Mine kulturelle venner stirrer vantro, når jeg fortæller, at "jeg følger med i alle kriminalserierne i tv". Nogle tror, det er en joke, andre forstår simpelthen ikke, at nogen kan synke så dybt. Især en af dem, en filminstruktør, kan blive ganske ophidset og har svært ved at skjule det, skønt han gør sit bedste. Det handler om, at han ikke bryder sig om dem, men også om, at serierne har erobret de budgetter, der ellers kunne laves mere kunstneriske tv-spil for.

Nuvel. Det er så heller ikke helt sandt, at jeg følger alle serier. Det ville ikke være menneskeligt muligt, men jeg følger alle de bedste. Det er blevet en livsform. Jeg snupper også gerne en film på tv, hvis den er kriminalistisk. L.A. Confidential har jeg set gentagne gange.

Altså: Man kommer hjem fra arbejde og orker ikke så meget mere den dag, men det begynder allerede om morgenen, når aviserne kommer. Man tjekker lige tv-programmerne og scope.dk på nettet. Hvad kan man vælge mellem i aften? Der er altid et eller andet. På Scope, som giver oversigt over aftenens film, har de været så venlige at lade såvel anmeldere som brugere give stjerner, og det slår næsten aldrig fejl, at dem med flest stjerner er dem, der giver det bedste pay-off, og at brugernes bedømmelse er bedre at lide på end anmeldernes.

Eller som en tidligere chefredaktør af dette blad engang sagde: "Det er mærkeligt, men alle de film, jeg kan lide at se, er dem, der får færreste stjerner af vores anmeldere!"

Det var dengang, vi endnu havde noget, der hed 'Stjerneboxen'.

Bøgerne? De får lov at stå på reolhylderne, og der står de godt.

Reduceret lidenskab

Egentlig en besynderlige forandring, for bøger har altid spillet en stor rolle i mit liv. Jeg har læst mange, både professionelt og privat, men mange står også endnu ulæst i reolen: Romaner af Tolstoj, Joyce, Proust. Da jeg var ganske ung og helt op i 30-40 årsalderen, kunne der ikke udkomme en ny digtsamling i Danmark, uden at jeg måtte have fingre i den. Næsten som når en ny Beatlesplade blev released. Jeg fulgte forfatterskaberne tæt.

En lidenskab, der nu er stærkt reduceret. Det skal virkelig være noget helt sublimt, hvis lyrikken skal få mig væk fra et tv-apparatet en aften. Det sker faktisk ikke. De bliver så gemt til weekenden eller ferierne. Sådan også med romaner og novellesamlinger - de går i almindelighed for langsomt.

Men det sker da stadig, at man pludselig får en bog i hænderne, som man ikke kan lægge fra sig, før sidste side er vendt. Og igen: Så er det som regel en krimi, en biografi eller en erindringsbog. Det er ikke nok, at sproget i en bog er en nydelse, sådan på det æstetiske plan.

Bogen skal være elementært spændende. Hvilket et menneskes liv jo altså også ofte er. Især hvis den pågældende erindringsforfatters liv ikke har været helt renlivet, og bogen ikke bare en en pæn en, hvor det går ud på at fremstille sig selv i et nydeligt lys. Skilsmisser og druk er ikke af vejen i en biografi.

Bedre end Bond

Indtil for få år siden oplevede jeg serierne i tv som uinteressant flimmerværk. Der var for mange af dem. De fyldte for meget i programmerne, og stadig har jeg det sådan med komedier, situationskomik, satire for den sags skyld. Romatiske serier og film: Bvadr! Der skal være minst ét mord. Actionfilm gider jeg ikke. En biljagt? Gab-gab!

Men er der da slet ikke andet i tv, der kan fænge? Jo, nyhederne og debatprogrammerne. De handler om vores virkelighed, der er som en føljeton. Serier og film, der handler om hemmelige agenter er også okay - faktisk bedre end alt andet. Min yndlingsserie for tiden er den britiske Spooks om et London-team, MI 5, med Adam Carter, Harry, Zaf og Ruth, som den ene gang efter den anden optrevler en terrorgruppe. Dødsspændende med tryk på død. Langt bedre end James Bond-fantasierne.

Dem, der ikke er medlemmer af 'klubben' forstår det ikke. De synes jo, krimier er ens. De begynder som regel med et mord, og så kommer politiet ud på gerningsstedet, afspærrer området og udfører tekniske undersøgelser, liget overlades til retsmedicinerne, og kriminalkommissæren går i gang med at afhøre den ene efter den anden, indtil forbrydelsen, det ved vi, til sidst bliver opklaret.

Socialrealisme

Sandt nok, men det er variationerne, der tæller, ligesom i klassisk musik, variationer over et tema, Mozart og Chopin, og kom ikke og efterlys den store samtidsroman, den fås hver aften i krimiserierne. Med detektiven kommer du ud på stederne, til narkomanen og luderen, hr. og fru menigmand, den korrupte politiker, den religiøse sektleder, de rige på slottet, toppen af samfundet med dens tennis og golf.

Socialrealisme ad bagdøren, altid båret frem af en grundliggende spændingshistorie. Tag nu den udmærkede Taggart, der genudsendes for tiden. Den giver et gribende indtryk af livet i slum og fattige arbejderkvarterer i skotske byer. Når man som jeg ikke har interesseret sig for serier før, er det okay med genudsendelse. Der ligger en stor rigdom og venter.

Du bliver fortrolig med de forskellige personer, deres baggrund, deres familieforhold, hvis de har nogen, men tit har de ikke, for det er belastende at være gift med en ansat i kriminalpolitiet, som skal stå til rådighed når som helst på døgnet. Og når vedkommende endelig er hjemme, er vedkommende ikke nærværende, for der er altid en sag, der skal opklares. Det går simpelthen ikke. Tag den spøjse inspector Frost og den sure Morse - Tom Barnaby er undtagelsen med et lykkeligt familieliv. Ellers knalder de familieløse kommissærer ud på en flaske whisky. Serierne bliver også en følteton om personernes liv. Det sker endda, at en, som man er kommet til at holde af, pludselig dør. Hvilket som oftest har den knapt så tragiske baggrund, at skue-spilleren har forlangt lønforhøjelse.

Der dvæææles

Disse britiske serier har den gammeldags hygge, som huskes fra Agatha Christie. Det er lige før, de også går for langsomt, men det går an. Ellers kan det ikke gå hurtigt nok i dag, og tempoet i klip og sceneskift er over de seneste år speedet op med flere og flere ultrakorte sekvenser. Heldigvis.

Det går også for langsomt i mange af romanerne. På samme måde som med gamle film, hold da op, hvor er de længe om at komme i gang. Der dvæææles meget, kunst siger man så, og der bruges ufattelig lang tid på at få folk hen fra det ene sted til det andet, osv. uden at handlingen rokker sig ret meget af stedet. Hvis ikke man er grebet af et flow i handlingen, bliver snakkescener tilsvarende kedsommelige.

Det handler selvfølgelig om det førnævnte pay-off. Man gider ikke spilde tid på noget, der ikke er gang i.

Vanen eller livsformen deles af i tusindvis af danskere, ellers ville der ikke være så mange krimiserier, og det gør ikke noget, for man kan sagtens interessere sig for politik og verdens problemer alligevel.

Er jeg en kultursynder? I så fald er det en tilståelsessag. Jeg bekender min synd med åben pande og fastholder den. Indtil videre, for jeg lover ikke, at det holder. Man har forskellige oplevelser og positioner på forskellige tidspunkter i ens liv - og når man nu ikke har hjemmeboende børn længere ... Jeg har endog sagt nej til invitationer med dårlige undskyldninger for ikke at gå glip af et serieafsnit.

Er kravet om pay-off et alderdomstegn? Er interessen for krimier tegn på magelighed, på at man ikke gider beskæftige sig med det svære stof? Eller er man - overraskende nok - ved at blive yngre?

Yngre, tror jeg.