Tre lig ses ligge på gaden i Bagdad på en brændende hed dag. Det, som ligger længst til højre, er en mand i hvid skjorte og lysegrønne bukser. Hans hænder er bagbundne. Til venstre ligger to andre, begge uden sko og iført ternede skjorter. Alle tre er losset af her ved en baggård fyldt med skraldepose - selv er de jo også en slags affald nu. Muren bag dem, en dyster barriere af gråbrune sten, skærmer denne rædselsscene fra et par to-etages villaer og en klynge palmetræer i baggrunden.

Kun denne mur skiller Bagdads normale liv fra Bagdads 'normale' sekteriske myrderier. Ingen kender identiteten af disse lig, for billedet stammer fra en mobiltelefon og er optaget i frygtsom hast gennem en bilrude af en ukendt forbipasserende iraker.

Det er et mobiltelefonbillede, for i dag er det kun det irakiske folks mobiltelefoner, der registrerer deres tragedie.

Et andet viser liget af en ung mand og er taget i en bils sidespejl - også hans hænder er bagbundne.

På et tredje billede stiger røgfaner fra bombeeksplosioner til vejrs over Bagdads skylinje som gruopvækkende spøgelser. Konturer af et amerikansk Humvee-panserkøretøj anes imod nogle træer. Endvidere ses ødelagte broer, sårede mennesker og blodige klæder.

Men der er også familier på nogle af billederne, sågar en muslimsk familie, der fejrer jul, alle med nissehuer på, og en eksamensfest, hvor pigerne har sorte beduinkostumer på med tørklæder med guldkant, og drengene har arabisk hovedbeklædning på og hvide abaya-kåber - klædedragter, som førhen ansås for fremmedartede for middelklassen i den by, der engang havde nogle af Mellemøstens bedst uddannende indbyggere.

Men det er mobiltelefonen, som har indfanget Bagdads forfærdende ansigt af i dag. Vestlige fotografer kan ikke længere strejfe om i gaderne i Iraks hovedstad og enkelte andre storbyer eller for den sags skyld i det sydvestlige Afghanistan, hvor det samme mobilkameraerne også er flittig brug.

Vi vesterlændinge må ty til de lokales fotografier for at få øje på deres tragedie, og deres klodsede, slørede og dårligt fokuserede billeder rummer deres egen grusomme skønhed.

Bagdad Calling

Et udvalg kan studeres i den 388 sider lange bog Bagdad Calling af den hollandske fotojournalist Geert van Kesteren, der har ønsket at dokumentere lidelserne for de titusindvis af irakere, som er blevet ofre for invasionen i 2003 og den efterfølgende besættelse og sekteriske strid.

Van Kesteren havde under besøg hos irakiske flygtninge i Jordan gjort den iagttagelse, at disse brugte deres mobiltelefoner som familiealbum, og han besluttede derpå - med den tidligere direktør for Magnum Photos i London, Brigitte Lardinois' ord, at "at lade almindelige, ikkeprofessionelle fotografers billeder fortælle historien denne gang".

Flygtningene bad venner i Bagdad om at fremsende flere billeder.

Nogle blev afvist på grund af suspekt oprindelse - medtaget er derfor ikke et billede af en amerikansk soldat, der affyrer sin riffel fra ryggen af et æsel - eller fordi de kan mistænkes for at være blevet digitalt redigeret, men andre har et helt anderledes autentisk præg.

De smilende familier, der gemmer sig i deres huse, men morderbander hærger på gaden, de unge mænd, der slapper af i det sikre Kurdistan, svømmer i en bjergsø, eller boltrer sig i nattelivet, eller den fedladne nevø til en af de anonyme mobiltelefonfotografer, der sidder på en skinnende rød sportsvogn må være sande aftryk af den irakiske virkelighed.

Horribel statistik

Det må have været vanskeligt for Van Kesteren at fravælge sine egne værker væk til fordel for denne blændende amatørsamling. Enkelte af hans billeder er dog medtaget i Bagdad Calling, men de er taget i Syrien, Jordan eller Tyrkiet og ud over et gruppebillede af nogle modige irakere, som er blevet fanget efter et illegalt forsøg på at krydse grænsen til Tyrkiet, men stadig er fast besluttede på at flygte fra deres land, savner de den umiddelbarhed og styrke i udtrykket, som kendetegner de irakiske snapshots.

Flygtningestatistikken er så horribel, at det er næsten ufatteligt. Fire millioner af Iraks 23 millioner indbyggere er flygtet fra deres hjem - indtil for nylig flygtede 60.000 om måneden - heraf angiveligt 1,2 millioner til Syrien, 500.000 til Jordan, 200.000 til Golfen, 70.000 til Egypten, 57.000 til Iran, op til 40.000 til Libanon, 10.000 til Tyrkiet og 9.000 til Sverige.

Langt færre er kommet til Tyskland, hvor en uhyrlig politisk debat er opstået over spørgsmålet, om kristne flygtninge skal have forrang for muslimske. Med den sædvanlige storsindethed, der kendetegner det land, som har ansvaret for at have udløst denne helvedeskatastrofe, har George Bushs Amerika accepteret at tage imod lidt over 500.

Irakernes mod

Denne fotosamling er derfor i lige så høj grad som den er et vidnesbyrd om irakernes mod tillige et anklageskrift imod os.

Galskaben sammenfattes i en e-mail, som Van Kesteren modtog af en Bagdad-borger: "I sommer," skrev han, "ville en arbejdsmand slukke sin tørst ved putte is i sin te. En bil kørte frem, chaufføren steg ud og begyndte at slå og sparke arbejdsmanden og forbande ham som en vantro. 'Hvad er det, du gør? Puttede profeten Muhammed nogensinde is i sit vand?' Manden, der blev udsat for overfaldet, blev lige så rasende og spurgte sin overfaldsmand: 'Tror du profeten Muhammed nogensinde kørte i bil?'

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen