I sidste uge bragte Information en kronik af Mille Mehlsen (MM) om, at Statsforvaltningen ikke varetager barnets tarv i samværssager. Det er simpelthen ikke rigtigt.
MM bruger sin egen sag om hendes søn på halvandet år til at illustrere, at Statsforvaltningen tilsidesætter barnets perspektiv. Drengens ugentlige hverdagssamvær gennemføres ved, skriver hun: “at vi afleverer vores dreng om morgenen i institutionen, hvorefter faderen et kvarter senere afhenter ham. Om eftermiddagen afleverer faderen vores dreng i institutionen, hvorefter vi et kvarter senere henter ham.”
Man kan næppe være u-enig i, at denne måde at gennemføre et samvær på, ikke er ideel for et barn. Uden at have kendskab til den kon-krete sag er det imidlertid klart, at Statsforvaltningen ikke fastsætter den slags ‘sluseordninger’, med mindre andre hensyn til barnet gør en sådan ordning strengt nødvendig. MM antyder da også en mulig grund til, at juristen har fundet det bedst for barnet at undgå forældrenes krydsild: “Uenighederne mellem os (hendes nuværende familie, red.) og den biologiske far umuliggør en konstruktiv kommunikation.”
Juristen skal altid foretage et skøn over, hvad der er bedst for lige præcis det barn, afgørelsen vedrører. I MM’s tilfælde ser det ikke ud til, at juristen har kunnet fremtrylle en løsning, der er ideel for barnet. I stedet må man ty til den mindst belastende løsning for barnet. Og her kan valget meget vel have stået mellem at lade barnet blive udleveret mellem to forældre, der er ved at rive hovedet af hinanden, eller en lidt bøvlet tur omkring vuggestuen. Og her nærmer vi os sagens kerne.
MM og jeg er nemlig tilsyneladende enige i, at det er synd for hendes barn, at det skal afleveres i vuggestue blot for at blive hentet igen. Men her ophører enigheden. MM synes at være af den opfattelse, at Statsforvaltningen bør kunne løse problemet, så det ikke går ud over barnet. Men som jeg ser det, findes der sjældent gode løsninger for et barn, når forældrene ikke kan samarbejde. Kunne forældrene samarbejde, kunne barnet jo afleveres og hentes på helt normal og naturlig vis - direkte fra den ene forælder til den anden. Som MM’s eget eksempel viser, er forældrene reelt de eneste, der kan skåne barnet for den slags lappeløsninger.
I sager, hvor konfliktniveauet mellem forældrene er højt, er der ofte tale om to ressourcestærke forældre, som har hver deres klare holdning til, hvad der er bedst for deres barn. Jeg tror, alle forældre kan leve sig ind i, at det er svært at gå på kompromis med sin opfattelse af, hvad der er bedst for ens barn. Rigtig svært. Men det er trist gang på gang at være vidne til, at disse forældre, der hver især kæmper for at gøre det bedste for deres fælles barn, ofte ender med at gøre det endnu mere svært for barnet.
Vores erfaring viser, at børn kan leve med, at deres forældre går fra hinanden. Men de kan ikke leve med, at deres forældre ikke kan samarbejde. Det kan f.eks. vise sig ved stress, utryghed eller manglende selvværd. Med andre ord gør man altså sit barn en stor tjeneste, hvis man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at fremme samarbejdet frem for at slås med den anden forælder om en bestemt samværsordning. Jeg deler derfor heller ikke MMs forargelse over, at en sagsbehandler i Statsforvaltningen har givet udtryk for, at “det er nødvendigt hver især at sluge nogle kameler.”
Jeg er selv mor og kan levende forestille mig, at det må være vanvittig frustrerende, når en offentlig myndighed griber ind i ens forældrerolle og bestemmer, hvad der er bedst for ens barn. Derfor forstår jeg godt, at man som forælder griber pennen og forfatter en ensidig beretning om, at Statsforvaltningen har truffet en afgørelse, der tilsidesætter det perspektiv, der - efter ens egen overbevisning - er barnets. Men det er som om, man kommer til at bebrejde Statsforvaltningen, at man som forælder ikke kan give sit barn den gode og harmoniske opvækst, man havde drømt om. Og så bliver det Statsforvaltningen, som ikke varetager lille Bertrams tarv.
Som jurist kan man i det hele taget ærgre sig hver gang, der lægges brænde på bålet til den evindelige fordom om, at jura er et rigidt regelsystem, der ikke har med virkeligheden at gøre. Det juridiske skøn, som juristen foretager i samværssager, er nemlig umådelig jordnært, idet det kort og godt går ud på at overveje, hvilken samværsordning, der er bedst barnet.
‘Barnets perspektiv forsvandt med forældreansvarsloven’ hedder MMs kronik, men nej, den går altså ikke: Barnets perspektiv forsvandt med forældrenes tilbøjelighed til at skyde ansvaret fra sig og projicere det over på lovgivning og offentlige myndigheder. I mine øjne er ‘forældreansvarsloven’ et godt navn til en lov, der appellerer til at ansvarliggøre forældrene. Men det kræver, at forældrene erkender deres ansvar. Ellers kan vi kun lave lappeløsninger.
Ida Helene Asmussen, fuldmægtig i Statsforvaltningen Hovedstaden