BEIRUT - Denne onsdag var Hizbollahs. Israel var i knæ, da Samir Kontar og hans fire medfanger kl. 17.24 krydsede grænsen til Libanon.
Men i Beiruts gader, såvel som i Sydlibanon, ekkoede knald-fyrværkeri, og den nyslåede samlingsregering havde erklæret national helligdag, så de offentligt ansatte kunne sidde limet til tv-skærmene for at følge denne selverklærede triumf over Israel.
I Dahiya, Beiruts sydlige shia-forstæder, var kvarteret omkring pladsen, hvor Hizbollahs massemøder finder sted, afspærret for kørende trafik, men sikkerhedsforanstaltningerne var afslappede, og stemningen løssluppen med svingende Hizbollah-faner og libanesiske flag.
Selv Guds Partis lidt bøse handykvinde i presse-anliggender havde droppet sin vante skranke-attitude og smilede - næsten - da hun hen på eftermiddagen redegjorde for forsinkelserne i dagens program.
Løftet, der bandt
Israel havde endnu ikke løsladt Samir Kontar og hans fire medfanger, men de var på vej, forsikrede hun, og der ville ikke være problemer med adgangen til fejringen af sejren. Slet ikke.
Ruten fra Rafik Hariri-lufthavnen til pladsen - forbi Borj al-Barajeh, den palæstinensiske flygtningelejr - var udsmykket med plakater og transparenter, opsat på under et døgn, med slogans, der hyldede denne sejr over Israel og mindede libanesere og flygtninge, der var stimlet sammen allerede ved middagstid, om Hizbollah-leder Sayyed Hassan Nasrallahs 'løfte fra 14. august' - nemlig den dag, 34-dages krigen mod Israel i 2006 sluttede, og hvor han lovede, at han ville bringe Kontar hjem sammen med de fire øvrige patrioter.
Og vel at mærke: Hizbollah ville bringe dem hjem, ikke den libanesiske stat. Et vink om denne tingenes tilstand sås, da de fem løsladte straks efter ankomsten til libanesisk jord skiftede fra deres grå fange-sweatshirts til camouflage-uniformer. Statens rolle i seancen var iøjnefaldende beskeden - ved Narqura-grænsen sås kun Hizbollahs gule baseball-kasketter, da udvekslingen fandt sted, og i Beirut indskrænkede 'staten' sig til at stille med de øverste kransekagefigurer i den internationale lufthavn i skikkelse af præsident Michel Suleiman, premierminister Fouad Saniora og parlamentsformand Nabil Berri, suppleret af FN-dignitarer, ambassadører og religiøse ledere. Lufthavnen, opkaldt efter den myrdede eks-premierminister Rafik Hariri, var deres reservat.
På ruten til Dahiya-bydelen var det Hizbollahs egne folk, der varetog sikkerheden. Kontar og hans medfanger fik således en dobbelt-symbolsk rolle som både nationale ikoner og lurmærkede Hizbollah-helte. I sig selv et propaganda-kup, idet Samir Kontar er druser og var medlem af en palæstinensisk terror-grupe, da han blev fængslet i 1979 og altså er den libaneser, der har siddet længst i israelsk fængsel.
Kritik i Israel
I Israel var dagen præget af stigende kritik af regeringens beslutning om at bytte ligene af to døde israelske soldater, Ehud Goldwasser og Eldad Regev, med fem libanesiske fanger, hvoraf især Kontar har fremkaldt israelske traumer. Flere kommentatorer har påpeget, at Israels pris er for høj, men Ehud Olmert, Israels premierminister, har forsvaret sig med, at værnepligtige skal kunne regne med, at de vender hjem - døde eller levende - fra fangenskab.
Det har ikke gjort stemningen i Israel bedre, at Hizbollah - der til det sidste lod antyde, at i hvert fald en af de bortførte israelere var i live - i går forklarede, at begge blev dræbt under israelske luftangreb på Beirut i de første dage af krigen i 2006, der kostede mere end 1200 libanesere og 158 israelere livet. Israel var i knæ denne dag - men klarhovede libanesere spørger alligevel sig selv og hinanden: Hvor længe mon?