Jeg var kommet med toget fra Aberdeen i det nordlige Skotland og havde en time i den skotske hovedstad Edinburgh. Jeg havde to timers ventetid på toget til London. Og der stod han så og solgte portugisiske fodboldtrøjer for 25 pund stykket - i Skotland. De gik som varmt brød. Den skotske hovedstad var fyldt med portugisere.

Logisk nok: England spillede samme aften kvartfinale imod Portugal. Og din fjendes fjende er din ven. Skotterne støttede Deco, Figo og Christiano Ronaldo. For i Skotland holder man med to hold: Skotland og ethvert hold der spiller mod England.

I gamle dage - dvs. i middelalderen kæmpede Robert the Bruce og William Wallace blodige slag mod den engelske overmagt. I dag er sværdet og stridsøksen blevet udskiftet med en fodbold og sange fra tribunerne.

"Krig er fortsættelsen af politik med andre midler," skrev den store tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz (1780-1831) i sin bog Vom Kriege - 'Om krig'. I dag kan vi tilføje at fodbold er fortsættelsen af krigen med andre midler. Følelserne er de samme - det samme er hadet, men midlerne er forskellige.

Hvis man vil forstå fodbold, må man forstå det moderne Europas kulturhisto-rie og politiks væsentligste begreb, nemlig nationalismen.

Nationalismen er en ideologi der blev opfundet i begyndelsen af det 19. århundred, er det engang blevet sagt.

Det var dengang lokalsamfundene brød sammen og verden blev større. For at sikre sammenhæng og solidaritet var det nødvendigt, at skabe en kunstig form for sammenhæng. Resultatet var nationalismen. Og det er ikke nødvendigvis et onde. Tværtimod kan nationalfølelsen bidrage til medfølelse med de svage i ens folk.

For over- og middelklassen var nationalismen i Danmark identisk med at læse Adam Oehlenschlägers "Guldhornene", N.F.S. Grundtvig og andre dele af det som kulturminister Brian Mikkelsen kalder vores 'kanon'.

Men for folket - dvs. for bønder og arbejdere - var den litterære højkultur ikke noget man gik på barrikaderne for.

Sporten samfundets lim

Det var med denne indsigt in mente den store schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) i slutningen af det 18 århundred skrev sit store filosofiske værk - Considérations sur le guvernement de Pologne, eller på dansk 'Overvejelser over Polens forfatning'.

Filosoffen skulle beskrive, hvordan Polen overlevede som nation; om hvordan et lille land kilet ind mellem Rusland og Prøjsen kunne overleve med så mægtige militære fjender. Han valgte at fokusere på populærkulturen.

Rousseaus svar var sport. For kun ved hjælp af den var det muligt at skabe sammenhæng. Rousseau var udmærket klar over, at sport var en kunstig stimulans. Men det gjorde den ikke mindre væsentlig.

Nationalisme - og fædrelandskærlighed - var en forudsætning for, at et samfund kunne overleve. Eller som han også skrev det:

"Hvis et land ikke har en nationalfølelse, må man starte med at opfinde den."

Det var sport og ikke højkulturelle digte som ifølge Rousseau skabte den samhørighed, der var nødvendig for at etablere den nationale solidaritet uden hvilken samfundet falder fra hinanden.

Dette var, mente Rousseau, mest tydeligt i Spanien. Tyrefægtning var - efter hans opfattelse - hemmeligheden bag Spaniens nationale identitet: "uden tyrefægtning, intet Spanien".

Der findes moderne sociologer, der har udviklet det samme argument.

Det er således blevet påvist, at cricketsporten i vid udstrækning var ansvarlig for skabelsen af det moderne Pakistan. Sådan er det også med fodbold.

Liv og død

"Der er mennesker, der mener, at fodbold er et spørgsmål om liv og død. Det er en indstilling, der skuffer mig meget. Jeg kan forsikre Dem om, at det er meget, meget mere vigtigt end det."

Sådan sagde Liverpool FC's legendariske manager, skotten Bill Shankly.

Shankly vandt aldrig Europamesterskabet - endsige VM, men hans attitude er om noget til skue i disse dage i Østrig og Schweiz.

For fodbold handler måske ikke direkte om magt og storpolitik, men det viser, at følelser fortsat er vigtigere end kold fornuft. Og sammenhængen mellem politik og fodbold er ofte hård fin. I 1992 - hvor Danmark som bekendt vandt EM i fodbold, var der mange der så sejren som en naturlig fortsættelse af resultatet ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten få uger forinden. At spillerne selv benyttede sig af det Indre Markeds regler om fri bevægelighed over grænserne, var der ingen, der nævnte!

"Deutschland, Deutschland über Alles, über Alles in der Welt", sang de tyske fans før kampen mod Kroatien. Det fik de ikke meget ud af. Den stod 2:1 til holdet fra Balkan efter endt spilletid. Men det er ikke det væsentlige. Hvad der er historisk er, at Tyskland igen er blevet en nation. Efter 60 års undskyldninger er der tegn på, at Tyskland igen er vågnet som nation.

Den lange periode med det tyskerne kalder Vergangenheitsbewältigung - altså at lære at leve med den kollektive skyldfølelse - blev nærmest officielt afsluttet ved VM i fodbold i Forbundsrepublikken i 2006. Først i det år turde tyskerne igen svinge med deres flag.

Dette blev opfattet som noget nær en militær trussel i England, hvor selv seriøse aviser så det som begyndelsen på tredje verdenskrig.

Det er det selvsagt ikke - især ikke når Miroslav Klose (født i Polen!), Michael Ballack og Jens Lehmann ikke i skrivende stund har fundet storformen.

At fodbold og politik er forbundne er også kendt fra Italien. De italienske tifosis (det lokale ord for hooligan) slagsang er "Forza Italia". Det viser noget om Silvio Berlusconis politiske geni, at han døbte sit parti Forza Italia. Men Berlusconi har gjort sit hjemmearbejde. Han er udover at være politiker også ejer af fodboldklubben AC Milan.

Viva España

Ikke nødvendigvis hvis man lever i det, vi kalder Spanien. For de tider er forbi, hvor Spanien var en homogen størrelse, der samledes om tyrefægtning.

Under Franco skabte det en form for samhørighed da landsholdet i 1964 - for den eneste gang nogensinde - vandt Europamesterskabet i fodbold.

Siden da - og trods adskillige ydmygende sejre over Danmark (hvem husker ikke Jesper Olsens tilbagelægning i 1986?) - har det spanske landshold ikke vundet noget som helst. Og dette til trods for, at de har og har haft formidable spillere som Torres, Raul og Emilio Butragueño (Danmarks banemand i 1986) har de ikke vundet noget i nyere tid.

Det skyldes, måske, at Spanien ikke længere er en nation, men - ligesom Storbritannien - et forening af forskellige nationer.

Siden 1980 hvor Spaniens regioner fik selvstyre har landet politiske sammenhængskraft være for nedadgående - og borgerne (og dermed også fodboldspillerne) har følt sig mere forbundne med deres nationer (Katalonien, Baskerlandet osv.) end de har følt sig forbundet med Spanien som helhed.

Det er den samme logik, der er årsagen til, at et EU-landshold ikke kunne komme på tale. For et fodboldlandshold er ikke blot et sportsligt begreb, men også en manifestation af folkesjælen; af den dybe urfølelse af Blut und Boden - 'Blod og jord' - som alle moderne nationer beror på.

Problemet for Europa er, at det ikke har nogen fælles mytologi eller ophav. Der er ikke nogen fælles fortælling - og intet overordnet fælles begreb, som man vil lide og dø for. Men det er der i de enkelte nationer.

I en tid med større multikulturalisme kan fodbold være den fællesnævner, der binder de forskellige folk sammen.

Det bedste eksempel herpå er måske Frankrig, hvor det skabte respekt for forståelse for muslimske indvandrere, at den bedste franske fodboldspiller nogensinde var en algerier fra Marseille ved navn Zinedine Zidane.

Hvis fodbolden også i fremtiden kan integrere folk som Zidane, er der udsigt til, at de multikulturelle samfunds integrationsproblemer kan løses ved den godartede form for nationalisme som hedder fodbold.