Mange unge psykisk syge ender på førtidspension og mange står på venteliste til psykiatrisk behandling. Politikere er naturligt bekymrede over de mange, som i en tidlig alder lukkes ude fra arbejdsmarkedet. Men inden konkrete forslag bliver realiseret, så tillad mig i det følgende at føje et par nuancer til billedet.

I behandlingen af psykisk sygdom har medicin en vigtig betydning og er utvivlsomt nyttig for mange. Den gives med udgangspunkt i en isoleret vurdering af, hvad den unge fejler - diagnosen - og hvad der forventes at virke på den specifikke lidelse. Læger og det psykiatriske behandlingssystem ser sjældent, at den unge gerne vil uddanne sig, vil arbejde, vil have en kæreste, være sammen med andre unge, stifte familie, osv. Det er måske en forklaring på, hvorfor nogle unge - som Informations 'Anne' - ikke ønsker at indtage medicinen. De oplever, at dens virkninger betyder, at de udelukkes fra det almindelige ungdomsliv.

Der er samtidig usikkerhed om dosering af medicinens virkninger på de unge, som ofte er svære at diagnosticere præcist. I en undersøgelse af 20 unge med en skizofrenidiagnose fra Center for Forskning i Socialt Arbejde i 2004 berettede nogle om, hvordan de overraskede over medicinens bivirkninger: En kvinde oplevede pludselig, at der løb mælk ud af brysterne, og andre, at de tog kraftigt på i vægt. Lægerne regulerede derefter medicinen, men havde derved skabt en usikkerhed om den øvrige effekt af behandlingen.

Endelig viste undersøgelsen at forestillingen om, at psykisk sygdom er kronisk har stor udbredelse, selv om det er bevist, at det ikke er tilfældet. De unge i vores undersøgelse berettede om, hvor vanskeligt det var at få hjælp til at få nedtrappet deres medicinforbrug, og at det ofte kun skete på eget initiativ. Det bør naturligvis ske med forsigtighed jf. historien om 'Anne' (Information den 8. juli), men er nogle gange nødvendigt og muligt, når de unge forsøger at komme i gang med en uddannelse, et arbejde eller et familieliv.

Stor tillid til medicin

Det vanskelige ved at modtage behandling fra det psykiatriske system er, at sociale forhold kun i begrænset omfang indgår i behandlingen.

Der er stor tiltro til den medicinske behandling som det altdominerende middel til at stabilisere patienten og måske helbrede. Det bliver nemt sort-hvidt - syg-rask.

Det sociale liv med psykiske lidelser er imidlertid mere komplekst. I nogle perioder går det godt, i nogle perioder kan medicinen støtte opretholdelse af det sociale liv og i andre perioder vil den unge ønske at minimere bivirkningerne og forsøge at vende tilbage til hele livet.

Der er således ikke nødvendigvis brug for medicin til evig tid, og medicinen indgår hele tiden i et komplekst spil med omgivelsernes sociale forhold.

Indsatsen over for børn og unge med en psykisk lidelse fik en vis prioritering, da Folketinget i 1996 satte fokus på området. Fra de første fælles redegørelser fra Social- og Sundhedsministeriet til 2006 blev antallet af børn og unge som modtog specialiseret psykiatrisk behandling (medicinsk) næsten firedoblet - hvis tallene i redegørelserne er korrekte. Det kan undre, at årsagerne til denne nærmest epidemiske udvikling ikke er nærmere undersøgt, og om f.eks. den stærkt stigende anvendelse af psykiatrisk medicin over for mindre børn betyder, at flere er i psykiatrisk behandling i længere tid.

En af årsagerne kan være, at regeringen har valgt at samle indsatsen i Sundhedsstyrelsen, som naturligt er optaget af den medicinske behandling. De løsningsforslag, som i de senere år har været sat i værk, ligger primært i den medicinske side.

Måske var det værd at se på de sociale forhold og de sociale tilbud. F.eks. savnes der oplysninger om de botilbud, der modtager psykisk syge unge. Stigningen i ventelisterne skyldes måske, at der ikke er tilstrækkeligt med tilbud til de unge efter endt sygehusbehandling, og at de derfor bliver svingdørspatienter.

De fattige unge

Når antallet af unge med psykisk sygdom på førtidspension stiger, kan det skyldes lave kontanthjælpsydelser. Regeringen besluttede for år tilbage at halvere ydelserne til unge, så de kom ud af det offentlige ydelsessystem. Det har imidlertid efterladt en gruppe med færre ressourcer og manglende familiær støtte. De blev fattige, og blandt disse er gruppen af psykisk syge unge. Når de passerer 18 år, skal de på kontanthjælpsydelser klare sig for mellem 4.000 og 5.000 kr. om måneden inkl. boligudgift. De bliver samtidig en del af aktiveringsuniverset og skal derfor opfylde forskellige krav for at kunne opnå ydelsen.

De unge i den nævnte undersøgelse boede i to amter, hvor det ene hurtigt gav dem førtidspension og det andet ikke. De, som fik førtidspensionen, var taknemmelige over, at de fik fred til at koncentrere sig om at blive raske eller finde et liv med en psykisk lidelse. De andre berettede om, hvordan de følte sig jagede og havde vanskeligt ved at få pengene til at slå til f.eks. til en permanent bolig.

Der er derfor grund til at overveje, om der kan skabes en ydelse, hvor de psykisk syge unge i en ofte længere periode kan få tid til at finde en balance mellem lidelse, venner, familie og arbejde/uddannelse. Det vil uden tvivl være nyttigt også at lempe adgangen til revalidering, så de i lighed med andre unge kan finde vej til at blive klare sig selv.

$SUBT_ON$Udvid tunnelsynet

Det er ikke defineret som det psykiatriske systems opgave at arbejde med unges sociale forhold. Det psykiatriske system har ikke til opgave at sikre den unge en bolig, en økonomisk ydelse eller etablere et samlet rehabiliteringsforløb, der sikrer den unge mulighed for både at blive helbredt og indgå i samfundet.

Der er behov for reelt at sikre, at den medicinske behandling indplaceres som et delelement i et grundlæggende socialt behandlingsforløb. De unge er ikke kun psykisk syge, men netop også unge. Der bør derfor åbnes for en helhedstænkning, hvor behandlingen bedst muligt understøtter den unges sociale udvikling.

Det vil derfor være relevant at sikre, at regeringens tværgående redegørelser ikke kun foretages i sundhedsvæsnet. Det vil også være relevant at skabe mere viden om samspillet mellem det sociale liv - herunder de lave økonomiske ydelser - og behandlingen, end dette indlæg er funderet på. Måske er det på tide, at der skabes muligheder for, at rehabilitering eller evnen til at komme sig, sættes i fokus for den samlede forståelse hos regering, Folketing, kommuner, institutioner og professionelle. Det burde være de unges hele liv det handlede om.

Frank Ebsen er forskningschef på Den Sociale højskole i København