“Du klapper ikke så meget,” siger kvinden, der læner sig frem skråt bagved mig med en svagt syrlig departementschef i stemmen. Jeg føler mig skyldig. Hun har fortalt mig, at det er første gang, hun er i Jazzhouse, og jeg har fortalt hende, at jeg har været her mange gange, fordi jeg skriver om musik. Nu er jeg spottet, anmelderen, en af de sure, der ikke er her for at nyde, men for at nedgøre med kølig kynisme.
Befippet siger jeg, mens jeg smiler: “Det behøver man ikke.”
Jeg fortryder det, mens jeg siger det, fordi det lyder som en undskyldning. Hun skulle bare vide. Skal man klappe af høflighed, selvom man keder sig? Skal man absolut udbasunere sin entusiasme? Jeg husker Plænen i Tivoli i 2001, hvor jeg holdt oplevelsen af Wayne Shorters jordskredskoncert tæt ind til kroppen som en pokerspiller, indtil jeg kom hjem. Hvorfor er jeg her? Hvorfor bruge i dagevis på Copenhagen Jazz Festival for at gennemvandre indre bys gader og stræder, sidde i timevis i koncertsale, kældre og på cafeer, stå øm i benene på pladser og fortove i sammentrængte menneskemasser og lytte?
Svaret er enkelt og romantisk i al sin utilstrækkelighed, beslægtet med kærlighedens væsen: Fordi jeg jager musikkens mysterier (så flot vil jeg sige det). Fordi melodiernes runde former og improvisationernes boltrende leg kan blæse kasketten af og efterlade mig besat og forundret. Fordi musikken er en kreativ kraft, der inspirerer tilværelsen i øvrigt. Så hvad ved hun, departementschefen, om at klappe?
På scenen står den franske eksil-dansker Line Kruse. Og det orker jeg ikke at klappe til. En retlinet og stram latin- og tangojazz, der gør jazzen til et unødigt stift program. Det hjælper midt i første sæt, hvor den danske italiener Paolo Russo kommer på scenen med nærvær i sin bandoneón. Kruse har spillet på verdens scener med Gotan Project, strøget på violinstrengene er smukt. Men hun har ikke improvisatorens smidige overskud og fortælletalent.
Jeg kommer til at tænke på Svend Asmussen. Han holdt ofte sig selv i stram snor, men han havde timing og smidighed. Det har han vist ikke mere, men han er også 92. Så gammel er violinisten Didier Lockwood så langt fra. Men en showmaster, der sammen med årets Ben Webster-prismodtager Niels Lan Doky på scenen i Glassalen gang på gang falder ind i klicheen om jazz som sport og underholdning på den leflende måde.
Skemaet er: den skal op at ringe hver gang - med maestroens gestik og frygten for pausen og publikums applaus som hjertets balsam. Derfor de mange toner, der sprøjter ud af violinhullerne og for den sags skyld også op fra flyglet. Kan I dog ikke slappe af? Afvent, lyt, hør melodien, spil lidt af den, antyd en frase, lad den hænge dér, så det kan gibbe i os af forventning om, hvad der kommer eller måske aldrig kommer. Lær dog af Monk, Webster eller Asmussen, når han er bedst. Kan det være så svært? Ja.
Dagen før er jeg steget ned i Diamanten. Først herlig Bugpowder fra guitaristen Jonas Struck med nykomponeret, senmoderne frirock og frijazz til Asta Nielsens religiøse sædedrama, stumfilmen Mod Lyset fra 1919. Dernæst Lennart Ginmans mørkt rugende storbymusik med Jimmy Jørgensen som forsanger. Falling Leaves bliver til faldne engle:
“Let go my Satan. Take off your wing. You never looked this nude before. Fall. Climb down your throne. Leave silver and gold, this fall.”
En dystopisk vampyrmusik, fuld af tab og drifter i byens sugende skræv med blødrøde læber og forfængelighed foran spejle. På storskærmen bagved flimrer videokunst med en uendelighed af bristende bobler, glimtende lysprikker og silende farveregn. Ginmans bas gynger i bunden med computerbeats. Margrethe Bjørklunds lap steel svajer og synger mod månen. Det er som at blive bidt af tænder, lammet og suget for en stund.
Jimmy Jørgensen er flot i jakkesæt og blanke støvler. Det sorte slips på den hvide skjorte: en elegant spændetrøje, der forsager løbsk spontaneitet i dette dunkle, kontrollerede natteritual.
Jeg skråer over fodgængerfeltet til Hovedbanegården for at hente min søn på perronen. Det skal gå lidt kvikt, så det bliver med taxa til Nyhavn. Herfra krydser vi vandet med færgebussen og ankommer ad søvejen til Operaen med den imponerende kølerhjelm.
Wayne Shorter er lille og trind dernede på scenen med sin eksplosive trio: pianisten Danilo Perez, bassisten John Patitucci og trommeslageren Brian Blade. Den klassiske kammerblæsergruppe Imani Winds er delikat, men spiller kun birolle i den grænsesprængende og kontrapunktiske musik, der udvikler sig på slap line mellem de fire jazzmusikere. Der er en passage på 20 minutter, som river gardinerne fra sindets vinduer, så en skarp, brændende sol afslører ny jord og nye planter på uendelige agre, dén nova terra, som Shorter fra tid til anden taler om i underfundige, buddhistiske vendinger. Og ganske som han taler, spiller han på aforistisk sopransax, selvom det i slutfasen kammer over og bliver et enerverende gentagelsesmønster: weeep, weeep! Og dog uforglemmeligt i sin konsekvens, sin åbenhed for at lade musikken brænde lige nu med plads til det hele: stilhed, afventen, hyl, gnistrende slag, huggende akkorder, spastiske åndsudbrud.
Da jeg drejer ud gennem svingdørene, halvt lutret og halvt desorienteret, er der blæst og silende regn over København. Det føles langt fra molen ved Nyhavn og op til Metroen. Vi ryster paraplyen og trøster os med varm kakao og kaffe i cafeen på Kongens Nytorv. Jeg nynner en indre jazzballade i toget på vej hjem. Sønnike er faldet i søvn ved min skulder. Der er stadig tomme rum i brystet, der venter på musik.
Line Kruse Quintet, Copenhagen Jazzhouse, fredag
Towards the Light: Asta Nielsen & Bugpowder, Diamanten, lørdag
Ginman/Jimmy Jørgensen, Diamanten, lørdag
Ben Webster Prize Concert, Glassalen, søndag
Wayne Shorter & Imani Winds, Operaen, søndag