Ingen kan med sikkerhed vide om Danmark blev et bedre sted at leve, fordi kristendommen blev indført, eller om forholdene var blevet bedre, såfremt kongemagten, da Harald rådede i riget, havde holdt sig til de gamle nordiske guder.

Nu kom som bekendt kristendommen til Danmark i perioden ca. 900-1300. Lidt efter lidt må man gå ud fra. På en guldsmeds støbesten ses, at denne håndværker kunne betjene begge slags kunder, idet stenen både kan støbe smykker som kors og thorshammer.

Kristendommen blev næppe den store succes alene ved tilvænning og folkets overbevisning og troskraft. Den nye religion, som omkring år 1000 allerede var en gammel sag, men havde savnet fodfæste i det fjerne Norden, tilbød flere indlysende fordele for de hastigt fremvoksende europæiske centrale magthierarkier.

I modsætning til den gamle gudetro fordrede forvaltningen af den noget mere komplekse mellemøstlige gudsforestilling udsprunget af jødedommen, at dens præster og funktionærer kunne læse og skrive. Med kongemagtens udvikling voksede behovet for administrativt sagkyndige forvaltere, som man med den nye kirkeorganisation kunne udvælge til regeringskamrene fra de gejstliges kreds.

Det kirkelige blev en del af centralmagten og for den sags skyld også den decentrale, idet klostervæsen og senere et landsdækkende net af præster kontrollerede befolkningen. Som myndighedspersoner lod man fra højalteret vigtige meddelelser, forkyndelser og ordrer tilflyde den befolkning disse kirkefolk jo levede midt i blandt.

I liv og død

At præsterne også holdt et vågent øje med eventuelle outsidere siger sig selv. Dertil kom kirkefolkets uomtvistelige indsats med gode råd om landbrugsproduktion og andre praktiske ting samt den meget væsentlige sygeforsorg som i Æbelholt kloster.

Abbed Vilhelms tand gjorde underværker; blot med et dyp i et vandfad kunne en hvilken som helst klosterbroder kurere alverdens lidelser. Når blot man troede, hvad alle sådan set gjorde.

Troen bliver ikke alene et tilbud, hvori forestillingen indgår aktivt om det evige liv - ikke i Valhal for krigskarlene, men for alle udvalgte på dommens dag. Den dom var selvsagt i præsternes udlægning afhængig af menighedens vandel i gård og på mark, i hverdag og fest. Således i tugt at tjene Herren var billet til saligheden.

Senere konkretiseres dette yderligere af reformatoren Luther, der henviser øvrigheden til at holde almuen i kald og stand. Den katolske parallelmagt bliver hos protestanterne i realiteten ét med den verdslige myndighed. Uanset om Luther ihærdigt formulerer det modsatte om de to magter, er og bliver han fyrstemagtens tro allierede, parat til at slå jøder og vrangvillige ned som gale hunde.

Undertrykkelsen af folk kan således i kristen indpakning med senere statsgaranti af den rette tro fortsætte i århundreder.