Fra det “første nye venstre” (vendt lige så meget mod Sovjetunionens udgave af kommunismen som mod dele af kapitalismen) brød igennem for nøjagtig 50 år siden, har aktieselskabers generalforsamlinger i den vestlige verden indimellem givet bittesmå mindretalsaktionærer af såkaldt venstreorienteret observans mulighed for at fremføre krav til kapitalen om andet end sikring af højest mulig vækst i profitter og udbytte. Så var produktionen af napalm til opbrænding af levende vietnamesiske børn, så var investeringerne i det apartheiddominerede Sydafrika, snart var udnyttelsen af usselt betalte og behandlede arbejdere i u-landene, snart var anvendelsen af miljøskadelige stoffer skydeskive for i reglen korte, men lidenskabelige indlæg på A/S-generalforsamlingerne. Ofte til flertallets, aktiemajoritetens og bestyrelsens udelte irritation, for business har ikke noget med politik at gøre. Heri var de såkaldte højreorienterede opinionsdannere ganske enige: Det fine ved kapitalismen i modsætning til socialismen er nemlig, at den kan skelne mellem markedets skæg, økonomisk vækst, og statens snot, styring.
Det nye er, at nu begynder kapitalismens fremmeste fortalere også at bruge aktionærmøderne til at drive - politik.
I et nyligt nummer af det amerikanske ugeblad Newsweek (den 9. juni 2008) fortælles under overskriften “Er Wal-Mart for venstreorienteret (liberal, som det - for at gøre det rigtigt morsomt - hedder på engelsk)?” om eksempler på en begyndende oprustning mod “den grønne kapitalisme”. Som omtalt her i avisen er den gigantiske butikskæde i USA i gang med en tilsyneladende storstilet omstilling til det grønne med nedsættelse af CO2-udledningerne som et af hovedmålene. Men på sidste års generalforsamling erklærede lederen af en lille tænketank, National Legal and Policy Center (NLPC), Peter Flaherty, at “folk handler i Wal-Mart på grund af de lave priser, ikke fordi virksomheden er politisk korrekt”. Han kalder situationen for en slags guerillakrig, da Wal-Marts med fleres grønne satsninger kan risikere at undergrave selve kapitalismen og dermed meningen med den: evig, ubegrænset økonomisk vækst (akkumulation).
Endnu kan Wal-Marts ledelse afvise angrebene med henvisning til, at initiativerne “ikke alene er gode for miljøet, de er også gode for forretningen”. Men hvad sker der den dag, da f.eks. omstillingen fra fossil til vedvarende energi - i hvert fald i en overgang - begynder at få priserne til at stige og salget og dermed aktionærernes udbytter til at falde?
De gode forkæmpere for den frie verden aner uråd. Det er der sikkert mange andre, der gør.
Den britiske regerings hidtidige chefrådgiver, Sir David King, kunne nok her i bladet i går citeres for, at “der er et enormt antal mennesker, som her i landet (Storbritannien, red.) er begyndt at handle af egen drift, og det får mig til at tro på potentialet for et kulturskift. Et skift, der kan tænkes at indtræde meget hurtigt, hurtigere end regeringsforsøg på at gennemføre forandringer med en top down-strategi. Jeg tror på tipping points for den menneskelige kultur, sådan som vi videnskabsfolk kender dem fra naturen.”
Men han kunne også - i denne tid, da økonomisk afmatning truer eller allerede mærkes - citeres for, at “hvis du spørger mig, om klimaperspektivet så er blevet en integreret del af den britiske regerings virke, er jeg nødt til at svare: Nej, det er det ikke. Jeg tror ikke, regeringen til fulde erkender problemets omfang, før den har integreret spørgsmålet om klimaændringer i ethvert aspekt af sin politik. Væksten i bruttonationalprodukt er fuldstændig integreret i alle vore politikområder, og jeg ønsker at se CO2-reduktion som en lige så integreret del. Vi ser nu politikerne - oppositionens ledere såvel som premierministeren - blive temmelig stille, når det gælder CO2-spørgsmålet. Tilbage i november, mens jeg endnu var Gordon Browns rådgiver, holdt han en klimatale, hvor han sagde, at Storbritannien ifølge forskerne måtte stramme sine mål for CO2-reduktion fra 60 pct. i 2050 til 70-80 pct. ‘Det vil vi gøre’, sagde Brown. Siden har premierministeren holdt taler om innovation, om velfærdsskabelse, BNP-vækst osv., men han har ikke nævnt klimaændringerne.”
Og dagen før, i søndags, kunne den britiske avis The Observer offentliggøre en meningsmåling, der til mange grønnes forbløffelse og forfærdelse viser, at seks ud af 10 briter stadig klamrer sig til en tvivl om, hvorvidt klimaændringerne nu også er menneskeskabte og derfor skal og kan modvirkes af mennesker. Målingsresultaterne er dybt tvetydige, for tre ud af fire er også samtidig så bekymrede over miljøet, drivhusgasserne og Jordens opvarmning, at de mener, politikerne gør for lidt. Men når det kommer til spørgsmålet om konkrete ændringer i deres egen levevis, forbrug og forventninger, er svaret klart: Det er det helt store flertal aldeles ikke indstillet på.
Slet ikke i denne tid, da økonomisk afmatning truer eller allerede mærkes.
Og i går aftes fløj heksene så til samråd på Bloksbjerg.