Israel har før bevist, at landet ikke tøver, når dets sikkerhedsinteresser er på spil. Det siger Israels forsvarsminister, Ehud Barak. Hans melding kommer, mens Iran tester missiler, som ifølge iransk militær kan ramme ethvert sted i Israel.
Spændingerne mellem Israel og Iran er vokset efter spekulationer om, at Israel med et luftangreb vil forsøge at stoppe det iranske atomprogram. Barak tilføjede dog, at alle diplomatiske muligheder, skal afprøves først.
"Vi må arbejde for en aftale. Men hvis det ikke går, så må vi slå til mod vores fjende, når det kræves," siger Barak ifølge tv-stationen BBC.
USA bakker Israel op
Og Israel står ikke alene over for Iran, der har afvist internationale opfordringer om at standse sit atomprogram, som flere vestlige lande mener har til formål at fremstille atomvåben. Torsdag gjorde USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, det klart, at amerikanerne vil bakke op om Israel.
"Vi vil forsvare amerikanske interesser og vores allieredes interesser. Vi tager den forpligtelse meget alvorligt," lyder beskeden fra Rice ifølge nyhedsbureauet AP.
Rice understregede også, at USA er i færd med at styrke sin militære tilstedeværelse i området omkring Den Persiske Golf, og at Iran ikke skal være i tvivl om den amerikanske militære formåen. Samtidig har Israel fremvist et avanceret spionfly, som ifølge israelsk militær er i stand til at holde øje med alt, iranerne foretager sig.
Iran overdriver
Torsdag sagde en række eksperter til nyhedsbuerauet AFP, at de ni missiler, som Iran prøveaffyrede onsdag, ikke kan flyve så langt, som iranerne påstår. Desuden har iranerne fusket med de billeder, de har frigivet af missilaffyringerne
"Det virker, som om iranerne har manipuleret med billederne for at skjule, at et af missilerne ikke fungerede," siger Mark Fitzpatrick fra det britiske International Institute for Strategic Studies.
De iranske påstande om, at landets missil af typen Shahab-3 har en rækkevidde på 2000 kilometer og kan medbringe et sprænghoved, som vejer et ton, giver eksperterne heller ikke meget for.
"Det er meget usandsynligt. Shahab-3 har en rækkevidde på 1300 kilometer. Det kan muligvis flyve længere, men ikke med et sprænghoved, som vejer et ton. Det er typisk Iran at overdrive sin militære formåen, siger Fitzpatrick til AFP.
ritzau