"ODENSE NYHEDSSENSATION SUNSHINE 23 år nougatprinsesse, flot sexet pornobody, ægte FF-skåls meloner ..."
Sådan lyder én af de i alt 21 købesexannoncer, som starter med ordet ODENSE i Ekstra Bladet onsdag den 9. juli 2008. Og meget tyder på, at den 23-årige nougatprinsesse 'Sunshine' ikke behøver at frygte indblanding i sit erhverv fra lovens lange arm hos Fyns politi. I hvert fald fremgår det af en opgørelse til Folketingets Retsudvalg, som Rigspolitiet har udarbejdet om politikredsenes indsats mod prostitutionens bagmænd, at Fyns politi på landsplan ligger allerlavest i forhold til at bruge ressourcer mod købesexbagmændene.
Sølle seks promille - svarende til 0,42 årsværk ud af i alt 681 betjente - har Fyns politi brugt i 2007 på det særligt prioriterede indsatsområde.
I den anden ende af skalaen befinder Sydøstjyllands politi sig. Her har politiet brugt mere end seks gange så mange af deres ressourcer mod bagmændene, nemlig 2,58 årsværk ud af en politistyrke på 597 betjente, svarende til 0,4 procent.
Otte pct. udenlandske
Information har analyseret tallene (se faktaboks), og det fynske politis bundplacering kan ikke forklares ud fra, at der f.eks. skulle være særligt få prostituerede i politikredsen. Fyns politi skønner selv, at der i 2007 var 200 prostituerede i kredsen, og sammenholdes det med befolkningsantallet, er resultatet én prostitueret pr. 2.395 fynboer. Det tilsvarende tal fra Sydøstjylland er én prostitueret pr. 6.324 sydøstjyder.
"Vi skal have sagerne, før det kan trække det store tal," siger vicepolitikommissær Ulrik Lorentzen fra Fyns politi til Information som forklaring på politikredsens lave ressourceforbrug.
En anden bemærkelsesværdig ting ved Fyns politi er, at det skønnede antal af udenlandske prostituerede er lavt i forhold til antallet af danske prostituerede. Hvor fordelingen danske/udenlandske prostituerede på landsplan er fifty-fifty, så udgør de udenlandske prostituerede kun otte procent af det samlede antal prostituerede i kredsen. Ingen anden politikreds angiver en fordeling med så få udenlandske prostituerede.
Ser man endeligt på resultatet af Fyns politis anstrengelser, som det afspejler sig i domstolsafgørelser, så ligger det også i den lave ende. Politikredsen kan i 2007 kun prale af én afgørelse, nemlig en sag om rufferi. Kredsen har ingen afgørelser om mellemmandsvirksomhed eller menneskehandel.
På landsplan har politiet inklusive Rigspolitiet brugt 33 årsværk på den særligt prioriterede indsats. Ifølge rigspolitichef Torsten Hesselbjerg skal politiet i 2008 intensivere indsatsen mod prostitutionens bagmænd. Det gælder også for Fyns politi, der har "et projekt i støbeskeen, der vil generere rigtig mange timer", oplyser vicepolitikommissær Ulrik Lorentzen, og det vil "helt sikkert" kunne aflæses i statistikken over ressourceforbruget næste år, forsikrer han.