Tænk hvis mindst halvdelen af alle nyheder i radio og tv var gode. Så slap vi for så meget vold, dyredød, mishandling, terrorisme og alle de skrækkelige trafikulykker og mord. Mismod over verdens elendighed kunne afløses af flere positive tanker. Det er i hvert fald ideen bag det lovforslag, to rumænske politikere har fremsat. For at "skabe et mere positivt klima i almindelighed og give offentligheden muligheder for at få et afbalanceret syn på den daglige tilværelse både psykisk og følelsesmæssigt", som der står i loven. Men et lovforslag om, at halvdelen af alle nyheder partout skal være af den gode slags, fremmer ikke de positive tanker. Tværtimod.
Forslaget er absurd og har da også fået tommelfingeren nedad af de rumænske domstole. Alligevel er det deprimerende at opleve de politiske angreb på pressefriheden, som i øjeblikket sker i flere af de nye demokratier i Østeuropa. Det er dårligt nyt i en region, som ellers har været stolt over deres genvundne frihed efter mange års autoritære styrer.
Men det er ikke kun i Østeuropa, pressefriheden og medierne ind imellem er under pres. I Italien sidder Silvio Berlusconi hårdt på langt størstedelen af de elektroniske medier. I Frankrig engagerer Nicolas Sarkozy sig personligt i både private og offentlige mediers redaktionelle linjer og vil nu selv udnævne direktøren for landets offentlige tv-stationer. Og så sent som i juni var Det Internationale Journalistforbund på barrikaderne på grund af en ny svensk lov, der tillader regeringen at overvåge alle udenlandske opkald og mails sendt til udenlandske adresser. Loven gør det umuligt for journalisterne at beskytte deres kilder.
At pressen ikke kan få lov til at arbejde uafhængigt, er deprimerende, men endnu mere deprimerende er det, at det er svært at gøre noget ved angrebene på medierne.
De nye EU-medlemslande er, for overhovedet at komme med i EU, godt nok blevet bedt om at leve op til de såkaldte Københavns-kriterier fra 1993. De indebærer blandt andet krav om demokrati, retsstatsforhold og respekt for menneskerettigheder, herunder også ytrings- og pressefrihed. Problemet er imidlertid, at så snart landene er optaget i EU, så falder medierne ind under kulturområdet. Og kultur er et nationalt anliggende, som landene suverænt selv bestemmer over. Derfor kan Kommissionen ikke gribe ind over for uregelmæssigheder. Det vil ændre sig, hvis Lissabontraktaten træder i kraft. For med den gøres EU's charter om grundlæggende rettigheder også bindende, og i det står der i artikel 11.2, at "mediefrihed og mediernes pluralisme skal respekteres".
Man kan mene om den nye traktat, hvad man vil, og at den og chartret træder i kraft, er ikke nødvendigvis en garanti for, at mediefriheden virkelig vil blive respekteret. Men det vil i det mindste give Kommissionen juridisk ret til at gribe ind over for angreb på medierne, og så vil der måske kunne tænkes mere positivt på pressefrihedens vegne. wendt