BERLIN - Aldrig mere alkohol, tænker man efter at have været igennem præparatdelen på Berlins Medicinhistoriske Museum. Her er et helt glasskab helliget den menneskelige krops største kirtel, nemlig leveren. Den er en ordentlig svend på i gennemsnit halvandet kilo, men næppe noget, almindelige mennesker bekymrer sig om, før deres lever angribes af cyster, tumorer, hepatitis, fedt eller skrump. En fedtlever fra en 64-årig mand, der har haft et stort alkoholforbrug, er udstillet i et glas, og den ville man nødigt have på indersiden af sin krop.
Berlins Medicinhistoriske Museum åbnede i 1899. For ikke så længe siden indviede museet en ny permanent udstilling, og den er en oplevelse, der kildrer alle hypokonderes sanser. Cirka 1.000 tør- og vådpræparater af samlingen, der i alt rummer 10.000 præparater, er udstillet. Dertil kommer modeller og tegninger.
Præparatsamlingen rummer ud over de nævnte levere f.eks. også galdesten, smukke som koraller, og fosterafdelingen er så afskrækkende og tiltrækkende, at man må derhen flere gange for at se, om man har set, hvad man så. Her er næsten fuldbårne børn med sirenomelia, også kaldet havfruesyndrom. Her er fostre med zyklopi (ét øje), fostre uden hjerner og fostre med tarmene uden på kroppen.
På museet får man et indblik i de sidste fire århundreders udvikling inden for medicin. Man kan se en fødestol fra 1600-tallet, en fødetang fra 1747 og en prøjsisk militær sygeseng fra det 18. århundrede. Man kan se fotografier af Karl H., der var soldat i Første Verdenskrig. I 1915 fik han sit ansigt læderet af granatsplinter, men i 1916 fik han en ny næse (og et nyt liv) af kirurgen Jacques Joseph. En kæmpestor jernlunge fra midten af 1900-tallet er også udstillet. Det var der, man lagde poliopatienter, der ikke kunne trække vejret selv. Ni procent af alle, der havde børnelammelse mellem 1950 og 1960 tilbragte kortere eller længere tid i den vandrette cylinderformede tingest. Det må have været et uafbrudt mareridt.
Nazisternes værk
Men der er en del af udstillingen, der ryster mere end bortsprængte næser, fedt- eller skrumpelevere og misdannede fostre. Det er den del, der handler om det såkaldte "eutanasiprogram", som Hitler og hans nationalsocialister satte i værk i 1933, og som varede til krigens slutning.
Så snart nationalsocialisterne fik magten, begyndte de at forfølge og fyre jødiske læger og forskere. En politik, der mødte meget lidt modstand fra den øvrige del af lægestanden. Men det var ikke kun jøderne, der blev ofre for den nationalsocialistiske racehygiejne. De åndssvage, de sindslidende og de handicappede havde ingen plads til i Det Tredje Rige, og nationalsocialisterne gik straks i gang med at skaffe dem af vejen.
En effektiv mand var berlinerpatologen Berthold Os-tertag. På et sort/hvidt foto ser man ham stå storsmilende med forklæde på ved siden af et dødt nøgent barn, der ligger på dissektionsbordet. Barnet er blevet myrdet i forbindelse med eutanasiprogrammet, og Ostertag, der selv nød sit otium, til han døde 80 år gammel i 1975, dissekerede med videnskabelig ildhu talrige af disse børn.
Hans assistent var kirurgen Fritz Ernst Fischer. Han blev senere Sturmbahnführer hos SS og kom til kz-lejren Ravensbruck, hvor han lavede sulfonamidforsøg på indsatte kvindelige fanger. Han fik en livstidsdom ved lægeprocesserne i Nürnberg, men kom allerede på fri fod i 1954. Fritz Ernst Fischer lever endnu.
Nedenunder fotoet af Ostertag hænger en blanket, der fulgte med afsendelsen af et 12-årigt barnehoved. Blanketten er underskrevet af første lejrlæge i sigøjnerdelen af udryddelseslejren Auschwitz i juni 1944.
Irmas skæbne
Her er også høretelefoner, så man kan høre den nu aldrende Antje K. fortælle om sin 15 måneder yngre søster Irmas skæbne. Irma var født handicappet, men det var ikke noget, familien havde problemer med. Irma var lidt sen til at gå og tale, men hun elskede sang og musik og sin spilledåse, som hun sad med i sin barneseng. Den noget ældre søster Ursel passede hende i det daglige, når hun ikke selv var i skole, for moderen havde nok at se til med de andre børn.
I august 1939, hvor man allerede havde nået at tvangssterilisere 350.000 mennesker, fik befolkningen pligt til at melde, hvis de havde kendskab til misdannede eller psykisk afvigende børn under tre år. Børnene blev anbragt på anstalter, hvor de blev anvendt til forsøg og slået ihjel. Få måneder senere gjaldt meldepligten også voksne og ældre børn.
En dag var Irma der ikke længere. En nabokone havde angivet familien. I familieforsorgens papirer stod der, at "fru Sperling vægrede sig ved at vise barnet til myndighederne". Fru Sperling var Irma og Antjes mor. Hun så aldrig sin lille datter igen. Hun døde selv i 1942, og faderen ønskede aldrig at tale om Irmas skæbne med sine øvrige børn. Mange år senere, da faderen var blevet 87 år, og de sammen ordnede nogle papirer, fandt Antje Irmas dødsattest. Her stod, at den lille pige var død den 8. januar 1944. Af "lungebetændelse". Da Antje gik til bunds i sagen, kom det frem, at Irma var blevet offer for eutanasiprogrammet.
I begyndelsen af 1940 iværksatte nazisterne drabsaktionen T4, der var opkaldt efter adressen Tiergartenstrasse 4, der fungerede som hovedkvarter for eutanasiforanstaltningerne. På seks dødsanstalter omkom over 70.000 mennesker i gaskamre inden august 1941. Modstand i befolkningen gjorde, at programmet officielt blev stoppet. Det fortsatte dog alligevel til krigens slutning. Det kostede mere end 200.000 mennesker livet.
Berliner Medizinhistorisches Museum der Charité, Charité Platz 1, 10117 Berlin. Åbningstider: Tir., tor., fre. og søn. 10-17, ons. og lør. 10-19.