Advokat Knud Foldschack var for så vidt ikke overrasket over christianitternes svar, som de for to uger siden afleverede til Slots- og Ejendomsstyrelsen. Et enigt fællesmøde på Christiania sagde hverken klart ja eller klart nej til myndighedernes udspil om fristadens fremtid, og det var dette uldne lad-os-lige-mødes-og-snakke-i-firs-dage-mere-svar, som SES-direktøren Carsten Jarlov umiddelbart blev så fortørnet over, at han samme dag udtalte, at nu var man tilbage ved start. Nu ville Christianias fremtid blive afgjort i retten.

"Jeg tror ikke, at man kunne have fået et mere positivt og handlekraftigt svar fra christianitterne," siger Foldschack. Han roser svaret for trods alt både at være "udtryk for enighed" og "operationelt".

"Og hvis det var blevet grebet af myndighederne, så kunne man have nået frem til en løsning," vurderer han.

Jarlovs bombastiske afvisning virkede til gengæld ikke som en gennemtænkt analyse fra myndighedernes chefforhandler, mener Fold-schack, fordi Jarlov grundløst forkastede fire års intensivt forarbejde, hvor parterne havde opnået enighed om langt det meste.

Ifølge Christiania-advokaten er det slet og ret "ufatteligt", at hverken christianitterne eller Slots- og Ejendomsstyrelsen siden starten af juli har foretaget sig noget som helst for at sparke liv i processen igen. Han advarer både myndighederne og christianitterne mod en overdreven tiltro til, at en kommende retssag om beboernes brugsrettigheder - der er sat til at starte i oktober - vil kunne træde i stedet for eller erstatte forhandlinger og dialog. Tværtimod risikerer retssagen at tvinge parterne længere ud i hver sit hjørne og dermed gøre en løsning endnu fjernere. Uanset udfaldet kommer man også til at skulle forhandle igen efter retssagen. Derfor kan man lige så godt gå i gang nu og her.

CA-Fond - ja tak!

Foldschack foreslår, at myndighederne sammen med christianitterne går sammen om de ting, som parterne allerede er enige om. Ting, som ligger inden for Christianialovens rammer, og som kan lade sig gøre. Konkret peger han på Christiania-fonden, som begge parter er enige om skal have brugsretten til fristadens kulturelle og sociale virksomheder samt stå for lejen af de jordarealer, hvor selvbyggerhusene ligger.

"Lad os mødes allerede i dag og få gang i den fond og de her aktiviteter, så den kan vise sin duelighed. Staten kan hermed vise tillid til christianitterne, og de kan på deres side demonstrere aftaletroværdighed i forhold til staten. I stedet for at parterne i sur fornærmethed holder kæft hen over sommeren og derefter snakker sig længere væk fra hinanden til oktober, når vi mødes i retten, så er der brug for kreativitet, pragmatik, nytænkning. Både hos staten og hos christianitterne," siger han.

Vedtægter, procedurer, stiftelsesdokumenter, kontrakter, økonomiske beregninger - kort sagt alt papirarbejdet til en sådan fond - er for længst klart. Det er lige til at tage frem af skuffen. Så det er først og fremmest et spørgsmål om at ville - eller ikke at ville.

Foldschack vil gerne - endda meget gerne, som han siger - føre retssagen om christianitternes brugsret til området, som de efter snart 37 år (og 11 forskellige forsvarsministre) har vundet en vis hævd til. Men selv om christianitterne i heldigste fald og om fire-fem år vinder, så er det kun i forhold til brugsretten til området og opsigelsesfristernes længde, at deres position vil være forbedret.

"Christianitterne vinder jo ikke en ret til at være et eksperimenterende område, som man var i henhold til den tidligere lovgivning før 2003. Uanset retssagens udfald skal Christiania overholde landets lovgivning, herunder den ny Christianialov. De skal fortsat betale skat og moms, de skal fortsat overholde byggeregulativer, og de skal også overholde regler vedrørende overførselsindkomster osv. Omvendt, hvis staten vinder, så skal staten fortsat administrere området efter de retningslinjer, der er udstukket i Christianialoven. Så staten bliver heller ikke stillet meget bedre end i dag, hvis den vinder. Og derfor forstår jeg slet ikke Jarlovs udtalelse, for Christianias fremtid bliver ikke afgjort i retssalen, og det må han vide. Retssagen vil præcisere nogle rammer for, hvordan Christianialoven skal udmøntes, men undervejs kan grøfterne blive meget dybere, end de er nu efter fire års forhandling."

Nej, nej, nej, det må I ikke

Det er ikke underligt, at der blandt mange christianitter har udviklet sig en tyrkertro på, at retssagen kan og vil løse alle problemer:

"Hvis man er usikker på fremtiden vedrørende noget så basalt som ens livsgrundlag, vil der altid være tilbøjelighed til at gribe ud efter et alternativ, som i det her tilfælde er en retssag," siger Foldschack, der i den forbindelse også kritiserer Information for at have "stillet for meget i udsigt" i forbindelse med retssagen. Efter Østre Landsrets afgørelse i maj om udsættelse af tre beboere er han knap så sikker på, at christianitterne vil vinde. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at christianitterne ikke fik lov at prøve udsættelsen ved Højesteret, selv om de tidligere havde fået medhold i byretten. Siden forhandlingerne startede i 2003, er christianitterne gang på gang blevet mødt med afvisning fra myndighederne: Nej, nej, nej, det kan ikke lade sig gøre. Alligevel er processen fortsat, og undervejs er der sket en kolossal opblødning af fastfrosne positioner. Hvor de mest radikale borgerlige Christiania-ordførere tidligt forstillede sig en regulær 'normalisering' af fristaden og en forholdsvis tæt nybebyggelse på området, er det skridt for skridt blevet til det noget mindre krasbørstige 'lovliggørelse'. Lige som den oprindelige forventning om massivt nybyggeri er blevet ændret til det noget blødere, at der 'kan' bygges. Sådan har udviklingen også været på andre felter, og det har været til glæde både for myndighederne og for Christiania.

Set i tilbageblik har der dog grundlæggende været en indbygget skævhed i den måde, staten har grebet forhandlingerne an på. Ifølge Foldschack er det forståeligt, hvis christianitter har opfattet det langvarige forløb som indeholdende "elementer af gidseltagning", forstået således, at hvis christianitterne f.eks. ville redde de ca. 200 beboere, der bor i husene på voldanlægget (som staten har gjort til en af fire afgørende 'knaster'), så måtte og skulle de også sige ja til 'hele pakken'.

Fra starten har staten sat bestemte dagsordener, som skulle føres ud i livet, bl.a. at Christiania ikke måtte være én enhed, eller at husene for ca. en tredjedel af beboerne (voldhusene) skulle tvangsryddes, fordi voldanlægget skulle friseres som på Kastellet.

"Nogle af de dagordener har fungeret som røde klude i christianitternes øjne. Måske har de fra starten gjort det umuligt at nå en løsning, hvis ingen af parterne er indstillet på at fire lidt."

Han kan forstå, hvis christianitterne er "dødbange" for at hænge fast i bureaukrati. Når f.eks. fristadens gartnergruppe ikke bare kan udføre almindelig genopretning af buske og træer på voldanlægget, fordi arbejdet først skal i udbud, eller når tilskud til stadens børneinstitutioner partout skal tildeles til det enkelte barn i den enkelte institution i stedet for som et samlet bloktilskud, så bimler alarmklokkerne for mange beboere. Det var for at leve 'alternativt' og undgå meget af den slags, at de i sin tid flyttede på staden.

"Staten kunne også have igangsat en tillidsskabende proces. De kunne være startet med boligerne og givet folk tryghed i stedet for at true med at smide dem ud. Det ville åbne op for et videre forløb, som kunne pege frem mod en løsning. Og den mulighed ligger stadig åben, lige til at gå til, hvis bare man vil."

Mere kreativitet, tak

På den anden side efterlyser Foldschack også et større politisk mod hos christianitterne. Når han sammenligner Christiania med Ungdomshuset, som han også er advokat for, ser han en tydelig forskel: De unge er først og fremmest interesseret i at få et hus, og alt paragraf-rytteriet om bestyrelse, ansvar, regler for gadefejning osv. kommer i anden række. Det overlader de gladeligt til Jagtvejfonden at nå til en forståelse med kommunen om. Og vigtigst af alt: Nu har de unge - trods mange, mange afvisninger undervejs i forløbet - fået et hus foruden en bestyrelse, som kan administrere paragrafferne og være et bindeled mellem de unge og kommunen.

Anderledes på Christiania: Der har man ikke ønsket at deltage med et betinget ja. Christianias kendte tradition for civil ulydighed på et farverigt grundlag virker ikke længere så livskraftig. Og hvor det tidligere var et samlet Christiania, der netop i kraft af sin enighed kunne tackle selv store udfordringer udefra, så har kløften mellem forskellige fløje og opfattelser i stedet vokset sig dybere og dybere.

"Set i det lys er christianitterne for lidt modige, for lidt stolende på sig selv," siger Foldschack og tilføjer:

"I nogle sammenhænge kan det se ud som om, at Christiania er sin egen værste fjende. Og det har i hvert fald overrasket mig, at de ikke som et socialt fællesskab er mere modige, mere udfarende og navnlig bedre til politisk at gennemskue mulighederne i den løsning, som var lige på trapperne."

Vold mod volden

"Som jurist ved jeg, at de bedste løsninger ikke er dem, man når frem til i retten, men derimod dem, man indgår et forlig om. Det gælder især sager, hvor der bagefter skal være et fortsat samarbejde mellem parterne. Og derfor er det brandærgerligt, at staten ikke har været mere imødekommende."

Foldschack peger på, at reglerne for almindelig hushandel i de senere år er blevet forstærket med en række fortrydelses-muligheder for køber: Hvis og hvis og hvis... så kan handlen gå tilbage. Noget lignende kunne være indbygges i den proces, der under alle omstændigheder på et tidspunkt må i gang for Christiania.

Voldområdet er et konkret eksempel, hvor det tilsyneladende er svært, for ikke at sige umuligt, for myndighederne at sætte i bakgear.

"At voldene omkring Christiania skal ende som fintklippede græsplæner som på Kastellet, det er en klar fejltagelse. Der må og skal være muligheder for, at den slags fejltagelser bliver rettet i stedet for, at de fungerer som gift i forhold til at nå en løsning."

Siden den første juli har Foldschack håbet på, at "noget falder ned fra himlen, som kan sætte gang i processen igen." For alternativet ser i værste fald ikke lyst ud: Christiania risikerer at ende som en slags Københavner-Harlem, et nedslidt ghetto-agtigt område, som staten administrerer og styrer med hårde metoder. Så vil hver eneste lille sag om husleje, om til- eller fraflytning og ikke mindst udsættelser kunne udvikle sig til hårde konfrontationer, hvor ordensmagten tørner sammen med christianitterne og sympatisører i gevaldige bråvallaslag. Det vil ske, selv om hverken politikere, myndigheder, politi eller christianitter ønsker de voldsomme sammenstød eller opnår noget.

"Derfor er der kun ét at gøre, og det må hellere blive i dag end i morgen: Tilbage til bordet igen og lad os så komme videre. I stedet for at tage hul på nye forhandlinger kunne vi starte med at realisere visionære ting såsom Christianiafonden og dermed sikre de kulturelle og sociale værdier på Christiania. Og frem for alt: Lad være med at fløjte kampen af, for så kommer den ikke i gang igen!"