Sommerferie. I nærværende uge lød så det endelige startskud for skolernes sommerferie: lange, lyse aftener, jordbær med fløde, fjordrejer og optændt webergrill i sommerhuse og på altaner og rundbold i parcelhuskvartererne. Eller hvad? For vanen tro har mangt et lærerværelse de seneste uger været præget af såvel bekymring som irritation over den efterhånden rituelle situation, der venter lærerne, når de sammen med resten af samfundet ryster sandet ud mellem tæerne og atter trækker i arbejdstøjet til august: et manifest fravær af skolernes etniske minoritetselever ved skolestart.
“De er på genopdragelsesrejse,” lyder det. Ofte ironisk - men med en klar henvisning til den del af den offentlige diskurs, som har sat længerevarende udlandsophold for etniske minoritetsbørn og -unge lig med negative konsekvenser i form af ringe danskkundskaber og dårlig integration. I de senere år er børn af indvandrere, der opholder sig i forældrenes oprindelsesland i en periode, i stigende grad kommet på den offentlige agenda. Således har skolerne i dag underretningspligt over for de sociale myndigheder i tilfælde af, at børnene/de unge udebliver fra skolen gennem længere tid, ligesom kommunen har hjemmel til at stoppe for udbetalingerne af forskellige børnefamilieydelser, hvis der er mistanke om, at fraværet skyldes et ophold i udlandet. Desuden indgår flere skoler kontrakter med de etniske minoritetsforældre, hvor forældrene skriver under på, at de højst må fritage deres børn én uge fra skolegangen i løbet af et skoleår.
Det, man i de officielle skrivelser benævner “længerevarende ophold i oprindelseslandet”, men som ofte slet og ret kaldes “genopdragelsesrejser,” er imidlertid ikke nogen entydig størrelse. Og spørgsmålet er, om ikke det kan være produktivt dels at tænke forskellene tydeligere frem og dels at kvalificere de frustrationer, der opstår, når de etniske minoritetsbørn og unge udebliver ved skolestart.
I “Undersøgelse af længerevarende udlandsophold blandt børn med ikke-vestlig baggrund,” foretaget af NIRAS konsulenterne for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i 2005, defineres fire forskellige typer af længerevarende ophold, afhængig af baggrunden for og formålet med opholdet. De fire typer er: 1) ophold hvor sigtet er social genopdragelse, 2) ophold med henblik på kulturel eller religiøs genopdragelse, 3) ophold som led i børnenes/de unges identitetsdannelse og afklaring af tilhørsforhold og 4) ophold i form af ferie eller familiebesøg.
En af undersøgelsens centrale pointer er, at et ophold med henblik på social, kulturel eller religiøs genopdragelse ofte vil være karakteriseret af smerte og konflikt samt have vidtrækkende negative konsekvenser for det involverede barn/den unge. Derimod vil et ophold, der retter sig mod identitetsdannelse, afklaring af (kulturelt) tilhørsforhold og ferielignede aktiviteter i det store og hele være uproblematisk. Sågar kan den type ophold virke styrkende på barnets/den unges afklaring af egen identitet og dermed den efterfølgende integration, hedder det.
Og så er det altså, at jeg begynder at undre mig. Blandt andet undrer det mig, at det, der i alle andre henseender nærmest fremstår som et imperativ, nemlig kendskab til slægten (den biologiske), rødderne (den biologiske) og kulturen (den oprindelige), enten bliver problematiseret eller udgrænset i den offentlige diskurs i omtalen af disse ophold. For så vidt er det interessant, at personer, som er blevet adopteret her til landet ifølge det herskende script bør besøge deres ‘hjemland’ og lære ‘deres egen’ kultur at kende, mens jævnaldrende børn og unge født af indvandrere nærmest kriminaliseres som følge heraf. Betyder det, at den kultur, som adopteredes oprindelsesland repræsenterer, er ufarlig, måske fordi den reduceres til ting, der kan købes med hjem, mens de etniske minoritetsbørn/unges kultur i oprindelseslandet, som udgør en levet kultur, er integrationshæmmende?
Det undrer mig også, hvorfor det udelukkende opleves som problematisk, når det er elever med minoritetsbaggrund - læs: med forældre fra ikke-vestlige oprindelseslande - som udebliver fra skolen. Er det ikke også et problem for skolens sammenhængskraft og virke som kulturbærende institution, når middelklassens etnisk danske børn drager på skiferie uden for skolernes vinterferie, til Thailand i december og Cypern i maj. Eller handler det i virkeligheden om, at ‘ordentlige’ mennesker tager til Tyrkiet eller Marokko som turister, mens det at være på familiebesøg hos slægt og venner bliver lige ‘etnisk’ nok. Mener vi i virkeligheden, at indvandrere ikke holder ferie sammen med deres børn på den rigtige (danske) måde, og tillægger vi i virkeligheden ikke deres aktiviteter nogen værdi?
Det skal understreges, at jeg ikke ønsker at bagatellisere reelle problemer med ufrivillige ophold for etniske minoritetsbørn og unge. Men min undren leder mig frem til følgende iagttagelser. For det første at ophold, hvis hensigt er social, kulturel eller religiøs genopdragelse, så at sige fungerer som bagtæppe for den måde, som ophold med henblik på identitetsdannelse og familieferie læses på. For det andet at opholdene sættes ind i en skolemæssig referenceramme, hvor lærerne forståeligt nok bliver frustrerede over at skulle skabe rammer og normer for den enkelte skoleklasse og dens arbejde i en situation, hvor ganske mange af eleverne er fraværende. Men udover at lange ferieophold i forældrenes oprindelseslande måske fungerer på fuldstændig samme måde, som når andre mennesker holder ferie, kunne man så forestille sig, at der i de lange udlandsophold findes et læringsperspektiv for den enkelte deltager i kraft af at ændre sine omgivelser for en periode, og kunne det fungere som en dannelsesrejse, der handler om kulturforståelse og om at finde sig selv?
Sharmila Holmstrøm Juhlin, ph.d.-stipendiat, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter