Danmark står over for et nyt fænomen, der truer med at erodere velfærdsstaten, og som samtidig er i gang med nulstille titusinder års evolutionær socialpsykologisk udvikling. Fænomenet er endnu relativt ubeskrevet, men samtidig meget tæt på at nå en kritisk masse, som vil føre til, at samfundet oplever en total ned-smeltning af de sociale strukturer og organiseringsformer.
Fænomenet - og dermed truslen - er den hidtil største grad af ophobet sammenbrændthed blandt danskerne. Den findes i næsten alle sociale lag, og den giver sig dagligt udtryk i vredesudbrud og tumultariske scener overalt i landet. Faktum er nemlig, at et betydeligt antal borgere har overskredet den maksimale grænseværdi for indestængt utilfredshed og selvutilstrækkelighed, et menneske kan rumme, før dets sociale natur degenerer.
Det står endnu uklart, om sammenbrændtheden smitter, eller om der er tale om en tilstand, der udelukkende er forårsaget af længere tids utilfredshed. Under alle omstændigheder kan tæt kontakt med de sammenbrændte ikke anbefales, og i det følgende vil typiske symptomer og risikoområder blive beskrevet.
Agression hos mænd
For mændenes vedkommende er det let at se, hvem der er ramt. Det giver sig udtryk i en overmåde aggressiv adfærd i trafikken som det mest iøjnefaldende. I søndags var jeg således vidne til, at en mand i midten af trediverne sønderbankede sin lysegrønne Opel Corsa i vrede over to fodgængere, der krydsede vejen for rødt. Tilstanden kan også ramme i begrænsede tidsrum og kan ofte spores hos mænd sent på eftermiddagen med sindssyg fart mod diverse dagsinstitutioner. At forsinke en sådan far ved ikke at holde sig tilstrækkeligt i den højre side af cykelstien medfører ofte en albue i nyrerne under den efterfølgende overhaling.
Sammenbrændtheden hos kvindernes kan ikke altid umiddelbart afsløres, men giver sig i første omgang udtryk i en eksplosiv mangel på humor, som på sigt vil kunne tære fundamentet i selv de mest velforankrede forhold. Derudover er der steder, hvor de ramte kvinder ikke kan skjule deres tilstand. Kommer man således til at springe over i køen til gyngerne på legepladsen, vil det uundgåeligt føre til verbale overfusninger og i visse tilfælde ligefrem korporligheder.
Fælles for begge køn gælder det dog, at tilstanden viser sig tydeligst i situationer, hvor tålmodighed og samarbejde med andre medmennesker er nødvendigt. Ved afstigning af især charterfly kan det således observeres, hvordan folk, når spænd sikkerhedsbæltet-skiltet slukkes, styrter op fra deres sæder for at komme først op at vente på gangen vel vidende, at deres kufferter ikke kommer hurtigere på bagagebåndet af den grund. Men sammenbrændtheden har overtaget fornuften, og instinkterne hersker. Og vé den, der kommer til at stå i vejen for dem! Det samme gør sig gældende i køer til dagligvarebutikker, hvor de sammenbrændte afslører sig selv ved højlydt sukken og stønnen, hvis kassedamen ikke udfører sit job med overmenneskelig hastighed. Desuden har fænomenet på det seneste resulteret i et stigende antal uværdige scener, når folk forsøger at komme først ind i bussen eller få tilraget sig et eksemplar af Alto vasen under et begrænset tilbud i Illum.
En succeskultur
Hvordan er det kommet så vidt? Modsat af hvad mange såkaldte liberale kommentatorer forsøger at bilde os ind, er Danmark på mange måder blevet en succeskultur, der sætter personlige bedrifter og udvikling højere end noget andet. Man kan således efterhånden ikke åbne avisen eller tænde for tv'et, uden at der er portrætartikler af folk, der har tjent millioner, inden de er fyldt tredive, produceret plader i London eller har løbet maraton gennem Sahara. Samtidig har 60 års konstant vækst i velstand og muligheder for den brede befolkning ført til et øget fokus på familien, et skifte i kønsrollerne, muligheden for at have fritid og i det hele taget en optagethed af 'det balancerede liv'. Derfor oversvømmes de samme blade, aviser og tv-udsendelser af historier om unge fotografer og kontorchefer, der har valgt at arbejde mindre for at få tid til deres interesse for orkideer eller deres børn, der i øvrigt går i hørkjoler og spiser hjemmebagte grovboller.
Svære krav
Den voldsomme - og faretruende - akkumulering af sammenbrændthed er opstået i forsøget på at honorere disse to eksplicitte og svært forenelige krav til et voksent liv. Dette er blevet styrket af, at kvinderne har fået karriere på (næsten) lige fod med mændene, og at mændene deltager aktivt i familielivet. Selvom disse ændringer har affødt meget godt, har de nemlig også medført, at mændene har konstant dårlig samvittighed, fordi de ikke arbejder nok, og kvinderne er ved at kvæles i bevidstheden om, at de ikke slår til som mødre.
Ingen ved, hvad der kan kurere tilstanden, og den virker ikke til at have toppet nogen steder endnu (selvom koncentrationerne på Østerbro er alarmerende høje). Hvad alle for tiden frygter, er at der i byområderne skal opstå social osmose mellem de forskellige kvarterer, og at fænomenet vil sprede sig yderligere til provinsen.
Perspektiverne er skræmmende, og mens vi alle kan betragte opløsningen af samfundets sociale lim, er løsningerne svære at få øje på, og politikerne er ikke meget bevendte. Dansk Folkeparti har gjort et hæderligt forsøg på at kanalisere sammenbrændtheden ud i en fælles modvilje mod alt, der falder uden for kolonihavehækkens hjemlige tryghed, men problemet er, at selv inden for hækken florerer fænomenet, hvilket utallige kolonihaveforeningsdiktatorer er mere end rigeligt bevis på. Venstres strategi med kampen mod alt, hvad der er løssluppent, kreativt og åndfuldt har holdt partiet ved magten i snart ti år, og Fogh har således levet af den negative energi blandt sine vælgere. I stedet for at dæmme op for fænomenet har taktikken snarere medført dets politiske institutionalisering. Helle Thorning er heller ikke kommet med bæredygtige alternativer, og man kunne endda få den mistanke, at hendes personlige kommunikationsstil faktisk er tilrettelagt med henblik på at tilfredsstille sammenbrændte vælgere til venstre for midten. På denne måde har dansk politik faktisk været en medvirkende årsag til det sociale mørke, der nu sænker sig over Danmark, og der må andre løsninger til.
Det er ikke denne forfatters gesjæft at opildne til revolution, men noget skal der gøres. Og det må komme nedefra. Hermed en opfordring til alle danskere om at drikke et ekstra glas vin i sommervarmen, tage den lidt med ro og i øvrigt stemme på Jørgen Leth som præsident for kongeriget!
Eske Vinther-Jensen, Redaktør (ansv.), RÆSON