I de senere uger har der været nogen debat omkring de danske museers, og særligt kunstmuseernes, økonomiske formåen i forhold til de krav, de er underlagt af museumsloven. Et enkelt kulturhistorisk museum har ymtet en vis bekymring for stigende opgaver, skårede budgetter og en klinket faglig soliditet som følge. Kulturministeren har også deltaget i denne debat, der fungerede som en art opvarmning til den nyligt afholdte konference om fremtidens museum. Der var fokus på museernes samfundsmæssige rolle i en omskiftelig tid, hvor der lægges sammen og trækkes fra på højtryk i det kulturpolitiske og kommunale landskab. Og efter sigende blev der en god diskussion.
Konferencen var inspireret af de britiske museer, der har opnået stor succes i omstillingen til oplevelsesøkonomien. Og det er rigtig interessant, at Kulturministeriet hermed signalerer, at der er noget, der er værd at kigge langt efter i det gamle imperium. British Museum, Imperial War Museum North, Tate Modern og Science Museum er blot nogle af fyrtårnene i et museumsvæsen, der sætter en international dagsorden på en række områder, hvoraf genstande, forskning og udstilling kun er nogle få. Spørgsmålet er så: hvad er det, vi kan lære af England?
I slutningen af 2006 lavede London School of Economics en undersøgelse af de engelske museers samfundsøkonomiske betydning. Overskriften var ‘nøglen til Englands succes som kreativ økonomi’, blandt andet ud fra hovedpunkter som disse: syv ud af Englands ti største attraktioner er museer. 42 millioner mennesker besøger årligt de 56 nationale museer, hvilket overstiger den samlede tilstrømning til engelsk fodbold. Ét af tusind pund i den engelske økonomi stammer direkte fra museer og gallerier.
Så der er altså reel økonomi at blive inspireret af. Investeringen i et ambitiøst og bredt museumsvæsen bidrager væsentligt til dynamikken i en globaliseret oplevelsesøkonomi. For så vidt, som rapporten konkluderer, at der til stadighed investeres i denne sektor. Og tegn i tiden antyder, at der er investeringspotentiale i danske museer.
Efter Muhammed-krisen bestilte regeringen en stor undersøgelse af Danmark som brand. En konsulent havde spurgt en række internationale informanter om dansk kultur, og det stod angiveligt sløjt til på den front. Danmark placeres lunkent i midten af de 35 lande i undersøgelsen, og folk mener tilsyneladende at danskerne er et flittigt, ærligt og kedeligt folkefærd. Et af de markante resultater af undersøgelsen var dog, at langt de fleste - noget nær en tredjedel - primært huskede Danmark for museerne. Ikke for film eller moderne design, men for museer! Det er da en seriøs anerkendelse til branchen og noget at bygge videre på i en diskussion af museernes økonomiske betydning.
Men der er flere værdibegreber på spil. De engelske museer anerkendes i den engelske rapport og i andre sammenhænge for deres store betydning for integration, borgerinddragelse og bidrag til det nationale uddannelsesniveau. Flere og flere udsatte samfundsgrupper benytter museerne, der også tiltrækker frivillig og henvist arbejdskraft, venneforeninger, lokale interessegrupper og åbne arrangementer over en bred kam. Dette bidrag til en fælles identitet og sammenhængskraft bliver sjældent synligt i en vurdering af museers og andre kulturinstitutioners samfundsmæssige betydning. For slet ikke at nævne den indsamling, forskning, formidling og bevaring som museerne bliver målt på i forvejen.
For nogen tid siden afholdt Nationalmuseet et seminar om nationale museers rolle i et globaliseret samfund. Et af de prægnante indlæg var fra British Museums leder, Neil MacGregor, og hans pointe kan gælde for alle museer med en historisk formidling. Grundlæggende, sagde han, er British Museum ikke regeringens museum, men borgernes. Det betyder bl.a. at museets fremmeste opgave er at vise, at vores samfund ikke altid har set ud, som det gør i dag, og at det derfor kan ændres også i fremtiden. Denne tilsyneladene banalitet indeholder også museernes grundlæggende værdi i et demokratisk samfund.
Det kan være, det er der, den primære inspiration fra England ligger. Et samfund, der ser på sit museumsvæsen som en dynamisk kraft, både hvad angår økonomisk bytteværdi og kulturel værdi, vil også investere i det. Det gælder vel både for vores regering og for os som borgere i et velfærdssamfund. Hvis vi udelukkende taler om museer som nogen, der får eller ikke får, risikerer vi at konstruere et billede af en række institutioner, der skal fodres med penge, men som egentlig ikke bidrager. Den engelske rapport har synliggjort, at der faktisk bidrages mærkbart til sammenhængskraften fra museumssektoren. Det ville være rigtig interessant, hvis den gode diskussion om fremtidens museum mundede ud i beslutningen om en sådan undersøgelse på dansk grund.
Mikkel Thelle, historiker og museumsinspektør, Nationalmuseet