I dag spilles den argentinske tango af tyskere, salsaen af nordmænd og klezmeren - den synes danskerne at stå for.
Danske klezmerbands er eftertragtede på den globale scene for verdensmusik. Klezmerorkestret Mames Babegenush er lige hjemvendt efter at have spillet i det mest berømmede koncerthus i New York, Carnegie Hall. Klezmofobia har været i Mexico og er nu på vej til Storbritannien, Spanien og Norge. Og bandet Afenginn, der selv betegner deres musik som bastardetno, har i år medvirket på den kæmpemæssige amerikanske festival South by Southwest i Texas og på en verdensmusikfestival i Malaysia.
Tidligere verdensmusikvært på Danmarks Radio Fimmer Engel er ikke i tvivl om årsagen til balkan- og klezmermusikkens popularitet - både på verdensmusikscenen, men også som en inkorporeret del af meget ny rock- og popmusik:
“Interessen for netop balkanmusikken er vokset efter EU-udvidelsen mod øst, men også fordi vækstlaget for dansk verdensmusik generelt er blevet plejet de seneste tre-fire år i form af festivaler og etableringen af det københavnske spillested Global. Dernæst indgår meget verdensmusik i musikalske cross overs med electronica og rock, der har udbredt disse genrer til et større publikum,” fortæller Fimmer Engel.
De musikalske eksperimenter med de fremmede musikgenrer har således været med til at hive pseudogenren ‘verdensmusik’ ud af sit misfortolkede ry som en musikgenre, kun gamle hippier og fortrøstningsløse husmødre gider at lægge øre til.
Men tilgængelighed alene fører ikke automatisk til mere åbenhed over for andre musikgenrer, mener musik-etnolog Eva Fock, der har forsket i verdensmusik. Det skyldes blandt andet, at verdensmusikken lider under sin egen betegnelse:
“Der er et gråt felt mellem betegnelserne verdensmusik og etnisk musik, som i sig selv er begreber, der er opstået ud fra en eurocentrisk tankegang. I stedet for at snakke om musikkens stilart ogegenart taler man om diverse ikke-vestlige musikgenrer som en homogen gruppe. Det har resulteret i, at verdensmusikken kun behandles i særlige, afsondrede rum såsom i Danmarks Radio, hvor verdensmusik har sin egen netkanal, eller de særlige spillesteder, som kun spiller verdensmusik,” siger Eva Fock.
Denne betragtning deler Flemming Harrev, der er sekretariatsleder for World Music Denmark:
“Før i tiden havde Danmarks Radio flere programmer, hvor der blev spillet musik, der lå uden for de gængse pop- og rockgenrer. I dag er denne musik hensat til en separat netkanal for verdensmusik,” siger Flemming Harrev.
Fimmer Engel efterlyser mere musikformidling:
“Jeg mener, at det er en skændsel, at der ikke længere findes værtsbaseret radio for verdensmusik, hvor lytterne kan få noget information om det, de lytter til. Hvis man ikke understøtter disse anderledes musikgenrer enten økonomisk, praktisk eller gennem formidling, højner man heller ikke kvaliteten.”
Til gengæld nyder de danske verdensmusikere godt af deres verdensomspændende netværk - som den danske pladebranche ikke er en del af.
“I mange år har den danske pladeindustri været meget lukket over for eksperimenter med ny musik. I takt med, at folk nu selv kan udgive deres musik, og at de danske bands har lettere ved at komme i kontakt med udlandet ved at distribuere deres musik over nettet, er verdensmusikkens kreative grobund også blevet udvidet, hvilket har været nødvendige vilkår at etablere,” siger Fimmer Engel.
Flemming Harrev fortæller også, at det danske marked er svært at få fat i, hvis man ønsker at spille verdensmusik. Derfor opfordrer han danske verdensmusikbands til at søge til udlandet.
“Hvis du ikke har en plade, der kan købes, og som bliver markedsført, er det altså svært at komme ud med sin musik. I udlandet er der mange pladeselskaber, som tager sig af verdensmusikken,” fortæller Flemming Harrev, der som leder af World Music Denmark repræsenterer det eneste danske initiativ, der støtter den danske verdensmusik både økonomisk og praktisk.