Litteratur bliver ligesom al anden kunst til i et kompliceret samspil af interesser. For forfatteren handler det ikke blot om at blive indskrevet i den store litteraturhistorie eller at få anerkendelse i det litterære miljø. Det handler også om noget meget mere håndfast, nemlig at optimere sine chancer for at få noget på den dumme.
Et meget fint eksempel på, hvordan forfatteres værker og privatliv på denne måde kan smelte sammen, finder vi i den nyeste danske litteratur, hvor der i de seneste år har raset noget, der ligner en regulær epidemi. En epidemi, der startede i det Herrens år 2004 med udgivelsen af den unge forfatter Lars Frosts succesroman Smukke biler efter krigen, og som siden har givet sig udslag i en noget nær uendelig række af Frost-epigonerier eller, om man vil, “debutromaner om følsomme unge mænd, skrevet af følsomme unge mænd”, sådan som anmelderen Lars Bukdahl har karakteriseret bøgerne. De lader alle til at være skrevet under mottoet: “Jeg tror lige, jeg skriver en bog med mig selv som hovedperson”, og går nogenlunde sådan her: “Så så man lige mig, som sad her på Props og drak fire store fadøl eller gik en tur i H.C.Ørstedsparken eller tog en 16-årig pige på røven på Café Louise og var forfatter.”
Nu er det så knapt et år siden samme Bukdahl, foranlediget af udgivelsen af Simon Denckers Kejsersnit, udstedte et egentligt forbud imod den slags bøger. Og med Bukdahls ubestridelige autoritet in mente skulle man have troet, at dette forbud ville have sat en stopper for føromtalte epidemi. Men nej. Forleden trodsede forfatteren Jens Jacob Toftegaard alle forskrifter og opfordrede på sin blog de kvindelige forfattere til at følge i de mandliges fodspor. “Kunstneren som ung smatso,” døbte Toftegaard denne kommende kvindelige udgave af ovennævnte romantype og parafraserede: “Ida tumlede hjem fra Ungdomshuset med en ordentlig bøhmand på, mens hun græmmede sig over, hvad hun havde gjort… Hun havde sat sig overskrævs på Hafiz og så at sige onaneret med hans pik, men hun gad ham jo ikke…”. Hvorefter Toftegaard benyttede anledningen til at udtrykke sin undren over, at netop denne type følsom-ung-dame-romaner ikke allerede var at finde på boghandlerens hylder. For, som han skrev, den slags kvinder kender han da masser af ude i det virkelige liv.
Men anskuer man sagen lidt ude fra, er det måske slet ikke så underligt endda, at kvindelige forfattere ikke skriver den slags litteratur. For går det egentlig ikke fint i tråd med den måde, de heteroseksuelle i øvrigt har organiseret deres ageren på den seksuelt-romantiske arena, at mænd kan bruge skildringer af sig selv som store kvindebedårere og forfattere til at gøre sig seksuelt attraktive i det modsatte køns øjne? Ud fra en historisk betragtning lader det i hvert fald til, at kvinder gerne stiller deres bryster til rådighed for kunsten og let bliver opstemte ved tanken om, at deres knald kan gå over i litteraturhistorien.
Kvinder, der skriver om, hvordan de nedlægger mænd på stribe og drikker øl i lange baner, ser omvendt ikke ud til at være mandens drøm om en partner. Han vil tilsyneladende ikke bruges som objekt på den måde og bliver heller ikke videre opstemt ved udsigten til at ende som biperson i de kvindelige forfatteres romaner. Men disse kvinder vil naturligvis også gerne have sex, og derfor er de altså - af hensyn til begærsobjektets præferencer - nødt til at frasortere visse dele af deres privatliv, når de sidder hjemme foran Olivetti’en på kvistværelset.
Skulle nogle af læserne på nuværende tidspunkt have fået det indtryk, at vi har haft til hensigt at hænge Toftegaard ud i avisens spalter, er det på tide at rette op på misforståelsen: Vi er fulde af forståelse for Toftegaards manglende forståelse for sagens kompleksitet. Det er klart, at han ikke er i stand til at se skoven for bare træer, når han selv er helt infiltreret i de heteroseksuelles parringsleg. Det ville jo svare til, at den indfødte selv kunne lave en antropologisk undersøgelse om sin egen stamme. Nej, her er naturligvis brug for neutrale observatører, som kan se på sagen med friske øjne.
Og lad os i samme åndedrag understrege, at vi på ingen måde er ude i noget samfundsomstyrtende ærinde. For vores skyld kan de heteroseksuelle fint bevare deres kønsrollemønster. Det blander vi os ikke i. Vi mangler nemlig ikke selv noget. Kvindelige forfattere er heldigvis ikke ueftertragtede blandt andre kvinder, bare fordi de skriver om deres seksuelle eskapader. Tværtimod, skulle vi hilse og sige. Vi er med andre ord ligeglade med, hvordan de heteroseksuelle har organiseret deres kønsliv, og hvordan de skriver om det. Vi bemærker bare, at de spilleregler, der gælder ude i samfundet, nu engang har indflydelse på, hvilken litteratur der skrives, og hvem, der skriver den.
Men når det så er sagt, vil vi da gerne lige, rent en passant, i solidaritet med vores medsøstre, slå et slag for det, man i den heteroseksuelle verden kalder for ‘ligestilling’, og som altså i denne forbindelse vil sige, at begge parter kan skrive præcis, hvad inspirationens muse byder dem, uden at det går ud over deres sexappeal.
Kristina Nya Glaffey er forfatter og og Kirsten Juul Nielsen er stud. mag.