Det handlede om at blive klogere på købesex. Hvem køber, hvem sælger? Er de ofre eller erhvervsdrivende? Hvad sælger de, hvorfor gør de det, og hvad skal samfundet gøre ved det? Frem for alt: Kan vi lære noget af svenskerne, der har kriminaliseret ‘torsken’, som sexkunder benævnes hinsidan.
Små 200 mennesker var samlet i landstingssalen på Christiansborg, og intentionen syntes ikke til at tage fejl af: Vi skal finde ud af, hvordan vi løser de problemer, der er forbundet med sexindustrien; hvordan hjælper vi dem, der har brug for hjælp. Paradoksalt nok endte dem, der skulle hjælpes, med at føle sig misbrugt:
“Det, jeg har oplevet i dag, er den største menneskelige nedværdigelse. Jeg var engang udsat for en voldtægt, men det her er værre,” sagde Pernille bagefter. En anden sexarbejder, Sus, følte sig “krænket, overhørt og undertrykt”, mens Maj kaldte det “modbydeligt, rent ud sagt. Jeg føler mig psykisk voldtaget”.
Forinden var gået syv timer med oplæg fra en lang række personer, hver især med deres tilgang til emnet: Sociologen, antropologen, filosoffen, juristen, repræsentanter fra kvindeorganisationerne og politikere fra Danmark og Sverige. Nogle var imod at kriminalisere kunderne, andre var for; nogle snakkede om at sikre de prostitueredes rettigheder, andre om at sikre samfundets værdier.
Som for eksempel Peter Thielst, filosoffen, der var første person på talerstolen. Han forklarede, at det i bund og grund er et spørgsmål om, “hvad der skal være til salg på samfundets hylder”. Vi gør, hvad vi kan, for at begrænse udbuddet af ftalater, revolvere og lignende skadelige produkter, og det samme bør gøre sig gældende med købesex, lød argumentet. Om ikke andet, så “for at vise, hvilket civilisatorisk niveau vi er nået op på”. Peter Thielst beklagede den forbløffende kulturelle holdningsløshed ikke mindst hos beslutningstagerne, “der insisterer på undersøgelser og redegørelser”, inden de forholder sig til problemet. Han kaldte det “patriarkatets inerti” og efterlyste stillingtagen nu.
Næste taler var det svenske riksdagsmedlem Carina Ohlsson, der fortalte om prostitution fra et svensk perspektiv. Hun refererede fra ransagningen af et bordel, hvor en kvinde havde været tvunget til at være sammen med 450 mænd på 40 dage. “Systematisk tortur,” som hun kaldte det. Da det efterfølgende blev påpeget fra salen, at der i nævnte tilfælde tydeligvis var tale om trafficking, svarede Ohlsson, at der “ikke er skarpe grænser mellem almindelig prostitution og menneskehandel”, og nævnte så Stockholm-syndromet (et psykologisk fænomen, opkaldt efter en gidseltagning i den svenske hovedstad i 1973, hvor ofrene udviklede positive følelser over for forbryderne og negative følelser over for politiet, red.) som en forklaring på, hvorfor de prostituerede af og til så anderledes på sagen.
Den spredte hovedrysten og de slet skjulte mishagsytringer fra salen var kun forvarsler om de protester, der skulle komme senere.
Først fik europaparlamentariker Britta Thomsen (S) ordet for en kort kommentar, og mindede om, at prostitution i dag er en alvorlig sag med menneskehandel og kyniske bagmænd. “Det er ikke længere bare Karen i kæret, der giver en handicappet et blowjob”, som hun sagde.
En kvinde på bagerste række fik ordet. Hun præsenterede sig som Lise, tidligere gadeprostitueret og hjemløs.
“Nu har jeg været til flere af den her slags forsamlinger, og jeg går altid herfra og føler mig voldsomt krænket. Hvorfor føler jeg mig så krænket?” spurgte hun for selv at svare:
“‘Karen i kæret, der giver handicappede et blowjob’ - hvad er det for en måde at omtale andre mennesker på? De overgreb, jeg eventuelt har lidt som sexarbejder, er intet at regne for dem, jeg bliver udsat for her. Det er her i salen, overgrebet finder sted. Det er her stigmatiseringen sker, sagde hun, mens hun kæmpede med en stemme, der var ved at knække over.
“Men mine udtalelser bekræfter jo så nu, at jeg lider af Stockholm-syndromet. Jeg har efterhånden 10 års erfaring som socialarbejder, så det bør jeg nok selv have forudsætningerne for at vurdere.”
Peter Thielst replicerede:
“Hvis du er så stødt, er det nok et eksempel på, at du bevæger dig i en branche, hvor man ikke må tale om, hvad der foregår,” sagde Thielst. Opgivende suk og ‘nej!’-udbrud bredte sig i salen. Thielst forsatte og gav sit bud på, hvorfor de prostituerede forsvarede deres erhverv:
“De fleste af os har en tendens til at lide af det selvbedrag, der gør os overloyale over for vores arbejde.”
Protesterne blev højlydte, en ung kvinde på forreste række vendte sig forarget i sædet. Pernille, som hun hedder, fik senere ordet. Efter en hel dag med fornedrelser, vidste hun dårlig nok, hvor hun skulle starte, forklarede hun:
“For det første: Jeg er ikke prostitueret, jeg er sexarbejder. For det andet: Jeg sælger ikke min krop, jeg sælger en ydelse. Og nu får jeg så at vide, at ‘det er falsk bevidsthed, Pernille’. Jeg er rasende. Det, jeg har overværet her i dag, er et overgreb. Det svarer til at blive voldtaget.”
Pernille uddybede efter høringen:
“Jeg blev nødt til at komme med et udbrud. Det var simpelthen for meget. Jeg har ikke de store talegaver, så det er svært at give udtryk for sin frustration. At blive umyndiggjort af så mange mennesker på én gang … jeg føler mig fuldstændig tom. ‘Vi vil hjælpe dig,’ siger de. Og så får man en kniv i ryggen.”
Fra panelet forklarede sociolog Claus Lautrup, hvorfor høringen er med til at tegne et skævt billede af sexarbejde.
“Vi er nødt til at putte jer ind i en skal af total offergørelse, for vi kan ikke forstå, hvordan almindelige, fornuftige kvinder selv vælger sådan, som I gør. Det er tydeligt, at ingen af os kender en sexarbejder,” sagde han, og beklagede, at debatten løber af sporet, fordi “vi udelukkende diskuterer på vores køns vegne. I stedet er vi nødt til at tage disse kvinder seriøst”.
Antropolog Jeanett Bjønness understregede på samme måde vigtigheden af, at sexarbejderne bliver hørt:
“Deres største problem er, at de ikke føler sig anerkendt af dem, som taler om dem,” sagde Bjønness, der er souschef ved rådgivnings- og værestedet Reden i Århus og i gang med at skrive ph.d. om prostitution og identitet. Hun understregede, at det ikke kun er i debatten om prostitution, at det skorter på anerkendelse:
“De oplever også en mangel på social anerkendelse. De har ikke tillid til det sociale system, fordi systemet taler om dem på en måde, der føles krænkende. Vi bliver nødt til at lytte til dem,” sagde hun.
“Vi må spørge dem: ‘Vil I hjælpes?’ Og hvis ja: ‘Hvad er så hjælp for jer?’”
Steen Schapiro fra Seksualpolitisk Forum tilbød før høringen at give sin taletid i panelet til repræsentanter fra Sexarbejdens Interesseorganisation, SIO, for, som han sagde fra talerstolen:
“De burde have stået her i stedet for mig. Den måde, man først og fremmest kan hjælpe dem på, er ved at lade dem komme til orde, og det, at de ikke er med i panelet i dag, er skadevirkende; at vi ikke hører deres stemmer er skadevirkende. De er vrede, og jeg forstår deres vrede.”
Netop sammensætningen af panelet er et godt eksempel på, hvor svært det kan være for de forskellige fløje i debatten at komme i dialog, de gode hensigter til trods.
Kvinderådet, som arrangerede mandagens høring sammen med en række andre organisationer, havde som udgangspunkt besluttet sig for ikke at invitere sexarbejdere til at sidde i panelet. Men da en talskvinde for SIO ved navn Sus henvendte sig forud for høringen for at få officiel taletid, ændrede arrangørerne deres beslutning. Dog under forudsætning af, at hun optrådte under sit fulde navn. Som modvægt til Sus inviterede arrangørerne en tidligere sexarbejder med dårlige erfaringer fra branchen. Sus indvilligede i at opgive sit fulde navn til arrangørerne, men insisterede på kun at bruge sit fornavn over for offentligheden. Hun begrundede det med henvisning til den stigmatisering, sexarbejdere ofte er udsat for. Arrangørerne ville imidlertid ikke have delvist anonyme talere i panelet, og da Sus, ifølge arrangørerne, ikke henviste til andre medlemmer af SIO, der var villige til at optræde under fuldt navn, blev resultatet, at ingen sexarbejdere var med i de tre firemandspaneler, der var udgangspunkt for høringen. Noget, der vakte stor harme blandt flere af sexarbejderne i salen.
“Vi er ikke anset for relevante i høringen her. Vi er nægtet en stemme,” lød det blandt andet fra en af tilhørerne. Ikke alle delte dette synspunkt.
“I har fået masser af taletid!” råbte en af tilhørerne hen over salen, da Maj Christensen, tidligere escortpige, for tredje gang i løbet eftermiddagen fik mikrofonen:
Men det er ikke ligegyldigt, hvilken side af talerstolen, man er placeret - om man er inviteret som taler eller som tilhører - siger Maj Christensen, der er koordinator i VIP Lounge, et netværk af og for sexarbejdere og sexkøbere:
“Jeg vil ikke kalde det taletid, når jeg skal sidde og bruge al min tid på at rette deres udokumenterede påstande. Det var den tid, jeg skulle have brugt på at fortælle om de prostitueredes hverdag. Vi kan ikke genkende os selv i det billede, der bliver tegnet af os sådan en dag som i dag.”
“Det føles forkert, når andre skal fortælle, hvordan vi har det,” fortsætter hun.
“Jeg savner, at vi selv kan fortælle om, hvordan vi oplever branchen og kunderne, i stedet for at høre andre fortælle om det. Man kan ikke læse sig til, hvad det vil sige at være prostitueret. Jeg havde selv fordomme om branchen før jeg gik ind i det. Og jeg ved, at de fordomme, man har i forhold til sådan et emne, kan være svære at lægge på hylden. Derfor vil vi gerne være en del af debatten og ikke bare nogen, der bliver talt om.”
Maj Christensen følte sig eksempelvis forulempet, da Trine Baumbach, ph.d. i strafferet, udtalte fra talerstolen, at “staten har ret og pligt til at gribe ind, når borgeren kompromitterer sin menneskelige værdighed”.
“Det er utroligt krænkende at få sådan noget at vide, fra en person som ikke ved, hvad det vil sige at sælge sex,” siger Maj. “Det er som om, hun ikke tror, vi selv ved, hvad vi foretager os.”
Maj blev også “gal”, da Hanne Helth fra Dansk Kvindesamfund argumenterede for, at mænd ikke skal have ret til at “leje kvinders skeder, munde og anusser”.
“Jeg er tilsyneladende bare en ting i hendes øjne,” siger Maj. “Men det er ikke sådan, jeg oplever mit arbejde. Kunderne lejer ikke min skede, de køber min tid,” siger hun. “Escort er ikke kun sex. Det handler ligeså meget om selskab. Nogle gange er det en middag og noget god vin og en hyggesnak, men selvfølgelig er der ofte sex involveret.”
Paneldeltager Balder Mørk Andersen, MF for SF, var i modsætning til Maj ikke bekymret for de prostitueredes manglende taletid, for som han sagde i den afsluttende panelrunde:
“Mediernes dækning af denne høring vil ikke mangle SIO-stemmer.” Og det er ikke nødvendigvis en god ting, understregede Mørk Andersen, der ikke havde stor tillid til mediernes fremstilling af dagens høring:
“Det vil være den sædvanlige viderekolportering af det drømmebillede af prostitution, som de mandlige kunder nyder godt af.”