“Jeg håber, denne dag bliver en huskekage til EU-systemet og alle de EU-glade regeringeri Europa. En folkerøst, der minder dem om, at de skal (…) lade være med at forsøge at presse alt muligt ned over hovedet på befolkningerne.”
Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard
DET ER IKKE en helt urimelig øvelse at reflektere over reaktionerne på det irske nej til Lissabon-traktaten. Som for tre år siden i Frankrig og Holland er det først og fremmest alle højre- og venstrepopulistiske kræfter i Europa, der glæder sig. Fra Enhedslisten til de britiske konservative. Fra Dansk Folkeparti til de polske abortmodstandere. Fra Sinn Fein til den italienske Alleanza Nationale. Sammen med en portion amerikanske og kinesiske politikere, som forstår, at der er mere plads i det globale magtspil, så længe europæerne til stadighed ikke kan finde ud af at vedtage et regelsæt for EU.
I alle de europæiske socialdemokratier og centrum-højre-ledede regeringer vånder politikerne sig derimod. Men modsat hvad Pia Kjærsgaard antager i citatet ovenfor, har “folket” som mytologisk størrelse ikke altid hverken “ret” eller vil det gode - det er derfor, man ikke ønsker sig folkeafstemning om udlændinge eller dødsstraf.
Til gengæld kan man rimeligvis spørge: Hvad er der galt med EU? Vi ved jo, at traktaten var faldet ved en folkeafstemning i andre medlemslande også.
HVIS MAN i realpolitikkens navn fravælger dem, der bare vil nedlægge EU, så lyder en ofte brugt diagnose, at der savnes politisk lederskab, modige reformer og entusiasme. Politikerne har fejlet i at formulere en samlende vision for Europa. Men hvor sympatisk analysen end lyder, er den næppe rigtig. Lige meget hvor entusiastiske, visionære eller reform-mindede, EU’s stats- og regeringschefer viser sig, er det sandsynligt, at EU aldrig bliver noget folkeligt projekt.
EU er en politisk-bureaukratisk konstruktion, som ikke fordrer, at vælgerne føler nogen speciel begejstring for andet end deres egne folkevalgte. Heldigvis. Europa har dårlige erfaringer med regimer, der bygger på folkelig mavefølelse og heftige emotioner.
EU ER OGSÅ en konstruktion, der virker indirekte gennem regering og Europa-Parlament. Man mærker ikke Unionens eksistens i det daglige på samme måde som en national eller lokal politisk beslutning om daginstitutioners normering eller hospitalers ventelister.
Det føles med andre ord som en ret gratis omgang at stemme nej. Bagefter er alt jo som før. “Stem nej for en sikkerheds skyld. Siger du ja, bliver du aldrig spurgt igen,” lød et nej-slogan fra de danske euro-skeptikere, dengang danskerne sagde nej til den fælles mønt. Et slogan, der kun bygger på én ting: folkets mistillid til eliten, til “systemet” - altså den demokratiske styreforms forvaltere.
PROBLEMET ER naturligvis, at EU er alt andet end ligegyldig. Det er ikke for sjov, at alle ansvarlige partier og politikere i Europa går ind for foretagendet. EU er en unik international konstruktion, som alle sine mangler til trods formår at binde de europæiske demokratiske markedsøkonomier sammen i en fredelig forhandlingsbaseret model, hvor man arbejder sammen på at finde kompromiser til gavn for sine borgere og for at få indflydelse på sin store allierede, USA. Og i håbet om at påvirke stormagter som Rusland, Indien og Kina, der ikke lader sig afficere af enkelte europæiske landes politikker.
Derfor egner EU-traktater sig til at blive vedtaget i det nationale parlamentariske demokrati og ikke i det direkte. Men da det umuliggøres af den irske forfatning, bliver irerne med stor sandsynlighed bedt om at forsøge igen. Som da de sidst afviste en EU-traktat i 2001. Ikke fordi de skal trynes, ikke fordi de er mindre værd end andre EU-borgere. Men fordi Europa har brug for ikke at skulle begrave sig i endnu en runde interne årelange forhandlinger om institutioner og stemmeregler og poster.
EUROPA HAR BRUG for en handlekraftig union, der kan træffe politiske beslutninger. Fra miljø til udenrigspolitik. Fra genmodificeret majs til regler for indvandring. Fra globale regler om frihandel til bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet. Og så kan det da anbefales, at man også arbejder særdeles hårdt på at finde den magiske formular, der gør, at indpakningen - traktatteksterne - også kan sælges til borgerne. For kønt ser det jo ikke ud, endsige demokratisk.
Men her findes imidlertid et alternativ til at stemme om den samme traktat igen; en afstemning om irsk EU-medlemskab.
Irerne har nu sagt nej to gange i det samme årti til en EU-traktat. Det kunne være rimeligt at spørge dem, om de ikke skulle vælge en løsere tilknytning til den europæiske union som f.eks. Norge eller Schweiz.
Alternativet er EU med Lissabon-traktaten. Det er et klart valg for irerne, og et folkeligt ønske om en anden type medlemskab vil blive respekteret af resten af Unionen.