Elsk og berig med drøm

dristige hjerner

- Nordahl Grieg

Således rustet kan vi starte helt nede på jorden. Nærmere bestemt en gang først på vinteren, hvor hun meddeler - ikke spørger eller foreslår - men netop meddeler, at i år skal hun til Roskilde. Fra hegnet til Warm Up'en vælter - og så: hele ugen.

Hendes mor, hun siger vov, vov!, mens jeg bekymret tænker, at her lades al dialog ude.

'Hun' er i dette tilfælde min smukke, stærke, dejlige og kloge datter på 14 år. Sidste år på Den Onde Torsdag stod hun og hørte Björk sammen med sin onkel, mens festen omkring dem gyngede faretruende i mudderet. Jeg fik hende og Onkel reddet hjem til boller og varm kakao - blot for en nats søvn senere at se hende møve sig ind på festivalen igen til en lejr af jævnaldrende - dog under et oprigtigt tilstræbt opsyn af Ræven. Og tak til ham.

Men nu er trolden ude af æsken. Hun ved, hvad hun går glip af, hvis jeg siger nej. Så svaret er egentlig enkelt. Jeg meddeler - ikke spørger eller foreslår - men netop meddeler, at det skal jeg også.

"Hvalsø, eller endnu bedre Næstved - så har du også mere ro, far..." Hun siger det ikke, men jeg ved, hun tænker det. Det er placeringen af mine teltpæle, vi taler om. For selvfølgelig skal 'vi' ikke på festival i betydningen 'sammen': "Kom, min skat - den store dér hedder en scene ... fryser du? ... hov, sikke højt de spiller ... For katten, det er blevet sent, vi må hellere finde et telt..." Jeg ved ikke helt, hvad hun forestiller sig om mig og Roskilde, men noget rart er det ikke: Far - et menneske, du gerne må få. Sikkerhedsafstand anbefales.

Vi skal til at pakke. Alt i små plastikposer, og derefter i større. Regnen eller bare truslen, trænger ind her på stuegulvet. "Kan man oplade mobilen...?", "en luftmadrasmå være bedst, hvis det regner...", "Kogegrej..." Jeg er novicen - hun er eksperten. Det føles lidt utrygt.

ET element af retræte må jeg medgive. Eller rettere: Prøv aldrig at slå en teenager på hjemmebane - og det er den, vi skal ud og spille på. Bevares, jeg har været på Roskilde før. Jeg husker kun mine egne tidlige teenageår og min første festival alt for godt - eller sagt mere ærligt: Der er alt for meget, jeg kun husker svagt, og det er det, der bekymrer. Så selvfølgelig skal jeg med, ikke for at holde i hånd, men mere for en sikkerheds skyld. Det er trygt, at jeg er der - for mig. Og hendes mor siger vov vov!

Det er nemlig alvor. Det er ikke for sjov, at hun og hendes opfører sig, som om de ejer hele verden. De ejer jo hele verden. Lige om lidt i hvert fald. I tvivl? Jeg er 49, hun er 14 - det går én vej. Og de øver sig på verden døgnet rundt, bid for bid. Og lige nu, hvor hun har ferie og fri, bliver hver bid større og større, og der kommer helhed i billedet. Og helst et billede, hvor der er plads til både at elske, le og græde. Det er alt andet end harmløst. Det går lynhurtigt. Det, der faldt på plads i går, rejser ny tvivl og undren i dag. Det er for fanden det, hun har sin ungdom til.

Det er en gave at være vidne til. Og selvom jeg er en rigtig god far, er jeg ikke så åndssvag, at jeg tror, hun kigger mig over skulderen, mens hun tegner sin verden. Og det er sikkert godt nok - jeg skal bare lige vænne mig til det ...

Informations Jon Jørgensen skriver den kommende uge dagbog fra Roskilde Festival, hvor han vil forsøge at passe på sin 14-årige datter, helst uden at hun opdager det