Indkøbskontoen var tømt, da Karsten Ohrt for et år siden tiltrådte som museumsdirektør på Statens Museum for Kunst.
Det er den ikke mere.
I løbet af de sidste fem måneder har Karsten Ohrt skaffet over 33 mio. kr. fra private fonde og sponsorer, så landets nationale galleri fortsat kan begå sig i den internationale liga af nationalgallerier.
Kunsthistorikerens velplejede netværk i både kunstverdenen og erhvervslivet har formentlig også været pointgivende, da kulturministeren i sin tid skulle udpege en ny direktør til statens eget kunstmuseum.
Efter 20 år som direktør for Kunsthallen Brandts i Odense, 14 år som medlem af Ny Carlsberg Fondets direktion samt Ny Carlsberg Glyptoteks bestyrelse har Karsten Ohrt fået opbygget sig et ry inden for museumskredse, hvor hans satsninger og forudsigelser har gjort ham til et slags pålideligt varemærke, der tiltrækker pengestærke investorer.
Selv er Karsten Ohrt træt af det billede, der gang på gang optegnes af de private sponsorer som egenrådige, magtbegærlige investorer, der udelukkende pumper penge i landets kulturinstitutioner ud fra en bevæggrund om profit og merværdi.
Ligeledes er han træt af, at de danske kulturinstitutioner beskrives som glade jubelidioter, der ubekymret tager imod alle de penge, de kan komme i nærheden af, lige meget hvilken modydelse det kræver.
“De private investorer har ingen form for kulturel magt over landets kulturinstitutioner, bare fordi de yder økonomisk støtte til dem. De vil aldrig komme til at bestemme, hvad der skal hænge på væggene - i hvert fald ikke på Statens Museum for Kunst, så længe jeg er direktør,” siger Karsten Ohrt med et suk, der antyder en lyst til at opgive den sag, han har stået som talsmand for i over 30 år, lige nu hvor målstregen anes.
Det er måske også ret umuligt at forestille sig, hvordan en given sponsor eller fond ville kunne kommandere rundt med Karsten Ohrt. Faktisk forekommer det som et fuldkommen absurd scenarium. Også efter hans eget udsagn:
“Som virksomhedsleder bestemmer du altid selv, hvor meget du vil lade sponsorerne ind i dit arbejde. Så længe det er mig, der står i spidsen for Statens Museum for Kunst, kan sponsorerne ikke få mere magt.”
“Jeg føler mig fuldkommen fri til at gøre, hvad jeg vil - både over for sponsorerne, men også over for Kulturministeriet, som i sidste ende er den instans, Statens Museum for Kunst sorterer under. Jeg er blevet udpeget af regeringen til at lede museet på offentlighedens vegne, fordi de stoler på mine faglige kompetencer til at lede denne institution,” siger Karsten Ohrt.
“Selvfølgelig har vi som statsligt museum en resultatkontrakt og en museumslov, vi skal overholde. Selv om vi er et statsligt ejet museum, mener jeg dog godt, at man kan løsrive sig fra en bestemt politisk dagsorden,” siger Karsten Ohrt, da samtalen drejer ind på den komplekse affære med den danske kunstnergruppe Superflex, der sammen med kunstneren Jens Haaning i 2005 havde planlagt at udstille en tankbil med irakisk råolie.
Udstillingen blev aflyst med henvisning til brandfaren, men mistanken om politisk censur føg i luften.
“Dengang kunne jeg godt se, hvorfor Statens Museum for Kunst trak projektet tilbage, men jeg ville selv reagere anderledes i dag,” fortæller Karsten Ohrt, med en svag hentydning til, at han også har tænkt sig at gøre det.
Karsten Ohrt har i mere end 30 år diskuteret det samme emne igen og igen. Og gang på gang har han måttet dementere alle dommedagsprofetier om, at kunstens ledtog med de private penge vil føre til dens endeligt.
Efter at han med kunstneriske satsninger fik profileret Fyn via noget så utraditionelt i turistindustrien som samtidskunstudstillinger, har kritikerne nedtonet deres postulater om, at private penge låser den danske kunstscene fast.
Samtidig har sponsorerne for alvor fået øjnene op for navnet Karsten Ohrt. Velvilligheden til at støtte lige præcis statens eget museum, har Karsten Ohrt en enkel forklaring på.
“Jeg håber sponsorerne tænker: Her sidder virkelig en, der gerne vil skabe et museum med højprofilerede, internationale og udfordrende projekter. Når de kan fornemme, at idéerne er progressive og velgennemtænkte, er det også mere sandsynligt, at de gerne vil støtte dem,” siger museumsdirektøren, der i dag har 15 sponsorer og fonde tilknyttet sit museum.
Dernæst understreger Karsten Ohrt, at det lange og seje træk, som staten yder for de danske museer, også spiller en stor rolle, når udefrakommende investorer skal tiltrækkes .
“Man skal huske, at statsstøtten er altafgørende for, om et museum kan løbe rundt. Derfor er det meget alvorligt, at de frie midler er blevet skåret så kraftigt, som de er de seneste år. Jo mere Brian Mikkelsen giver i frie midler til mig, jo flere penge kan jeg også skaffe,” bedyrer Karsten Ohrt.
En anden forklaring på virksomhedernes interesse i netop Statens Museum for Kunst, mener Karsten Ohrt netop skyldes museets funktion som et statsligt og nationalt kunstmuseum.
“Virksomhederne ønsker at bidrage til den fælles stolthed som Statens Museum for Kunst udgør, men det kræver jo selvfølgelig, at de bliver gjort opmærksom på, hvilke muligheder de har for at bidrage. Derfor mener jeg, at det er museernes pligt at oplyse erhvervslivet om kunsten, så de ligeledes kan blive opmærksomme på de fradragsmuligheder, de besidder som essentielle økonomiske støtter for kunstens virke,” siger Karsten Ohrt.
Selv om Karsten Ohrt har opnået store resultater inden for museumsverden, kan han stadig mærke mistænkeligheden over for sine metoder.
“Jeg kan fornemme en vis lamentering over det at skaffe penge udefra, men jeg kan virkelig ikke se, hvorfor det skulle være noget problem, at der findes nogle velhavende erhvervsfolk og virksomheder derude, som er kommet til et punkt, hvor de føler, at de må give noget tilbage til samfundet og almenvældet. Selv hvis vi på Statens Museum for Kunst havde flere penge og fik flere offentlige midler, ville det bestemt ikke betyde, at jeg ville stoppe med at søge flere private penge. Hvis der findes en vilje til at støtte nye, spændende projekter, kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skal tage imod dem,” forklarer Karsten Ohrt og tilføjer, at man i diskussionen om privatfinansiering af landets kulturinstitutioner ofte glemmer, at fondene oprindeligt blev sat i verden for at yde en samfundsmæssig betydning, og at det desuden lovmæssigt heller ikke er muligt at etablere et fond med det skattefradrag, der hører med, uden at pengene kanaliseres over i samfundsgivende formål.
“Når jeg snakker med mine kolleger i Norge og Sverige, bliver de grønne af misundelse over den fondstradition, vi har i Danmark,” siger Karsten Ohrt.
Karsten Ohrt ved om nogen, hvad den danske fondstradition står for efter at have været direktionsmedlem og senere formand for et af Danmarks ældste og største fonde, Ny Carlsbergfondet.
Da fonden blev oprettet i 1902 skete det ud fra ølbrygger Carl Jacobsens ønske om at fungere i “Kunstens Tjeneste” med det “Formaal for Øje at udvikle og tilfredsstille Sansen for og Trangen til Kunst i vort Fædreland”.
“Jeg har altid følt, at jeg har haft Carl Jacobsen med i bagagen, både da jeg selv sad i Ny Carlsbergfondet og skulle tage stilling til, hvad der skulle uddeles, og som museumsdirektør, når der skulle søges penge. Carl Jacobsen ønskede at fungere som en opdragende, men generøs instans, der bragte kunsten ud til offentligheden. Ny Carlsbergfondet har altid fungeret som en tæt medspiller i kunstens verden. Det er denne ånd, der er blevet ført videre op til i dag, hvor fonde i stadig stigende grad ønsker at optræde som bevidste medspillere i stedet for simple bidragsydere.”
Selv om fondstraditionen er blevet ført op til i dag, har selve fondsarbejdet dog ændret karakter, i takt med at der er opstået flere aktører. Hvor det tidligere afhang af at skrive ansøgninger, er netværk og gode kontakter blevet en stadig større medspiller i kampen om investorernes opmærksomhed.
Netværket har Karsten Ohrt. Og det har afstedkommet generøse gaver:
“Da jeg sidste år tiltrådte som direktør på Statens Museum for Kunst, gik jeg rundt på en udstilling sammen med en virksomhedsleder. Jeg brokkede mig lidt over, at museets indkøbskonto var tom, og han kvitterede ved at lade mig vælge, hvilket maleri på udstillingen jeg kunne tænke mig at føje til museets samling. Det er sådan, det skal være,” siger Karsten Ohrt med en konstatering, der kræver yderligere forklaring:
“Man kan mærke, at fondene i stadig stigende grad selv bliver opsøgende i stedet for at vente på, der dumper ansøgninger ind af brevsprækken. Det har blandt andet ført til, at fondene er begyndt at tale med hinanden og slå sig sammen om projekter, hvilket man ikke så tidligere,” forklarer han og forudser, at det i fremtiden ikke kun bliver museerne, der selv skal opsøge støtten, men at fondene vil komme til institutionerne.
Det vil gøre museerne til stærkere medspillere i fremtiden, hvor de selv i højere grad kan vælge, hvem de vil støttes af, mener Karsten Ohrt.
“Der er helt klart opstået en ny kultur i takt med, at fondenes antal og kapital er vokset. Men jeg kan mærke, at det store udbud har ført til, at fondene hver især har lært at skrælle alt overflødigt væk. Det har sat større krav til fondsansøgninger, som omvendt kræver, at modtagerne virkelig yder noget igen,” siger Karsten Ohrt.
“Det væsentlige i samarbejdet mellem erhvervslivet og landets kulturinstitutioner er bare, at museerne fastholder deres integritet og profil i samarbejdet med de private kræfter. Det er i øvrigt også noget, erhvervslivet generelt set forventer af os. Og jeg mener, at der inden for det spillefelt samt i den væsentlige dialog mellem parterne, ligger mange muligheder for de danske museer.”