I øjeblikket går det løs med EM i fodbold i Østrig og Schweiz, og lige om lidt er der Wimbledon i London og Tour de France, inden OL i Kina venter rundt om hjørnet. Det bliver ved og ved. De gigantiske, moderne sportsbegivenheder er overalt, og de er der hele tiden. Og det bliver kun værre, hvis man tror, man ved at åbne en avis eller tænde for tv kan slippe for hysteriet, nationalismen og kommercialiseringen. Det lader sig ikke gøre. Mediet er budskabet, og budskabet er hele vejen hen til banken: Sport til verden, indtil vi dratter døde om.
Det drejer sig om krop og kultur. Om kropskultur. Det er samtidig titlen på den på én gang tunge og lærde, vittige og veloplagte bog, som den hollandske biolog og forfatter Midas Dekkers har skrevet om fænomenet. Han kan ikke udstå det. Det er, som om bogens 350 sider kan koges ned til en enkelt arrig proklamation: “Sportsfolk, motionister i alle lande - hold op med det!”.
Dekkers kan ikke tåle synet af den absurde, menneskelige dårskab, han ser i centrum af den moderne tids sports-, motions, og kropskultur. Den minder ham om noget. Den minder ham om de såkaldte tallerkennegre fra visse egne af Centralafrika. Dekkers skriver, at det forventes af os, at vi synes, den slags deformering af kroppen er “uklogt og primitivt”, men han har en pointe: “En maratonløber omformer sin krop lige så meget, og årsagen er ikke meget bedre. Hver dag er han optaget af sin krop, i træningstiden så besat, at han sætter sin sundhed på spil. Det ligner et klart tilfælde af masochisme, men masochismen er aldrig entydig. Der er også altid sadisme inde i billedet. Kroppen er masochist, ånden sadist. Sammen leger de en leg, som begge parter nyder. Gang på gang jager ånden kroppen op ad bjerget ligesom Sisyfos med stenen, og lige så ofte triller stenen ned igen uden at have nået toppen. Hvad går der dog af ånden?”
Det er dette spørgsmål og dette grundtema, Dekkers med utallige variationer gennemspiller i løbet af de mange sider i sin bog. Der er kroppen og ånden, og de er nok to sider af samme sag, men de er alligevel også adskilte og i konstant konflikt. Heraf følger både Sisyfos-billedet og sadomasochismen. Dekkers selv bestiger kun tankernes bjerg eller elfenbenstårnet. Han er den klassiske intellektuelle, den konservative skeptiker. Kropskulturpessimist til fingerspidserne. Koketterer hårfint med, at han i computerens tidsalder materialiserer sine egne ord på en gammeldags skrivemaskine. Han holder meget af katte. De er ligeglade med konkurrence: “Selve tanken om at vinde siger ikke katten spor. Katte slås ganske vist med hinanden, men de slås om en mus eller en partner, ikke om sejren. Man kan under ingen omstændigheder få to katte til at løbe om kap om førstepladsen. Den overlader de med glæde til hinanden. Katten er ikke nogen hund”.
Og mennesket er ikke en maskine af sport og motion og bevægelse. Men det er det blevet ifølge Dekkers. “Fjern den industrielle revolution, og sporten forsvinder,” udbryder han tankevækkende om den sammenhæng, der er så synlig, at vi måske slet ikke kan få øje på den. For han har jo stort set ret i, at siden grækerne holdt op med deres olympiske lege, gik der 1500 år - hele middelalderen, renæssancen og oplysningstiden - hvor sport i mere organiseret og udbredt forstand var sporløst forsvundet i den vestlige kultur.
Dekkers tidsfæster meget nøje den moderne sports fødsel til 1806, da den preussiske hær havde lidt forsmædelige nederlag til Napoleons tropper. De bitre oplevelser fik den preussiske teolog og lærer Friedrich Jahn til at indse, at der måtte ruskes op i fædrelandets unge dovenkroppe: “Først når alle våbenføre mænd er blevet kampklare ved hjælp af legemsøvelser, stridbare ved hjælp af våbenøvelser og krigslystne af kærlighed til fædrelandet, kan et folk kalde sig våbenført”.
Derefter gik det slag i slag, og den krigerisk sindede patriot Friedrich Jahn anerkendes i dag som den moderne gymnastiks fader. Hans indstilling bredte sig også til Danmark. Dekkers gør opmærksom på, at gymnastikpædagogen Franz Nachtegall, som fik danskerne til at dyrke gymnastik i stort mål, var drevet af en brændende fædrelandskærlighed. Baggrunden var de danske krigstraumer fra 1807 og englændernes bombardement af København. Det måtte der gøres noget ved. Og, som Dekkers skriver om Nachtegalls mission, “for at peppe det nationale forsvar op igen for en billig penge søgte man lykken inden for gymnastikke”.
Selvfølgelig er slægtskabet mellem sport og krig umuligt at overse. Civilisationen er en kampplads —skønt overflade, design og iscenesættelse har ændret sig med tiden. I Colosseum i Rom blev mennesker faktisk dræbt. Det gør de ikke under vor tids Olympiske Lege. I hvert fald kun langsomt og for egen hånd, som Dekkers ser det. “Alle eliteidrætsudøvere er vanskabninger,” konkluderer han og sammenligner OL med et freakshow:
“Sorte fra Afrikas indre kæmper mod tatariske brydere, damer med skægget raget af, dresserede atletikbørn, den stærke mand og den fede kuglestøderdame. Den, der afviger mest, har størst chance for at vinde. Kom og se!”.
Man kan f.eks. kaste et blik på kapgængerne. Nej, lad hellere være, hvis Dekkers har ret: “Kapgang minder om en pilot, der ikke vil i luften, om at tisse med stiv pik, om en lort, der ligger på tværs”.
Men det bliver ikke bedre, hvis man ynder at lade sig underholde af dressurridning: “Stakkels hest. I takt til hæslig musik viser den smukke gangarter, indimellem afløst af en slags trippen, småhoppen og steppen. Ofte sidder der en kvinde i gammeldags herretøj på den. Hestens bevægelser virker en kende bøssede. En bøsse med en transvestit på ryggen, og det præmierer man så”.
Dårskab i renkultur. Selvpine i ekstrem grad. Sisyfos som flagellant. Det er denne kerne i sport og motion, som Dekkers igen og igen påpeger og vender tilbage til. Hans appel retter sig i stedet til besindelsen, til det almindelige og gennemsnitlige. Det er alt nok for den fysiske og mentale sundhed: “Der er ikke nogen grund til at hoppe og springe på den måde, så længe man opfører sig normalt. De færreste behøver at gøre noget for det. Der er bare ting, de skal holde sig fra. Kør ikke bil, se ikke fjernsyn, brug ikke tid på computeren”.
Lad os tage det stille og roligt. Det lader sig ikke gøre. For i sport på eliteniveau befinder skønheden og dramaet sig altid helt ude ved grænserne - ude i nærheden af det ukendte - og fascinationen af dem ligger i selve begæret. En skeptiker som Midas Dekkers afskyr sporten, men holder så meget af katte. Det, han tilsyneladende ikke ser, er forbindelse mellem dem. At kattens legende lette dyriske styrke og smidighed netop kan udløse en længsel, en forhåbning i den menneskelige bevidsthed. Det smukke lader sig realisere. Det umulige er muligt.