Stinne på 35 år brygger te med indiske urter ude i sit lille køkken, der synes at svæve i 3. sals højde over Nørrebros brusende trækroner. Bordet i det ældgamle køkken, som sidst må have set en malerpensel for 30 år siden, er latterligt lavt. Det må være bygget i en historisk periode, hvor mange kvinder ikke blev meget højere end halvanden meter.
Køkkenet var det første, Stinne så, da hun for syv år siden kom til sin ‘nye’ lejlighed i Baldersgade 55, og det var kærlighed ved første blik. Det køkken osede af historie, så i denne slidte lejlighed på 56 kvadratmeter måtte hun og hendes indiske mand, Masti, simpelthen bo. Selvfølgelig også fordi huslejen kun var 1.700 kroner om måneden.
“Måske den sidste lejlighed af slagsen i København,” siger hun.
“Jeg gider ikke sidde fængslet i en 37-timers uge hele mit liv for at tjene penge til at bo på 100 fine kvadratmeter. Her i Baldersgade har jeg råd til at skride fra det hele på et øjeblik og tage tre måneder til Indien for at køre rundt på de motorcykler, vi har stående derovre. Jeg forstår ikke, at man for at få råd til sin dyre bolig slider sig op på arbejdet og dør alt for tidligt. De fleste danskere bor i store huse og lever af lortemad. Jeg bruger alle, virkelig alle, mine penge på at købe friske grøntsager og ordentlige råvarer, og så lever jeg gerne med lokum på gangen. Jeg mangler ikke noget, og jeg er nødt til at følge min drøm.”
Stinne blev født i et hippiekollektiv på Djursland og kom i begyndelsen af 1990’erne som 20-årig til København, hvor hun efter en læreruddannelse fik arbejde som pædagogmedhjælper.
Hun krympede indvendigt, når indvandrerdrengene tiltalte hende med et “fuck dig”. Men efterhånden kunne hun også fornemme noget energisk og åbent i deres stil. Og selv om Nørrebro myldrer med disse berygtede indvandrerdrenge, har hun altid følt sig fuldstændig tryg.
“De har hele tiden et spil kørende. Det er ligesom at se en film. Men når de har været på boldbanen overfor, ligger deres pizzabakker tilbage. Det er sløjt, at de ikke rydder op efter sig,” siger Stinne.
I dag er hun yogalærer for en del af kvarterets indvandrerkvinder, og så driver hun, fem minutter fra Baldersgade, en altmuligbutik. Den kommer vi tilbage til.
“Der er en særlig stemning i Baldersgade, som holder mig fast her. Vores venner træerne og de åbne områder med legeplads giver luft, luft, luft. Men det vigtigste, tror jeg, er brostenene. De får bilerne og cyklerne til at køre forsigtigt, og i den roligere gade er der så flere, som går tur med deres børn eller hund. Her kan det langsomme liv trives. Hæng ud - hvor er det, alle hele tiden skal hen? ‘Vi ses i weekenden,’ siger folk til hinanden, men hvorfor ikke ses her og nu på en almindelig tirsdag,” spørger Stinne, mens hun sidder i yogastilling på sit stuegulv.
I lejligheden synes intet møbel at være over 40 centimeter højt, og Stinne fortæller, at hun og hendes mand spiser alle måltider siddende på gulvet. Det er godt for fordøjelsen og sundt for ryggen.
“Kig på børnene, de sætter sig naturligt på gulvet med rank ryg. Men snart får folk jo lært dem at hænge slapt på høje stole,” siger Stinne og rejser sig for at vise, hvordan børn på et tidspunkt også begynder med strakte knæ at bukke sig fremover efter tingene, i stedet for at gå ned i knæ, sådan som det medfødte instinkt vel er.
Det hele hænger sammen, siger Stinne - kroppen, boligen og den indre balance. Hun har i mange år beskæftiget sig med den gamle hinduistiske lægekunst, Ayurveda, og søger på mange måder at følge den som livsstil. Man bør hjælpe andre af med sygdomme og ikke berige sig på deres vegne. Holde sig fra stoffer og sprut. Være ydmyg og dog selvbevidst. Og vide, at sund mad og massage kan helbrede det meste.
“Giv dog alle de gamle, der sidder og er triste, en gang fodmassage i stedet for depotmedicin,” foreslår Stinne.
Køkkendøren hænger skævt på hængslerne og kan kun lukkes med besvær. Lejligheden kunne godt bruge noget renovering, ja hele ejendommen trænger i den grad.
I årevis har beboerne forgæves søgt at få udlejeren til at pleje den forsømte ejendom, der står som en dårlig tand midt i Baldersgades smilende tandsæt af nysselige ejendomme med halvdyre andelslejligheder. Det er kommet til beskyldninger, retssager og opsigelser, som udlejer dog har måttet trække tilbage.
“Det har været meget barske år her i vores lille paradis, men jeg er sikker på, at udlejeren med tiden vil blive ramt af sin karma.” Bang! lyder det, da Stinne slår hænderne sammen.
“Og beboerne, som alle er ordentlige mennesker, vil vinde sagerne. Så holder vi en fest, der skal vare i fem dage.”
Det mærkelige er, at konflikten og dens kerne af dårlig udstråling har skabt et fællesskab i opgangen, som Stinne og de andre i dag ikke vil være foruden.
“Baldersgade 55 er en lille kugle, hvor livet, naboerne, møblerne, kattene, fortiden og fremtiden kører rundt, og uden om kuglen er der kedelig orden,” kommer det fra Stinne.
Beboerne er takket være konflikten begyndt at rende hinanden på dørene, og Stinne har fået sig en ekstra bedstemor, den 77-årige Else inde ved siden af. Det er faktisk Elses forrige lejlighed, som Stinne bor i, og Stinne tænker ofte på, at Else har stået ved det lave køkkenbord og lavet mad til sine børn, der nu er store, og hvoraf det ene faktisk bor oppe på fjerde sal.
Det hele går i ring, tyngdekraften og kuglen virker.
“Velkommen i min stue,” siger Stinne, da vi i Guldbergsgade 22 træder ind i hendes anden lejlighed, butikken ‘loveliving’ med fire rum - og et næsten mærkbart femte rum på internettet fyldt til randen med råd, meninger og henvisninger.
Og det er virkelig hendes stue, man træder ind i. Mange af varerne er istandsatte ting fra Stinnes liv og kvarteret i øvrigt: Taburetter fra Elses bohave, nu forsynet med nyt, blomstret betræk. Husmorkjoler fra 1950’erne. Smykker fremstillet af venner. Ayurvediske cremer, sæber og salte med helbredende egenskaber. Og billig behandling af kroppen eller ansigtet i et af rummene, der kan lukkes af til terapi.
“En gang mudder i hovedet til klingklang-musik,” som Stinne selv kalder det og tilføjer: “Sådan en rolig time er også godt for et DAMP-barn som mig.”
Inventaret i butikken kommer fra loppemarkeder. Den lange garderobestang til kjolerne har Stinne fundet i baggården. Stangen er lidt frønnet, men fungerer fint, ophængt som den er i hendes mands fiskesnører.
På fortovet står et gammelt cykelstativ med butiksskilt på. Stativet havde ellers været dømt til udsmidning et sted, men hun reddede det. For nogen tid siden glemte hun en aften at låse stativet til butiksfacaden med en wire. Næste dag var det væk. Der gik en uge, og så dukkede stativet pludselig op på nærmeste gadehjørne. Stinne har forståelse for, at sådan et gammelt apparat på fire stive fødder godt kan trænge til at lufte stængerne under en bytur. Det fandt jo hjem igen.
Her har alt en historie. “Det har fabriksnye ting ikke,” siger Stinne, “og alligevel ønsker danskerne at omgive sig med nye ting. Danmark flyder over af varer, samtidig med at man allerede står og tramper i materielle goder. Men vi har i virkeligheden ikke brug for alt det der. Det har jeg lært ved at rejse ud i verden. Mange steder i Indien har folk ikke ret meget, men koen giver mælk, og børnene er glade. Hvad mere kan man ønske sig?”
Og Stinne, hvad vil hun gerne have? Et barn - og et lille hus i Himalaya, såmænd.