Krogerup Højskole har altid været knyttet til kulturradikalismen og er som sådan ikke præget af det grundtvigske. Det er derfor ikke så mærkeligt, at højskoleforstander Erik Boel, som var forstander på Krogerup indtil for nylig, i Informations spalter har advokeret for en kulturradikal tilgang til højskolelivet.
Boel (som jeg personlig kender og holder af) proklamerer helt i tråd med traditioner fra Krogerup, at højskoler skal være et spejlbillede af det moderne. Vi skal derfor smide højskolesangbøgerne, morgensamlingerne og salmesang på porten. Ja, alt, hvad der smager af tradition og gammel usamtidig kultur og nationalitet, må bort, hvis højskolebevægelsen skal overleve.
Tonerne er ikke nye. De lød allerede i 1880’erne på Askov Højskole, hvor legendariske Ludvig Schrøder havde sine genvordigheder med det moderne gennembrud og brandesianerne.
Men de grundtvigske højskoler overlevede 1880’ernes brandesianisme, ligesom de har overlevet ungdomsoprørets politisering og postmodernismens relativisme i 80’erne og 90’erne. De grundtvigske højskoler har nemlig altid indtaget tiden, dvs. mødt tiden i et samspil med traditionen.
Mange klassiske højskoler som Testrup, Rødding og Rønshoved har derfor stadig morgensamlinger og salmesang. Ja, faktisk synes det, som om de unge anno 2008 vil traditionen og det åndelige påny. Dyrkelsen af den individuelle postmodernistiske kultur, som var så kendetegnende for 90’ernes ungdom, synes således på retur. Man søger nu traditionen, samtidig med at man er åben for det globale. Tendensen er ikke entydig, men dog tydelig. Der findes således tilsyneladende to tydelige svar på moderniteten og de globale udfordringer i højskolebevægelsen: En grundtvigsk (national-international) og en kulturradikal (relativistisk-multikulturel).
De grundtvigske højskoler vil fastholde kristendommen, det folkelige og traditionerne, som et fundament for mødet med det fremmede, moderne og globale. De kulturradikale, som betragter al snak om forankring som reaktionært, vil det moderne, multikulturelle og globale uforbeholdent. Derfor siger Boel nej til morgensamlinger, højskolesangbogen, salmesang og dansk kultur.
Begge positioner er (således) fremadrettede mod det moderne. Man er blot uenige om, hvordan det moderne skal udfordres. Den grundtvigske tilgang til højskolelivet har derfor aldrig betydet, at emnerne på højskolen ikke var en del af tiden. Nej, faktisk har de grundtvigske højskoler altid været gode til at indfange tidens rytmer.
Forhenværende højskoleforstander Niels Højlund har således noteret, at ungdomsoprøret reelt blev indledt 1960 på Askov. I hvert fald i teoretisk forstand. Her blev Camus, Beckett, Ionesco, Durrenmatt, Pinter og Sartres forfatterskaber læst (og opført) og Askovs forstander Knud Hansen talte allerede om Marx og Kierkegaard i 50’erne. Og her blev man også introduceret til Miles Davis’ og Coltranes musik, samtidig med at man hørte Brams, Beethoven og Carl Nielsen.
Men der var også morgensang og højskolesangbøger. Så den gode Kim Larsen har således både mødt traditionen og alt det nye, da han var på Askov i 60’erne.
At Boel forfægter sit livssyn er excellent, det skal han blive ved med. Men det er betænkeligt, hvis hans betragtninger er et forsøg på at indrette sig ubetinget efter tiden, fordi han anser det som en forudsætning for højskolebevægelsens overlevelse.
Højskolerne skal, efter min vurdering, ikke overleve ved at tilpasse sig tiden. Hvis vi ikke troede på det værdisæt, som det grundtvigske holder højskole på, ja, så skulle vi ikke være højskolefolk. Så kunne vi med Jørgen Carlsens ord (Testrup Højskole) lige så godt blive forvaltere af en campingplads.
Og så lige nogle betragtninger til al den snak om krise på højskolerne. Højskolebranchen har altid levet på kanten af det umulige. Elevtallet på de danske højskoler er imidlertid stadig på niveau med tiden mellem 1900 og 1973. Højskolernes elevtal udgør omkring 7-8 pct. af en ungdomsårgang. Og det gjorde de også i 1920. Perioden mellem 1973 og 96 blev elevtallet (imidlertid) holdt kunstigt oppe, fordi det var muligt at medbringe arbejdsløshedsunderstøttelsen på højskolen. Derfor var der 107 højskoler i 1980’erne og omkring 50 i 1960.