IFØLGE EN gammel journalistisk læresætning er mands minde = otte dage. Så længe er vi i stand til at fastholde opmærksomheden, inden glemslen så småt tager over, og medierne hastigt sender os videre fra det ene brændpunkt til det næste. Tag Myanmar, også kaldet Burma, som eksempel.

I september sidste år var verdens øjne for en stund rettet mod Myanmar, da titusindvis af fredelige munke i mørkerøde gevandter gik forrest i en folkelig protest mod voldsomt stigende mad- og brændselspriser.

Protesten udviklede sig hurtigt til den største manifestation mod landets militærdiktatur siden en opstand i 1988, men også denne gang blev det folkelige oprør brutalt slået ned af et regime, der har holdt dette smukke og mishandlede østasiatiske land i et jerngreb siden 1962. Og som fortsat holder den demokratiske oppositionsleder Aung San Suu Kyi i husarrest, efter at hendes parti, National League for Democracy, i 1990 vandt 80 procent af stemmerne ved et af militærdiktaturet annuleret parlamentsvalg.

SELV OM VERDEN i september sidste år talte med store bogstaver og iværksatte nye sanktioner, har munkenes modige frihedskamp ikke rokket afgørende ved militærdiktaturets fortsatte undertrykkelse af Mayanmars henved 50 millioner mennesker, hvoraf en tredjedel anslås at leve under fattigdomsgrænsen. Heller ikke cyklonen i maj, som menes at have dræbt omkring 130.000 mennesker og gjort flere millioner hjemløse, har tilsyneladende svækket generalernes magt. Tværtimod gennemførte regimet midt i den humanitære katastrofe en farce af en folkeafstemning om en ny forfatning.

Ifølge de statskontrollerede mediers falske propaganda skulle der have været en valgdeltagelse på 99 procent og 92 procent af vælgerne skulle have stemt ja, mens de internationale nødhjælpsorganisationer kæmpede for at nå frem til den nødstedte befolkning. For at føje spot til skade har militærjuntaen så denne sommer fremturet med nye trusler mod Aung San Suu Kyi. Ikke nok med at hun har fået sin husarrest forlænget. Ifølge de statskontrollerede avisers ledere fortjener hun og hendes støtter også prygl (!) for at stå i ledtog med oprørsgrupper og udenlandske regeringer.

SOM DET fremgår, har vi at gøre med et klassisk rendyrket diktatur og en befolkning, der - trods den massive humanitære bistand efter naturkatastrofen - med god grund kan føle sig politisk svigtet af det internationale samfund, især nu hvor mediernes fokus på Myanmar så småt er i aftagende og tvangsarbejdet, fængslingerne og korruptionen derfor kan fortsætte i relativ ubemærkethed. Egentlig har den nu 63-årige Aung San Suu Kyi profilen og historien til at blive Myanmars Nelson Mandela, men som det i sin tid var tilfældet med Sydafrikas apartheidstyre, kræver det en stålsat og koordineret politisk indsats fra verdenssamfundets side, hvis Myanmars diktatorer skal bringes til fald.

Fordømmende ord og diverse sanktioner fra politisk hold i FN, EU og USA er altid en begyndelse, men skal opmærksomheden og presset på Myanmars militærjunta fastholdes, kræver det også et bredt folkeligt og aktivistisk engagement i landets skæbne. Og hvor er det?

DER VAR en gang en ungdomsgeneration, som startede en Vietnam-bevægelse. Hvornår har vi sidst set en ungdomsdemonstration i København, der handlede om andet end de unge selv? Hvad er den seneste og mest opsigtsvækkende aktionsform, der er blevet taget i anvendelse?

En skamfering af H.C. Andersens gravsten på Assistens Kirkegård med påskriften '69 dansk kultur'. Ærlig talt, hvor provinsielt og navlebeskuende kan det blive? Nu hvor der er fejet op på Nørrebro, nu hvor skatteyderne har betalt millionregningen for de meningsløse ødelæggelser på gader og veje, og de unge aktivister har fået installeret sig i deres nye ungdomshus på Dortheavej, var det måske snart på tide, de fandt sig en sag, som var dem værdige og ikke kun handlede om at trykke sig selv af i sorte uniformer under feltråbet 69?

HVAD MED LIDT aktivisme til fordel for denne verdens undertrykte befolkninger, hvortil Ungdomshusets beboere trods alt ikke hører.

Hvad med nogle opfindsomme demonstrationer til støtte for det burmesiske folks frihedskamp på den anden side af kloden? Et alternativ kunne være aktioner vendt mod Robert Mugabes diktatur i Zimbabwe, eller en manifestation af solidaritet med det undertrykte folk i Hviderusland, Europas sidste kommunistiske diktatur.

Slip fantasien løs og kom op på barrikaderne. Der er nok at tage fat på for friske unge mennesker, som er parate til at få fingeren ud, og som interesserer sig for andre end sig selv.