Danmark må sammen med USA og Israel efter selvmordsbomben mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan nu betragtes som hadeobjekt for den islamiske verden og indrette sig derefter, erklærede i går Søren Espersen, udenrigsordfører for det regeringsbærende – nogle vil sige regeringsstyrende – parti, Dansk Folkeparti. Helt utilsigtet men alligevel ganske rammende havde Information allerede på forhånd om morgenen offentliggjort en kommentar til Espersens vurdering. Det skete i mandagens kronik af John Gray, professor i idehistorie ved London School of Economics: »Kapløbet om energi vil forme mange af de konflikter, vi kan forvente i det kommende årtier. Faren er ikke bare et nyt oliechok, som vil ramme industriproduktionen, men en trussel om hungersnød. ... Overraske kan det næppe, at så mange magtfulde stater gør sig klar til at sikre sig deres andel med næb og klør. ... Det begyndte med den sidste store konflikt i det 20. århundrede – en krig, som handlede om olie og om intet andet. Ingen forsøgte at foregive, at Golfkrigen fra 1990 til '91 handlede om at bekæmpe terrorisme eller udbrede demokrati. Som George Bush senior og britiske John Major indrømmede dengang, så var krigens helt elementære mål at sikre de globale olieforsyninger. Og trods alle benægtelser fra en mere uhæderlig generation af politikere kan der ej heller herske tvivl om, at kontrol med landets olie var et af de absolut væsentligste motiver bag invasionen af Irak.«

Hermed være på ingen måde antydet, at selvmordsbomben i går umiddelbart kan forklares, endsige forsvares, med henvisning til de igangværende og dag for dag stadig mere skærpede geopolitiske magtkampe, som Informations serie om systemkrisen i finanserne, landbrugsproduktionen, olieforsyningen og klimaet handler om. Og som Gray sammenfatter med ordene: »Kampen har ikke længere fokus imod Centralasiens olie alene. Den strækker sig fra Den Persiske Golf til Afrika og Latinamerika, ja selv til polarområderne, og den er også en kamp om vand og svindende forsyninger af vitale råstoffer. Afgørende er frem for alt, at den globale opvarmning medfører stigende knaphed på naturressourcer. Dette gør Det Store Spil, som er i gære i dag, langt mere uforudsigeligt, omfattende og farligt end det forrige.« Der for et lille århundrede siden førte til Første Verdenskrig.

Umiddelbart må gårsdagens selvmordsbombe sikkert forklares, men fortsat slet ikke forsvares, med de sædvanlige henvisninger til forkastelige karikaturer, forkastelige religioner, forkastelige medier, forkastelige terrorister, forkastelige politikere, forkastelige fanatikere og så videre.

Middelbart er der imidlertid sammenhæng mellem selvmordsbomben i Pakistan, som Espersen taler om, og menneskehedens selvmordsbombe under Planeten, som Espersen slet ikke taler om. Men som er Grays udgangspunkt. Og årsag til Informations artikelserie om systemkrisen.

Formidlingen finder i dette tilfælde sted via Irak. Uanset hvilken holdning, der i 2006 blev indtaget til Jyllands-Postens nu verdensberømte karikaturtegninger, og som SF’s formand, Villy Søvndal, i dag finder strengt nødvendige, var alle dog enige om, at deres globale ry opnåede de også i kraft af, at Danmark sammen med USA og støtte fra Israel deltog i invasionen af Irak.

Men skønt mange islamiske protester mod denne invasion påstod, at behovet for olie var et delmotiv for Danmark og USA, blev dette motiv aldrig sat ind i den geopolitiske kendsgerning, at Planeten er ved at løbe tør for udbytte af råstoffer. Herunder ikke blot af olie men også af det råstof, som absorption af drivhusgasser er. Hvorfor Planetens opvarmning sætter ind. Den (forkastelige) islamiske fundamentalisme tvang og tvinger propagandaen ned i alene religiøse fraser, der forhindrer de middelbare, materielle, forklaringer i at komme for en dag. De umiddelbare forklaringer på f.eks. gårsdagens selvmordsbombe kan så fundamentalt fortsætte til dommedag.

Hjulpet voldsomt og voldeligt på vej af den (forkastelige) vesterlandske totalitarisme, der efter at de gemene løgne om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben m.m var afsløret alene ville begrunde invasionen af Irak med bekæmpelse af terrorisme og udbredelse af menneskerettighederne og demokrati. Som om denne totalitære kamp ikke kræver netop den magt, der i dag er uløselig knyttet til anvendelse af olie.

Islamisk fundamentalisme og vesterlandsk totalitarisme i gensidig forstærkelse af hinandens forkastelighed synes for mange toneangivende koryfæer (eller koryfæhoveder) i åndsliv og politik, økonomi og erhvervsliv at umuliggøre enhver omtale af selvmordsbomben under Planeten i andet end uforpligtende ord. Med John Gray som en af de enkelte – blændende – undtagelser. Selv levner han dog ikke meget håb: »Et udbygget internationalt samarbejde forekommer måske nok som den oplagte løsning, men realiteten er, at jo mere smerteligt ressourcetrangen gnaver, desto mere fragmenteret og splittet vil verden blive.«

Det skal man dog ikke lade sig slå ud af. Sandheden er altid opmuntrende.