Der var en aura af pionerer over landliggere med sommerhuse før de store udstykninger i midten af 1950'erne, der introducerede en ny social og politisk struktur i landet. Et af velfærdsstatens mål - og som i sidste ende paradoksalt nok muliggjorde at kreativ bogføring kunne blive en dyd for en dansk regeringsleder - var jo at gøre landliggeri i eget hus almindeligt og dermed harmonisere socialklasserne. Selvsagt var der difference mellem dem der havde sommerhus, og dem der lejede. Og så var der ellers dem der tog på sommerpensionat.

Denne kategori havde sin sidste blomstrende periode i 50'ernes slutning og lidt ind i 60'erne. Det var badegæsterne i ordets bogstaveligste betydning, folk som helt åbenbart ikke var præget af det hårde arbejde, det også var at administrere et gammeldags sommerhus uden de hjælpemidler, byggemarkederne i vore dage står på tæer for at prakke handy-folket på.

Badegæsterne gik for mændenes vedkommende i hvide bukser med pressefolder, livrem over midten på maven, kortærmet skjorte med butterfly og beige kasket; damerne var i blomstrede kjoler og tørklæde om håret. Pia Kjærsgaard fik som barn et chok ved synet og er aldrig kommet sig. Når badegæsterne aflagde visit i sommerhusene, det hændte jo at de havde lejet sig ind på netop dét pensionat, fordi det lå i nærheden af en slægtnings sommerhus, skilte de sig i særlig grad ud fra deres værtsfolk.

Sommerhusbeboerne var i arbejdstøjet, dengang aflagt tøj, kluns, der havde tjent deres ejere i flere sæsoner og var beregnet til at gå i arv til de opvoksende børn. Den vareknaphed, der stadig var tale om de første små 10 år efter krigen, sås særligt tydeligt på den sekundære påklædning. Ikke for det: om aftenen, når solnedgangen over Kattegat skulle passes, gjorde folk sig umage og forsøgte at leve op til badegæsterne. Men så var der jo det med arbejdets vanskeligt udradérbare spor. Rifter på arme og ben fra skovningen i haverne, det kunne være hvad det var, mens malingen i håret og stanken af den, samt af den terpentin som var det eneste fortyndingsmiddel hvad angår maling dengang før plasticmalingernes nådegave, akkompagnerede den tilstræbte elegance.

Lugten af sommerhus

De huse ejerne satte sig for at vedligeholde selv og det med næb og klør, var i de første år af 50'erne stort set alle bygget før krigen; en rigelig del lige omkring 1930, før den store verdenskrise satte tænderne i også the Danish way. Disse huse havde nået at sætte sig, kan man sige, og fået det præg og den lugt som er uløseligt forbundet med landet for generation 45 og dem før. Husene havde akklimatiseret sig i naturen og var gået i ét med de processer, der nu ihærdigt forsøgte at nedbryde dem. Det mest næsepirrende spor af denne iagttagelse var den umiskendelige lugt af kælder i næsten alle husene. Den lugt var synonym med sommerhus og dermed også på sin egen bagvendte måde en lugt af sommer. Når huset blev taget i brug selv efter varmere perioder med megen sol stod denne ganesnerpende hørm af kælder tilbage som et vift, der nu og da meldte sig og kom stærkt tilbage efter regn.

For et barn med astma, som i foreliggende familie, kunne denne tilkendegivelse af hengemt fugt og støv og tilbagelagt vinter give fornemmelser i farlig nærhed af et anfald. For den mere robuste erindrende var lugten det samme som et déja vue, hvor uvidende man så end var om begrebets navn. Men den var der hver gang, denne stærke uafrystelige følelse af, at dette havde man jo oplevet ikke magen til, men præcist magen til, hvilket havde noget for sig, eftersom man faktisk havde oplevet det samme i alle de foregående år, og så længe man kunne huske tilbage, og de voksnes udbrud af lige dele beklagelse og bekymring for atmosfærens virkninger på astmatikeren var identiske år efter år.

At indtage huset efter det havde stået hele vinteren fra midt i oktober, lukket af og gemt af vejen i sin have med de nøgne træer og bladløse buske, var den første opgave, hvilket indebar luftning og soltørring af det klamme sengetøj, en foranstaltning der ofte saboteredes af den silende regn, som også var sommerhusets klimatiske kulisse.

Tordenkaffe

Sandet, blæsten og stjernerne, læste de voksne højt; Saint-Exupéry var højeste mode i de år; men for sommerhusfolket i Nordsjælland handlede det mere om: Mudderet, stormen og skyerne. Vejret i barndommens forklarede land var ikke i erindringen solskin og lyse nætter, men realistisk set skybrud og mørk kulde somre igennem. Ikke mindst tordenvejr satte deres præg. Reelt set var der færre huse, lynet kunne slå ned i; risikoen var statistisk set så meget desto større, tv-antennerne var ikke kommet op endnu. Lynafledere satte man ikke på så forholdsvis små træhuse, dér skulle man op på gårdstørrelsen, hvis man ikke ville være til grin. Midlet mod lynnedslag og øjeblikkelig indebrænding i sådanne udsatte, relativt højt beliggende træsommerhuse var at familien blev gennet ud af fjerene og i tøjet. Dette lå som hos brandmændene parat på en stol ved udsigt til drama. Søvnig som en gnu førtes man til storstuen, hvor de voksne allerede sad, underligt uvaskede at se på med håret i ugler og regnfrakken halvt på indendørs og tordenkaffe på bordet. Var man ikke skræmt fra vid og sans, blev man det ved det blotte syn af de let knyttede ansigter, der fik endnu et nøk af det kuede, hver gang der blev for kort mellem lynglimt og tordenbrag. Samtalerne var villede lette for ikke at skræmme de små, og det hjalp jo ikke stort, da man efterhånden kunne tyde signalerne.

Når uvejret drev over, afløstes naturens rasen ikke af Beethovens sidste forløsende sats i nummer seks og glade bønders taknemmelighed. Frygten blev siddende. Kom der mere? Denne kollektive angst for tordenvejr både i børn og voksne, i hunde og katte, en angst som sikket er svær at skaffe sig oplevelsen af i de overbebyggede totalsikrede nuværende kvarterer, hvor før det åbne land viste vej til husene for lynet, hang selvfølgelig også sammen med at der ikke stod en bil i carporten som sidste tilflugt. Der var hverken carport eller bil. Skulle ulykken ske, var mobiltelefonen just heller ikke for hånden.

Hvor langt uden for lands lov og ret et sommerhus i Nordsjælland kunne være blev anskueliggjort, da skraldemandens hest skrævede ind på nabomarken, fordi græsset der var grønnere. Tyskerne, der byggede bunkers og maskinkanonstilling på højen, havde efterladt dynger af pigtråd, hvis rester lå og rustede uden dog at miste pigge og potens. Den ulyksalige hest kørte med fuld musik sit ene ben ind i en særlig morderisk stump tråd, der rev hele piben op i et blodbad af flåede sener og blotlagt knogle. Der lå den velvoksne hoppe med sit store øje vendt mod evigheden, men langtfra død.

Folk kom til, en nabo med et vandfad, som om det hjalp at sjaske vand på. Inden man fik fat i dyrlægen, og inden han kom, ville lidelserne utvivlsomt gøre det store sårede dyr vanvittigt af angst og smerte, og man drøftede i fuldt alvor, hvorledes man i dyrevenlighedens navn og med skraldemandens trøstesløse billigelse kunne tage det af dage, da det ben jo var færdigt. Så langt kom det ikke. Men følelsen af hjælpeløshed fjernt fra alting, skønt det var der jo egentlig ikke, blev siddende i bevidstheden om det smilende sommerland, hvor den nådesløse natur lige med ét bestemte farten. Før asfalt og gadelygter, carporte og hørmen fra plæneklipperne.