Sidste valgperiode blev kun på to år og ni måneder. Men denne gang kommer vi nok tæt på deadline i november 2011, før vælgerne skal sammensætte et nyt folketing.

Ikke fordi regeringen har nogen særlig grund til at frygte vælgerne. Trods et forår med en for statsminister Anders Fogh Rasmussen forudsigelig, men ganske kritisk arbejdskonflikt og et par sager, der i medierne fremstod som en alvorlig belastning for ledende ministre, gik regeringen ind i feriesæsonen med et i gennemsnit pænt flertal i meningsmålingerne.

Men to andre uforudsete begivenheder – og en mere forudsigelig – har tvunget Fogh til at revidere sine planer og skabt behov for at vente med et valg.

For det første har det irske nej til Lissabon-traktaten tvunget Fogh til at udsætte sine ambitiøse planer for afvikling af de danske EU-forbehold. Nu forudsiger ledende politikere, at en folkeafstemning om de første forbehold tidligst kan finde sted i efteråret 2009. Og da Fogh har lovet politiske venner både hjemme og ude også at sætte euroen til afstemning i denne valgperiode, får han nemt brug for så godt som hele perioden.

Den anden faktor er den stadigt alvorligere økonomiske krise. Det har vakt stor opsigt, at dansk økonomi i foråret har befundet sig i en såkaldt ’teknisk’ recession, og i det almindelige mediebillede tegner der sig nu udsigten til en virkelig alvorlig økonomisk afmatning.

Nogle iagttagere har ment, at en økonomisk afmatning ville være til fordel for oppositionen. Logikken er, at især en ny stigning i ledigheden vil øge vælgerkrav om en særlig samfundsøkonomisk indsats for beskæftigelsen, som historisk har været en socialdemokratisk mærkesag.

Men denne forventning er mere end tvivlsom. Vælgernes ’krisebevidsthed’ har i den nyere danske politiske historie haft helt andre konsekvenser. Dertil kommer, at VKO-flertallet gennem de seneste folketingsvalg har fået tilslutning fra markante flertal blandt arbejdere og modtagere af overførselsindkomster. Så der er i det hele grund til at antage, at de gamle forventninger til partiernes vælgere må revideres.

Krisebevidst befolkning
Den igangværende økonomiske krise bliver stadigt hyppigere sammenlignet med den seneste virkeligt alvorlige og langvarige samfundsøkonomiske krise i 70’erne. Den krise ramte Danmark lige efter jordskredsvalget i 1973, lige før lavkonjunkturen for alvor ramte dansk økonomi.

Gennem kriseårene var der konstant et klart borgerligt flertal i Folketinget, og kun Glistrups anarkisme gjorde det muligt for afmægtige socialdemokratiske mindretalsregeringer under Anker Jørgensen at demonstrere afmagt over for krisen. Schlüters erobring af regeringsmagten efterfulgt af hans store valgsejr i 1984 fik vælgerstøtte fra en markant krisebevidst befolkning.

En mindre, men alvorlig afmatning ramte dansk økonomi op til årtusindskiftet, og den internationale økonomiske nedtur blev voldsomt forstærket af terrorangrebet den 11. september 2001. Fogh erobrede således regeringsmagten i 2001 med et mandat for en krisebevidst befolkning.

De historiske erfaringer taler for, at vælgerne måske godt vil lade Socialdemokraterne udbygge velfærdsstaten, ’når der er råd’ i fremgangstider, men foretrækker, at borgerlige holder den økonomiske disciplin, når krisen kradser.

I øjeblikket er vurderingerne af den igangværende økonomiske afmatnings dybde og varighed dog meget usikker. Men en del økonomer fastholder, at krisen bliver af kortere varighed, højst et par år. Er det rigtigt, vil Fogh have al mulig grund til at afvente, at en ny økonomisk opgangstid tegner sig i kortene.

For selv om den økonomiske krise i sig selv næppe vil være en vælgermæssig trussel mod eller belastning for regeringen, så vil det alt andet lige være en stor fordel, hvis en regering, der har stået i spidsen under en markant opgangsperiode, igen kan stille en sådan optur i udsigt for vælgerne.

Flødeskumstid
I mandags offentliggjordes en ny Eurobarometer-undersøgelse, der viste danskerne som de mest optimistiske vælgere i Europa med hensyn til den økonomiske udvikling.

Som det hedder i Helle Thorning Schmidts og socialdemokraternes retorik, har Fogh i de senere år regeret i en flødeskumstid, og statsministeren har brug for, at krisebevidstheden for alvor sætter sig igennem i befolkningen, så den umiddelbare skuffelse over ’flødeskumstidens’ afslutning kommer på afstand.

For Thorning kan krisebevidstheden blive en særlig udfordring, fordi et af den siddende S-ledelses alvorligste handicap er den manglende regeringserfaring i inderkredsen. Skal der styres i uroligt farvand med alvorlig modvind, er det tvivlsomt, om vælgerne vil give uprøvede kræfter mandatet.

Den økonomiske krise vil formentlig desuden gøre forhandlingerne om en skattereform noget mere komplicerede end forudset: Grundformlen for en reform er fra alle sider blevet vurderet at skulle være en reduktion af indkomstskatten – på arbejde – til gengæld for øget beskatning af energiforbrug, ikke mindst med det formål at øge tilgangen til arbejdsmarkedet. Det perspektiv tager sig anderledes ud, hvis ledigheden vokser.

Men den tredje og måske helt afgørende grund til at vente til hen mod valgperiodens slutning kan være det forudsigelige formandsskifte i Venstre. Det forventes, at Fogh er kandidat til en af fire topposter i det europæiske samarbejde; den nye ’præsidentpost’ i EU, EU’s udenrigsminister, EU’s nye kommissionsformand og ikke mindst – generalsekretærposten i NATO.

Hele processen med besættelsen af disse poster er blevet udsat med det irske nej, og dermed udsættes også formandsskiftet i Venstre. Efter et formandsskifte skal en ny partileder og statsminister formentlig også have en ikke for kort regeringsperiode til at gøre vælgerne fortrolig med hans position inden valget.