I maj-juni udgaven af det sekteriske Tidehvervs pamflet afskriver MF Søren Krarup, tryksagens redaktør, sig sin hidtil uforbeholdne beundring for statsminister Fogh Rasmussen. Denne har Krarup ellers ved flere lejligheder fremhævet som den betydeligste statsminister i Danmarks nyere historie, en politiker fast forankret i dansk folkelighed, ja ligefrem folkekirkelighed, skriver Krarup, og som rodfæstet.
Det sidste er i Krarups enkle ordforråd det fineste, man kan være: rodfæstet. Dertil kommer at Fogh Rasmussen er karakterfast, en mand over for hvem der ikke er noget at komme efter, og hvis princip i folkelig folkekirkelighed udtrykkes i mottoet: noget for noget. En mand til alle årstider.
Søren Krarup har i passende sammenhænge ligefrem rost statsministeren. Ros i Krarups mund og pen er ikke gumlekost for øg og fæ, men forbeholdt særligt udvalgte som Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe, Martin Luther og den jævne, ærlige, hæderlige, rodfæstede, kristne danske dansker.
Det er den sidste sagen denne gang drejer sig om. Og nu har farven over for statsministeren fået en anden og mere velkendt lyd; er blevet grel og skarp af vrede og foragt. Stærke følelser der udspringer af skuffelse over Fogh Rasmussen; og skuffelse kan drive selv rodfæstede sjæle ud i fortvivlelse og som allerede antydet til opsigelse af tro- og huldskab.
Sagen er den at Søren Krarup har haft efterårsferie. I efteråret må man gå ud fra, og her har læst en bog. Krarup har ofte et selvoplevet udgangspunkt for sine skriftlige bidrag: en mand han lige har mødt, en jævn og hæderlig dansker, eller en telefonsamtale fra en rodfæstet ærlig dansker; eller det kan være erfaring om det modsatte: en uærlig, uhæderlig, rodløs person, en ikkedansker. Det er sådan lidt op og ned, hvad der nu passer sig i sammenhængen. Men hver gang han får sig sådan en på opleveren tager Søren Krarup affære og svinger køllen i rigsvåbenet.
Det han også denne gang og rammer Fogh Rasmussen lige midt i panden.
Nu kunne man her fristes til at forestille sig at Søren Krarup efter sine efterhånden mange levebrødspolitikerår i Folketinget endelig havde opdaget noget, som ikke helt er som han har gået og bildt sig selv ind og beruset af egen ufejlbarlighed i den insisterende stil har betroet andre.
Man kunne forestille sig at Krarup havde opdaget at Fogh Rasmussen nok er rodfæstet i sit magtfulde embede, men måske ikke er helt så, nå ja, se ovenfor i afslutningen af første afsnit under karakteristikken af den rodfæstede dansker: måske nok jævn og kristen, men ikke helt så, prik, prik, prik, som man normalt må forlange af en betydelig statsminister.
Søren Krarup kunne for eksempel have opdaget at Fogh Rasmussen for politisk vindings skyld bedrev kreativ bogføring og groft vildledte Folketinget; det begav sig dengang Fogh var skatteminister og måtte gå for at overlade posten til en anden af Venstres rodfæstede personligheder i nyere danmarkshistorie, Farums opfindsomme borgmester Peter Brixtofte, som man også godt kan kalde jævn.
Eller Søren Krarup havde måske opdaget at statsministeren i noget så afgørende som sit lands deltagelse i en krig endnu engang vildledte Folketinget, ja endog - dybt rodløs hvad angår sandheden - afgav skiftende forklaringer og hævdede tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak uden bagefter så meget som at give sine landsmænd et kvæk af en undskyldning for ammestuehistorien.
Eller det kunne være fordi statsministeren gennem syv lange år aktivt og offentligt i næsegrus beundring har advokeret Danmarks interesse i et ekstraordinært hjerteligt forhold til den mest uduelige, uintelligente og primitive amerikanske præsident i embedets lange række af, bevar’s kvalitativt svingende, men næppe nogensinde så ringe eksemplarer.
Der kunne være årsager nok, selv for en mand som Søren Krarup - der vel som andre dødelige kan have sine lyse øjeblikke - til at ændre synet på Fogh Rasmussen.
Men årsagen er en anden og overraskende. Søren Krarup har som sagt læst en bog, Jens Smærup Sørensens Mærkedage.
Dette var i sig selv en slem oplevelse, eftersom Smærup Sørensen ifølge læseren skildrer menneskene på sin hjemegn, således at de ikke fremstår som dem Krarup kender fra sit eget gamle sogn, nemlig som hæderlige, ærlige, jævne og rodfæstede folk. Her må man jo forestille sig at mennesker i sogn i Krarups øjne er ens fra sted til sted.
Smærup ser sine personer som også noget andet. Det har man hørt om: at folk på det ydre plan, hvor en Søren Krarup som præst kan have mødt dem ved kaffebordet i sognegården, er fremstået som hæderlige, jævne, ærlige og rodfæstede som sådanne i egen muld eller parcelhus eller firhjulstrækker. Men efter præsten har gurglet det sidste skvæt kaffe i sig, kan sognebørnene jo godt have teet sig, uden at Krarup har opdaget noget. Man har jo også hørt om den slags.
Det kan nu være hvad det være vil, Smærup er i Krarups optik en arrogant akademiker der forhåner sine lokale landsmænd. Sådan er forfattere.
Krarup kalder således i sin litterære vurdering Klaus Rifbjerg, der uafvidende gik Krarups ærinde og protesterede mod statsministerens optræden, stupid, krukket, indbildsk og banal. Ret har pastoren at man ikke kan stole på forfattere. De skriver om virkeligheden, men ondulerer denne, så den ofte hverken ligner Krarups eller Morten Korchs.
Hvad værre er, og her er det den krarupske illusion brister: Da Fogh Rasmussen ved Smærups laureatfest holdt sin tale - eller sin og sin - afslørede han sin globaliserede rodløshed.
Statsministeren gjorde i sin hyldest til Smærup Sørensen opmærksom på at han selv - som forfatteren - fik taget skridtet fra bondetilværelsen til akademiker, fra det lokale til det mindre lokale; næste generation er gået videre og er blevet globale og har bosat sig fjernt fra Danmark.
På dette sted slår viseren op i Søren Krarups røde felt. Stod statsministeren ikke dér og sagde - velsagtens også som led i sin internationale karrierepleje - at det globale er målet; at det lokale, hvor rødderne ellers skulle have fastholdt personen, blot er et stadium på vejen ind i verden!
Statsministeren afslørede sig herved som det værste af alt ondt, nemlig som kosmopolit med tro på udvikling og dermed naturnødvendigt hos Krarup: afvikling af sit fædreland.
At være global i mentaliteten er intet mindre end Danmarks nedlæggelse, hvilket enhver med samme større eller mindre trang til at bryde ud af barndommens gade automatisk gør sig skyldig i. Ørnen løfter med stærke slag over de høje bjerge, men det skal ørnen ikke bryde sig om, men pænt folde organet sammen og stikke næbbet i kaffekoppen. Det tyder det nu ikke på at Fogh Rasmussen har i sinde, tværtimod lokker de bonende gulve, og det tror fanden efter i længere tid at have siddet og gloet på Lars Løkke Rasmussens bilag og Birthe Rønn Hornbechs muntre smil.
Eftersom Søren Krarup i egen opfattelse er en jævn, hæderlig, ærlig og lokalnationalt rodfæstet politiker og ikke har påtaget sig politikergerningen som levevej, men som sin nationale værnepligt, burde kun en af fire konsekvenser af dette fundamentale opgør med Fogh Rasmussen være mulig:
1) Krarup forlanger statsministerens afgang.
2) Krarup nedlægger sit eget mandat.
3) Krarup får en skideballe af madam Kjærsgaard.
4) Der sker ikke noget som helst.