Vi er på en forlænget weekend i London og er begge enige om, at der mangler noget. Vi er stået tidligt op hver morgen, og vi har nået at se rigtig meget hver dag.
Men lige meget hvor vi tager hen, virker det som om, vi bare går i fodsporene på alle de andre turister i byen. Selv den morgenmadscafé, vi har fundet, og som ellers så meget engelsk ud, viste sig at være fyldt med folk fra Australien og USA.
Vi har ellers aftalt hjemmefra, at vi skulle opsøge det rigtige, ægte London. Men det er ikke gået så godt indtil videre. Derfor har vi besluttet at tage til hundevæddeløb.
Egentlig ville vi have været til fodbold. Men vi har efterhånden set så mange Drogba-, Gerrard- og Christiano Ronaldo-trøjer hænge i souvenirbutikkerne, at det ikke virker så autentisk mere. Hundevæddeløb er derimod for den rigtige londoner, og vi beslutter at tage til Walthamstow Stadium, der endda ligger i arbejderbydelen East End.
Der er dejlig langt til Walthamstow, der viser sig at være en slags forstad i det nordlige East End. Først skal man med tog, og så skal man køre 20 minutter i bus.
Vi kan mærke, hvordan vi kommer længere og længere væk fra Big Ben og Tower of London.
Vi ankommer i god tid, og kan sidde og se på stadion, inden løbene begynder. Det er bygget i en meget gennemført art deco-stil, og ligner ikke noget, vi kender herhjemmefra.
Vi har købt et væddeløbsblad og har læst det i dobbeltdækkerbussen på vej herud. Men der var ikke mange begyndetips i det, så i stedet falder vi i snak med vores sidemand, der er en ældre englænder.
Han fortæller os om reglerne og om hvordan, man spiller på hundene. Det lyder meget lige til, og vi er glade for at have taget godt med kontanter med.
Han fortæller også om selve stadion. Det blev bygget i 1933. Det var få år efter det første hundevæddeløb i England, og i den periode var der en enorm interesse for den nye sport, der var kommet til landet fra Amerika.
Walthamstow stadion blev bygget af en illegal bookmaker, der hed William Chandler.
Han skal have været noget af en ganster-type, fortæller vores sidemand. Chandler ville tjene nogle ærlige penge på de populære hundevæddeløb, og byggede et stadion på en billig grund uden for London. Da han døde, arvede en af hans sønner stadionet, og det er i dag stadig ejet af Chandler-familien.
I dag er Walthamstow det mest besøgte stadion med hundevæddeløb i England, og der er løb herude fem gange om ugen.
Vi kigger ud over tribunen og kan se, hvordan pladserne langsomt bliver fyldt op. Det er et meget blandet publikum. Der er grupper af unge venner, der ringer og vinker til hinanden på tværs af tribunen. Der er kærestepar og børnefamilier. Og der er gamle mænd, der sidder lidt for sig selv og ser ud til at skulle følge løbene meget grundigt. Nogle af dem studerer det væddeløbsblad, som vi også har købt.
På en aften er der 14 løb med omkring 20 minutters mellemrum. I hvert løb er der seks hunde, og der skal tilbagelægges enten 475 eller 640 meter. Vi har et program med navnene på hundene i de forskellige løb, men sidemanden er ikke så snakkesaglig, da vi prøver at få nogle staldtips.
Inden hvert løb bliver de seks hunde præsenteret for publikum. Der er seks assistenter, der går forbi tribunen med hver deres hund i snor. Hundene har store numre på, og før det første løb prøver vi at lure hvilket nummer, der er værd at sætte vores penge på.
Fyrene omkring os hepper højlydt på hund nummer to, der bliver holdt af en køn, blond pige. ‘Come on, two’, råber de. ‘Lovely little number’, siger vores sidemand til os.
Vi sætter penge på hund nummer to, men den er ikke i nærheden af at vinde.
Før det næste løb har pigen nu snor i hund nummer seks, og så er den, vi alle råber og pifter efter. ‘Lovely little number’, siger vores sidemand igen.
Stemningen er som i en rigtig engelsk pub, hvor folk kommer for at møde deres venner, drikke øl og have en god aften i byen. Det er bare større og udendørs, og hvert 20. minut bliver lyset slukket og alle vender sig mod løbebanen. Mens hundene løber, er alle koncentrerede om løbet. Der bliver råbt og heppet, og efter få sekunder er løbet forbi. Rundt omkring bliver der jublet, mens de fleste nøjes med at krølle deres kvitteringer sammen.
Derefter falder der ro på igen, og vi er tilbage på pubben. Nogle går i baren for at hente nye forsyninger eller får måske øje på nogen, de kender, og hilser og hører, hvordan det går. Vi er meget tilfredse med vores udflugt. Det er det her London, vi har ledt efter.
Minimumsindsatsen, hvis man vil spille på en hund, er kun 20 pence, så alle kan være med.
Og det er de også. For at leve sig rigtigt ind i løbet, er man nødt til at stå med en potentiel vinderkvittering i hånden, også selv om det kun drejer sig om nogle få kroner.
Rundt omkring på stadion er der små luger, hvor man kan gøre sin indsats. Det går hurtigt, når der skal afregnes inden næste løb, og der er mange forskellige spilkombinationer.
Men vi husker på, hvad vores sidemand forklarede, og vi får også udleveret en lille pjece med de mest populære måder at spille på.
Vi ved stadig intet, om de hunde der løber, ud over deres navne. Vi ender med at sætte penge på de navne, der lyder som de mest sandsynlige vindere: Hunters Choice, Born for Glory, That’s My Boy osv. Og vi undgår hunde som Snoozy og Lassie.
Det virker faktisk forbavsende godt, og flere gange kan vi betale i baren med penge, vi har vundet.
Nederst på tribunen samler folk sig om en håndfuld mænd, der står med hver deres store tavle med odds for det næste løb. Det er selvstændige bookmakere, der konkurrerer med hinanden om kunderne. Her er ingen elektroniske udregninger. Bookmakerne regner odds ud i hovedet, og med en sprittusch ændrer de lynhurtigt tallene på deres tavler.
Hernede er det som en lille markedsplads, hvor man spejder rundt efter det bedste tilbud og må slå til inden oddsene falder igen.
Her er den mindste indsats fem pund, og man får ingen kvittering med oplysninger om indsatsen. Kun et lille garderobenummer, så bookmakeren kan huske, hvem man er. Han har så skrevet alle sine væddemål op på et stykke papir.
På markedspladsen er spil en tillidssag, og vi får at vide, at det er de samme bookmakere, der har stået der i mange år.
Da det sidste løb er færdigt forlader vi stadion og finder hen til busstoppestedet.
I bussen sidder vi på bagsædet bagved en pige, der også var på stadion. Hun taler i mobiltelefon, og vi prøver at følge med i, hvad hun siger, selv om det er svært at forstå hendes cockney-engelsk. Hun fortæller om sin aften. Vi kan høre, at hun siger, at hun tog til hundevæddeløb. “I went down the dogs”, siger hun i telefonen. Vi nikker til hinanden omme på bagsædet. “Ja, vi gik i hundene”, siger vi næsten samtidig på vej tilbage mod hotellet.