De EU-kritiske partier og bevægelser kræver en forklaring på, om Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har været udsat for politisk pres i forbindelse med instituttets arbejde med rapporten om de danske EU-forbehold. Rapporten konkluderer, at de danske forbehold er skadelige, men den var næppe offentliggjort mandag, før det kom frem, at lederen bag forskerteamet i en intern e-mail har klaget over politisk indblanding. Selv om lederen, den britiske seniorforsker Ian Manners, efterfølgende har kaldt det en misforståelse, så undrer Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt og MEP Søren Søndergaard sig over hans udtalelser.