Vi hører det igen og igen - kritikken af moderne forældre. Kritikken handler som oftest om, at forældre forkæler deres børn, varter dem op, lader dem bestemme for meget, og har svært ved at sige nej til dem. Curling-forældre kaldes de. Det er forældre, der efter sigende løber foran deres børn og fejer for dem, så de ikke skal møde vanskeligheder eller problemer på deres vej.
Det er øjensynligt et internationalt fænomen - i den vestlige verden i hvert fald. F.eks. diskuteres samme fænomen i USA. Der kalder man det bare helikopterforældre - forældre, der hele tiden våger over deres børn. Den engelske version er cottonwool babies - børn pakket ind i vat. Emnet har været diskuteret i fjernsynet i England, netop her op til sommerferien, hvor mange engelske forældre stadig husker Madeleine-sagen, og ikke har den store lyst til at lade deres børn lege ude alene og også overvejer, hvor nu ferien skal afholdes.
Men hvorfor italesættes forældre konstant som forkerte i forhold til, hvordan de har med deres børn og gøre. Og hvorfor beskyldes de for at være overbeskyttende netop i dag?
Der er formentlig mange grunde hertil, og i øvrigt er fænomenet ikke nyt. Allerede Luther talte for, at skoler var en vej til at kompensere for forældrenes mangelfuldhed og forkælelse af børnene. En sjov opfattelse - i betragtning af, at forældre og skoler har en fundamental forskellig funktion i forhold til børn. Forældre giver børnene omsorg, elsker dem som de er, og er i en ganske anden situation end en lærer, der skal forsøge at bibringe børnene viden, og som oftest har med mellem 20 og 30 børn at gøre på samme tid. En lærer elsker ikke børnene, som forældrene gør det, og i skolen holdes børnene af i kraft af, hvordan de opfører sig, og hvad de præsterer. Hvis forældrene kun holdt af børnene i kraft af, hvad de præsterede, ville det være ret usundt for børnenes udviklingsmuligheder.
Som en følge af samfundets udvikling har børn i dag brug for at udvikle andre kompetencer og færdigheder for at begå sig i det samfundsmæssige liv. Selvstændighed, sociale kompetencer og kreativitet er væsentlige kompetencer, som børn har brug for at udvikle, og for at de kan det, har relationen mellem voksne og børn ændret sig fra en mere autoritær til en mere ligeværdig relation. Forældre forsøger således at lytte til deres børn og lade dem få mere indflydelse på visse dele af familiens liv. Desuden får en familie færre børn og kun de børn, man ønsker, hvorved børnene får en anden position i familien. Hvis man betragter dette uden at overveje, hvorledes disse ændrede måder at forholde sig som forældre på hænger sammen med den samfundsmæssige udvikling, kan man fejlagtigt fortolke de nye samværsformer som udtryk for forkælelse af børnene.
I dag samarbejder forældre og samfundets forskellige institutioner om børnene. Det betyder, at mange instanser kigger forældrene over skulderen, når de har med deres børn at gøre. Man kan sige, at vi på samme måde samfundsmæssigt set, kigger skoler og institutioner over skulderen, når de har med børnene at gøre. Opdragelse af børnene er blevet et synligt og offentligt anliggende. Vi får således øje på, hvad hinanden foretager sig med børnene og diskuterer, om det nu også er en god måde at forholde sig på.
Men man vil altid kunne stille dette spørgsmål, netop fordi der i dag er flere forskellige måder at forholde sig på i relationen mellem mennesker, uden at den ene nødvendigvis er bedre eller dårligere end andre. De er bare forskellige. I Danmark knokler vi f.eks. med at lære børnene selv at tage tøj af og på - de skal være selvstændige, og vi vil ikke overbeskytte dem. I Tyrkiet synes man, at vi giver børnene alt for lidt omsorg. De synes, man skal hjælpe børnene med tøjet, fordi man i denne situation netop kan give børnene omsorg.
I de gode gamle dage - hvis de ellers var så gode - gik børnene selv i skole. De var ude at lege på gaden og blev ikke overvåget af voksne, som de gør i dag. Men er det ikke fornuftigt nok at passe på sine børn? Mange ting i samfundet har forandret sig, så moderne børn kan ikke bare færdes alle vegne alene.
Trafikken i dag er farligere, og børn kan ikke overskue den. I dag er det vel meget forståeligt, at forældre ikke bare sender deres børn ud på cykel i trafikken, men kører dem i skole. Det er vel mere tegn på omsorg end overbeskyttelse! Man kan ikke bare sende børn ud at lege alle vegne. Der er trafik, og der kan ske ulykker. Der er børn, der forsvinder ligesom Madeleine.
Det er vel ikke underligt, at forældre, selv om de godt ved, at de fleste børn ikke forsvinder, overvejer, hvordan de kan passe bedst muligt på deres børn. Særligt små børn bør ikke lades alene. Man bør holde øje med dem hele tiden. De er ikke så gode til at tænke sig om, og de kan finde på at tage en gåtur, som de ikke selv kan finde hjem fra. De kan ikke overskue den pulserende trafik. De er ofte troskyldige i forhold til fremmede.
I stedet for at beskylde forældre for at være overbeskyttende, burde vi måske betænke, hvorledes samfundet har udviklet sig og i stedet se på, hvordan de fleste moderne forældre gør en stor indsats for at passe på deres børn og giver dem omsorg og god udviklingsstøtte. Der er vel forældre, der nogle gange får beskyttet deres børn lidt for meget, og det er selvfølgelig ikke sundt. Men der er ikke noget, der tyder på, at alle danske forældre hører til denne kategori. Tværtimod kan man konstatere, at samfundet i dag er så komplekst, at børn har behov for omsorg og beskyttelse. I stedet for at kritisere alle forældre for at forkæle og overbeskytte deres børn, var det nok bedre at rose dem for at passe godt på børnene og give dem god omsorg i vores stressede og fortravlede samfund.
Grethe Kragh-Müller er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole