EFTER BARACK OBAMAS historiske sejr tirsdag aften er det uimodståeligt at notere to vigtige datoer og to amerikanere, der lige som Demokraternes præsidentkandidat i 2008 nærede en dyb tro på den amerikanske nations ubegrænsede potentiale som bannerfører for frihed, lighed og retfærdighed. Nogle amerikanere giver aldrig op. I fortvivlende tider tænker de tilbage på de principper, som ligger til grund for dannelsen af deres nation og finder dybt i deres sjæl modet og viljen til at kæmpe videre mod alle odds. "Yes, we can," lød Obamas mest inspirerende og kraftfulde slogan under primærvalgkampen. Denne sætning blev formuleret af mexicansk-amerikaneren César Chavez under hans succesrige bestræbelser på at organisere titusinder af fattige og retsløse mexicanske landarbejdere i Californiens Central Valley i midten af 1960'erne. Deres kamp var en kamp imod alle odds. En drøm, som kun blev til virkelighed, fordi Chavez forstod, hvor stor en magt undertrykte mennesker besidder - hvor utroligt langt de kan nå - hvis de organiserer sig, står sammen i last og brast og lader deres argumenter hvile på de demokratiske principper, som nationen er bygget på.

SENATOR ROBERT F. KENNEDY var den mest prominente nationale politiker, som åbent støttede Chavez og de mexicanske landarbejdere. I går var det 40 år siden, at Bobby Kennedy blev myrdet på et hotel i Los Angeles efter overraskende at have vundet Californiens demokratiske primærvalg i 1968. I løbet af sin 3 måneder lange valgkampagne gjorde Kennedy mere end nogen anden hvid politiker for at løfte sløret for den sociale ulighed og racediskrimination, der dengang var så rodfæstet i det amerikanske samfund. Efter drabet på Martin Luther King Jr. 4. april samme år havde senatoren givet en tale, som bidrog til at holde sammen på en dybt rystet og splittet nation, hvor en borgerkrig lålige for.

At en sort politiker, som bl.a. er inspireret af disse to historiske skikkelser, vinder nok delegerede til at blive kåret som Demokraternes præsidentkandidat 40 år efter mordet på Bobby Kennedy, og at denne mand - Barack Obama - vil blive kåret og hyldet på samme dag, 28. august, som Martin Luther King holdte sin berømte tale: 'Jeg har en drøm' i Washington i 1963, er i sandhed en epokegørende begivenhed i amerikansk historie. Beundrere af Obamas oratoriske talent kan se frem til hans takketale i Denver torsdag aften 28. august.

1968 VAR ET ÅR fyldt med håb i USA. Men de to største lys blev slukket; Richard Nixon vandt præsidentposten i kraft af sin racistisk betonede kampagne i sydsstaterne, Vietnamkrigen blev først afsluttet i 1974 og det er som om, Amerika aldrig har genvundet troen på sig selv og sine oprindelige idealer siden 1968. Historien gentager aldrig sig selv, i hvert fald ikke i samme skikkelse. Men det er indlysende mere end blot et lykketræf, at mange millioner vælgere i 50 delstater har deponeret deres håb om en bedre fremtid, mere på linie med landets grundlæggende værdier, i en ung og lovende præsidentkandidat. Som den første afro-amerikanske præsidentkandidat skriver Barack Obama naturligvis historie; en vigtig barriere er blevet brudt ned. Dette imponerende fremskridt har allerede inspireret millioner af børn i Amerika og verden over, som lever i en dagligdag, hvor deres hudfarve stadig kan være afgørende for, hvorvidt de sidder fast i et gammelt mønster eller rykker frem i tilværelsen. Nu forstår den nye generation, at race ikke længere kan være en hindring. Når først en hurdle er blevet overskredet, falder de andre - dem for kvinder, homoseksuelle, invalider, etc. Det er derfor, at Hillary Clintons kvindelige tilhængere ikke bør være forbitrede. Tværtimod bør de ane mulighedernes porte åbne sig yderligere.

MEN I SIDSTE ENDE var det ikke løftet om en sort præsident, som inspirerede Obamas vælgere. Det var hans formidable politiske talent og håbefulde budskab. USA har i de sidste otte år gennemlevet en traumatisk periode. Først Højesterets foræring af præsidentposten til George W. Bush, dernæst terrorangrebet 11. september 2001, så mishandlingen af terrormistænkte i Guantánamo og krigsfanger i Afghanistan, dernæst invasionen af Irak på et falsk grundlag og tortur af krigsfanger i Abu Ghraib, en katastrofal Mellemøstpolitik som styrkede Amerikas fjender og svækkede dets venner. I dag er USA lige så forhadt og upopulær, som det var under Vietnamkrigen. Det er noget, mange amerikanere ved og håber vil ændre sig med en ny præsident. Indenrigspolitisk har Bush-styret iværksat et frontalt angreb på borgernes frihedsrettigheder, den sociale og økonomiske ulighed er vokset, der er flere fattige og husvilde og flere uden sygesikring, hundretusinder af krigsveteraner er blevet fysiske og psykiske invalider for livet og sidst, men ikke mindst, har Bush-regeringen afvist at bekæmpe klimaopvarmningen. Det er nok til at tage pusten fra én. Men Obama så rigtigt. Hans generations møde med disse udfordringer er nu. Hvis han bliver båret til Det Hvide Hus af en folkelig bevægelse, er det endda muligt, at han kan tackle nogle af disse problemer.