Kompleksiteten. Verdens kompleksitet vokser og vokser og er nu nået helt ned i barndommens land. Er denne påstand rimelig - eller er det snarere udtryk for at politikere, fagfolk og forældre ønsker at fraskrive sig ansvaret for, hvordan det vil gå de små poder i alt andet end et kontrolerbart nu.

Vi hører det igen og igen - dagens børn er mere selvstændige end nogensinde før, og verden med dens stigende kompleksitet og konkurrence vil kræve endnu mere selvstændighed og socialitet i fremtiden. Denne påstand bygger på den præmis (fremført af Grethe Kragh-Müller i Information for nylig), at nutidens børn er mere selvstændige, og at deres forældre gør mere end tidligere forældregenerationer for at styrke disse uundværlige kompetencer.

Men er det en holdbar påstånd, at de børn, der befolker verden i dag er mere selvstændige, og at deres verden er mere kompleks end tidligere tiders børns verdener. At den kompleksitet, der tales om, når det gælder de voksnes verden, skal være sevet langsomt ned i børnenes liv. Kan det på nogen måde påvises, at det børnene udsættes for i dag, er så forskelligt fra det, jeg blev udsat for, for et kvart århundrede siden.

Den påståede omvæltning af børneverdenen følges af en ændring af forældrenes væremåde, hvor mor og far nu pludselig bliver ligeværdige og ikkeautoritære, samtidig med at de påtager sig en øget beskytter- og tjenerrolle. Forældrene er nu blevet mere opmærsomme og samarbejdende omkring deres børns fremtid. Eller det er måske snarere en påstand. Er der et godt samarbejde mellem hjem og det offentlige, eller er der opstået et forhold, hvor vi som forældre ser børnehaver og skoler som en vare, vi har købt gennem skattebilleten.

Forældrenes engagement kommer til udtryk ved, at de kører deres børn til skole. Noget der er en nødvendighed i dag, hvor vi lever i en farlig verden, der kræver beskyttelse og omsorg. Fra hvad? Stillevejsbump? Skolevejen er da snarere blevet mere sikker.

Kunne man måske vende det hele på hovedet og tygge lidt på den tanke, at vi voksnes reaktion ikke har været at ændre vores forældrerolle i forhold til dagens børn og unge, men derimod at ændre børnenes behov efter vores nye væremåde.

Beskrivelsen af nutidens børn som mere selvstændige og socialt kompetente individer er efter min mening snarere en myte, der vist kun har medvind, fordi langt de fleste voksne har mindre og mindre almindelig hverdagssamvær med børn. Vi roser børnene og samtidig os selv, ja sågar nogle gange både os selv, vores børn og børnebørn.

Men for hvad?