Glem alt om uredigerede videooptagelser med håndholdt kamera. Når Jesper Just laver film, er det lige så velgjort som en biograffilm. Derfor screenes hans film i velindrettede rum.
De to film fra sidste år er installeret på førstesalen af galleriet i London, mens trilogien fra i år vises på andensalen med de fritlagte bjælker i den tidligere victorianske madrasfabrik, der er stilfuldt moderniseret af Victoria Miro.
Det umådelig højloftede gallerirum er mørklagt og giver fin plads til filmprojektioner i stort format. Et koksgråt gulvtæppe dækker det ellers hårde gulv og dæmper trinene. Opmærksomheden rettes mod de levende billeder uden dialog og den magiske musik.
Alle fem film på udstillingen A Voyage in Dwelling viser en moden kvinde på rejse, for kvinder rejser anderledes end mænd. Som kunstneren siger:
“Oprindeligt er rejsen som metafor maskulin, cirkulær og afsluttes først, når manden er vendt hjem igen. Derfor er han nostalgisk i forhold til det, han forlader. Han kan være ængstelig over, om konen endnu er der og huset stadig står. Jeg beskriver en kvindes rejse som nydelsen ved at være et sted, man ikke før har været, som displacement. Hun er ikke nostalgisk ved det, hun forlader. Hun leder efter det, hun ikke har prøvet. Alle film på udstillingen slutter med, at kvinden er kommet videre. Man er på hendes side hver gang”.
Rejsens påførte forvandling, krise eller udvikling sker med værdighed. Som i A Voyage in Dwelling, hvor vi følger kvinden, som hun udforsker en afsidesliggende lille ø og en forladt passagerfærge. Kvinden har et nærmest lidenskabeligt forhold til bygningerne, så der er masser af drama i den dialogløse fortælling, der varer under 11 minutter. I A Room of One’s Own sidder kvinden i en skibskahyt, mens en lokkende sirenesang følger hende.
Sangen kommer indefra. Hun behøver ikke som Odysseus bindes til masten for at undgå forførelsen. Hun kan ømt omfavne den nøgne unge mand, der kommer til hende. Omfavnelsen ender under vand i mørke. Slutteligt dukker kvinden op fra vandet og skubber manden væk, for hun er selv kommet et andet sted hen.
Den sidste film i trilogien, A Question of Silence, viser en bemærkelsesværdigt velplejet kvinde i konet tøj sidde ved siden af en jævnaldrende herre med lille topmave. De sidder afventende, som et midaldrende ægtepar, der venter på at blive underholdt eller er ved opgive tanken om, at der sker noget som helst. Den eneste kontakt mellem dem sker via en bugtalerdukke, manden skjuler under bordet.
Just købte den antikvariske bugtalerdukke over E-bay. Det viste sig at være en sminket drengedukke med bakkenbarter, som stak ud under parykken. Det passer perfekt, al den stund dukkens stemme er indsunget af hermafroditten Baby Dee.
Kunstneren arbejder ofte med flerdimensionalitet eller tvetydighed i køn.
Det ser man i Some Draughty Window, der er én lang vejrtrækning på otte minutter, hvor vi møder en smuk, tilsyneladende afklaret kvinde, der er evigt levende eller netop ved at dø.
Også 10 minutter lange A Vicious Undertow er mere et mættet digt end en udpenslet roman: To kvinder sidder i en kinesisk salon, som var de fine ting, der venter på at kunne bevæge sig.
Bevægelsen kommer som pardans mellem de to kvinder eller den ældste af kvinderne og en ung mand. Når der er kontakt, er det som om, der er indgået en kontrakt. Kontrakten mellem dem er formel og følsom.
Den ældre kvinde virker mest alene, men også stærkest. Det er hende, vi til sidst følger op ad en snedækket, udendørs vindeltrappe i et tårn højt over en aftenby. Man må formode, at de to unge mennesker nu er alene i et rum af stilfuldt dekadente kineserier.
Sådan er det med disse film af Jesper Just. Man må formode noget mere end det, man ser. Man må acceptere præmisserne for ritualerne, der praktiseres så indlevende og omhyggeligt af menneskene, der virker påfaldende værdige.
Justs film er visuelt stærke og irriterende påtrængende på samme vis som kunstneren Matthew Barneys værker. Irriterende, fordi kunstneren opbygger et egenhændigt univers.
Resultatet ligner et koncentrat fra en David Lynch- film eller ordløse scener fra en Fassbinder-film. Det er ikke til at afklare, hvad der er på færde, men disse film rammer lige i mellemgulvet. Glem alt om reality tv og film, hvis plot kan forklares i fem linjer bag på en dvd-kassette.
Når film er kunst, er det som malerier, hvor du skal turde skabe din egen fortælling og involvere dig i at begribe meningen og udvikle den.
Jesper Just arbejder med film som billedkunstner. En af hans første film er fra tiden som studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
For fem år siden filmede han en scene af en ung mand, der danser hen over et gammelt bord midt i Akademiets historiske kuppelsal. Just & Co. havde låst døren og filmede uden at have fået lov, så der kom en masse ballade bagefter.
Heldigvis syntes daværende rektor Else Marie Bukdahl, at det var en fantastisk film, så de slap med skindet på næsen.
Siden er det gået godt for Just, der har raffineret sit billedsprog som filmkunst. Selv om han aldrig viser stills eller andre former for stillestående billeder, er der ingen tvivl om, at han betragter sig selv som billedkunstner.
“Jeg ser det helt sikkert som billedkunst. Når man arbejder i kunstverdenen, har man fuldstændig kontrol. Der er selvfølgelig filminstruktører, der arbejder i en auteur-tradition, men producenten kan stadig stå bagved og skrue op for lysstyrken. Der er en anden form for business i filmbranchen. Kunstverdenen er selvfølgelig også forretning, videokunstproduktioner kan være meget bekostelige, og det hele skal hænge sammen, men du finder næppe billedkunstnere, der er blevet rige af at lave film. Til gengæld har man integritet. Der er ikke nogen, der står og siger ‘mere band i omkvædet’, som hvis man lavede en musikvideo,” siger Jesper Just.
Produktionen er anderledes. Det er præsentationen også: “Når man går i biografen, læner man sig tilbage og kan forsvinde i en tranceagtig tilstand, hvor man glemmer sig selv, tid og sted. Så vågner man op to timer senere og har haft en fantastisk oplevelse. Kunsten kan noget andet, man skal være mere opmærksom, og i kunstsammenhænge skal man prøve at læse alting.”
Just er inspireret af filmmestre og finder referencepunkter hos banebrydende instruktører som Bergman, Antonioni, Resnais og på det seneste især Tarkovsky. Som billedkunstner har Just mødt kritik, fordi han bruger et filmsprog, der teknisk og følelsesmæssigt lægger sig op ad mainstream-kultur. “Jeg vælger at bruge et lækkert sprog, som folk kender og giver dem noget, de ikke forventer på indholdssiden. Formen kan minde om den melodramatiske stil, der blev udviklet til kommercielle film for hjemmegående husmødre i 1950’erne. Man kan bruge det sprog til at fortælle en anden slags historier. Så må man håbe, at folk fanger indholdet bag formen, der er velgjort og følelsesladet.”
Generelt bliver Justs værker vel modtaget og anerkendt for deres konsistens i kvalitet, selv om hans oevre op til nu kun tæller cirka 20 værker. Som kunstner holder han fokus på filmene som værker i sig selv.
“Jeg har prøvet at arbejde med foto, men synes ikke det holder at lave accessories fra filmene. I dag er jeg glad for, at der ikke eksisterer 500 stills fra filmproduktionerne. Det er ikke dét, der er værket. Det kan lade sig gøre, nogle kunstnere gør det, jeg kan ikke. Hvis jeg skal arbejde med foto, bliver det som medium i sig selv. Med trilogien fra i år tog jeg en masse polaroidfoto. Både for at have nogle referencer, men også fordi vi har arbejdet meget med at skabe et blødt og intenst polaroid-look.”
Mere på victoria-miro.com og www.jesperjust.com