'Gud giv den bedste sejr', digtede H.C. Andersen og har sikkert bevidst skrevet den bedste med lille. Den bedste sejr ville for ham og for mange andre tænksomme i 1850, da 'I Danmark er jeg født' blev til, være en sejr, der pegede fremad mod sameksistens og varig fred. Det tyske var det kulturelle Danmarks første og vigtigste led i fødekæden. Dannelsesrejsens første station var den tyske højkultur i de blomstrende fyrstendømmer syd for den danske helstat og i de levende oplyste bysamfund fra nord til syd, i øst og i vest.
Danskerne vandt slaget ved Isted i sommeren samme år, H.C. Andersen leverede sin blide kærlighedserklæring til det danske land, hvor de krigeriske overtoner udebliver. Sejren var en katastrofe. Denne dyrekøbte sejr på sidste revle - tilvejebragt af, at preusserne under pres trak sig ud af konflikten - indgav de nye toneangivende i det unge højst mangelfulde folkestyre, de nationalliberale, den farlige misopfattelse, at Danmark betød alverden militært. Ikke sådan at forstå, at den danske hær var umulig, det var den i og for sig ikke, men over for Preussen og ved en næsten uundgåelig genoptagelse af krigen, ville danskerne ikke kunne klare sig.
14 år senere gik det rivende galt, da danskerne i overmod og politisk ubehændighed, for ikke at sige dumhed, brød en international aftale og rev Slesvig og Holsten fra hinanden med et snuptag. Lige hvad Bismarck havde ønsket; her fik jernkansleren det påskud, han manglede - dels for et felttog, hvis mål var at indlemme de tysk orienterede hertugdømmer i Det tyske Forbunds statsstruktur, dels for at markere over for Østrig, hvem der svingede sablen. Samtidig var sagen ikke stor nok til, at de øvrige magter ville stille sig på Danmarks side, når nu landet oven i købet havde forbrudt sig mod en klar international traktat. Krigen kom, de tapre landsoldater drog af sted under overkommando af en excentrisk, klaverspillende men dygtig general, de Meza, men under overoverkommando af en ubegavet, karaktersvag krigsminister samt konseilspræsident Monrad, der var velbegavet, men utilregnelig på grund af depression.
Konfronteret med den preussiske overmagt gjorde de Meza det eneste fornuftige og trak i nattens mulm og mørke hele den danske hær væk fra Dannevirke i et af de mest vellykkede tilbagetog i krigshistorien - og blev fyret. Resten af tragedien udspillede sig i skanserne over for Sønderborg ved Dybbøl mølle, hvor danskerne efter hårde kampe fik tæsk.
Hele historien kunne efter alt at dømme være undgået, og grænsen være kommet til at ligge, hvor den blev lagt efter 1. verdenskrig - oven i købet med Sønderborg som dansk, fordi der var dansk flertal. De danske national-liberales tåbelige optræden umuliggjorde en sådan løsning, og 1864 blev det ophøjede traume i danmarkshistorien. Generationerne efter har måttet trækkes med den falske forklaring om danskerne som ofre for preussisk brutalitet og ikke for dansk dumhed.
Givetvis indgår den selvskabte katastrofe som brændstof i modstanden mod et mere integreret Europa.