser udstedes.
Seneste påfund er, at myndighederne nu er “løbet tør” for statsautoriserede guider, der skal følge og overvåge de internationale organisationernes færden.
“Der er ikke noget unormalt i, at myndighederne her arbejder langsomt. Men vi står i en situation, der i nu en måned har krævet hurtig indsats,” siger en af de ventende nødhjælpsarbejdere i Yangon.
Derfor vakte det stor harme blandt de mange frustrerede internationale nødhjælps-arbejdere, da de i fredagens udgave af International Herald Tribune kunne læse, at FN’s talsmand, Richard Horsey, pludselig var positiv over for samarbejdet med myndighederne i Myanmar:
“Jeg er ikke vidende om nogen afvisninger (af visum, red.), eller at folk ikke skulle være i stand til at rejse, hvorhen de vil.”
Var det et udtryk for FN’s diplomatiske leflen for Myanmars junta? Eller måske var det en fejlcitering?
Under alle omstændigheder tager det ikke mere end fem minutters ophold på et af Yangons overraskende mange kvalitetshoteller at finde ud af, at lobbyer, mødelokaler og restauranter er fulde af nødhjælpsarbejdere, der forsøger at få et overblik over det område, som kun en marginal del endnu har fået adgang til.
Samtidig er det naturligvis vand på juntaens mølle og helt i tråd med deres strategi om at dysse begivenhederne ned.
“Det værste, der kan ske, er, at omverdenen får den idé, at det nu kun går fremad. At vores myndigheder samarbejder, og konflikten er løst,” siger Myint Wan.
Derfor var det en befrielse for mange lokale, da USA’s forsvarsminister, Robert Gates, pludselig blandede sig i debatten. Lørdag sagde han på en konference i Singapore, at regimets modvilje “har kostet titusinder af menneskeliv.”
Gates er rasende over, at myndighederne fra starten har nægtet USA og Frankrig at gøre brug af deres skibe i farvandet syd for deltaet, der i nu en måned har været klar til hurtigt at rykke ind.
I løbet af den måned er det ifølge FN fortsat kun lykkedes at nå 40 procent af de skønnet 2,4 mio. nødstedte.
Af hensyn til sikkerheden holdes identiteten på Informations udsendte hemmelig. Det samme gælder alle kilder i artiklen. Deres navne er opfundet, men deres rigtige identiteter er redaktionen bekendt